Fysio

Case rapport. En grundbog i praksisformidling

16.08.2005, af Anmeldt af Marianne Lindahl, fysioterapilærer, MPH

 
0

Case rapport. En grundbog i praksisformidling af Hanne Albert, Bente Hovmand, Hans Lund, Annette Winkel og Lisbeth Villemoes Sørensen, Munksgaard Forlag. Kr.228 kroner. (BogPlus for 2007-udgaven kr. 182). 170 sider.

At skrive en case rapport som en metode til praksisformidling anvendes i stigende grad inden for sundhedfagenes både grundefter- og videreuddannelser. Omsider har vi her fået en bog, som på glimrende vis formidler, hvordan man faktisk anvender det at skrive en case rapport om sin praksis.

Bogen beskriver de forskellige formål, der kan være med at skrive en case rapport, nemlig beskrivelse af praksis, forskningsformidling, teoriformidling, og kvalitetsudvikling. En case rapport kan beskrive den sædvanlige praksis, men især den usædvanlige praksis, hvor fagpersoner har undret sig og sætter sig for at undersøge et felt nærmere. For at gøre det behøver man ikke at lave et forskningsprojekt med alt, hvad dertil hører, man kan systematisere sin måde at arbejde på og ende med at skrive en case rapport. Den kan så danne grundlag for videre forskning inden for området.

Bogen formår i høj grad at beskrive forskelle og ligheder mellem det at forske og det at skrive en case rapport, og forfatterne formår at fremstille metoden som tilgængelig og overkommelig. Som metodebog er den nemlig i sjælden grad helstøbt, dvs. at man som læser bliver taget i hånden og ledt igennem hele processen og stilfærdigt og præcist får den viden, der skal til, for at skrive en case rapport.

Den har eksempelvis kapitler om målemetoder, litteratursøgning, gode råd til skriveprocessen, etiske aspekter og overvejelser om offentliggørelse. Desuden beskrives grundigt, hvordan en case rapport bygges op, og hvilke krav der stilles til afsnittene. I appendiks er eksempler på case rapporter, som giver et godt udgangspunkt for at lære metoden.

Case rapporter er et redskab til kritisk at se på egen praksis, men hvordan den kritiske forholden sig gribes an er vanskeligt. Der gives imidlertid i kapitlet om diskussion nogle eksempler på, hvordan man gennem viden om for eksempel måleskalaer kan fremføre sin argumentation og derigennem demonstrere kritisk stillingtagen.

Bogen er skrevet til terapeuter, og det foreslås, at den også kan benyttes af andre faggrupper. Metoden er udmærket til beskrivelse af en faggruppes tilgang til en patient og kan dermed bidrage til at formidle tværfaglig indsigt og forståelse.

Bogen har et kapitel med et indgående beskrevet eksempel inden for ergoterapeutisk praksis, og her får læseren et glimrende indblik i, hvordan ergoterapeuter gennem klinisk ræsonnering og brug af en arbejdsprocesmodel og teori, beskriver arbejdet med klienten i en case. Et sådant indblik er værdifuldt og måske kan fremtidige udgaver af bogen give tilsvarende gennemgange for fysioterapi, sygepleje og andre fag. Hermed kan uddannelserne få et nyttigt og meget konkret redskab til gensidig formidling af deres faglighed.
 



Redigeret af : Vibeke Pilmark, 03.09.2009

Til top
0

Kommentarer til artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar