Den sundhedsvidenskabelige opgave, vejledning og værktøjskasse.
Af Marianne Lindahl og Carsten Juhl.
FADL’s Forlag/Munksgaard Danmark
ISBN 87-7749-435-2.
Pris 195 kr.
Køb den, læs den og lær!! Sådan vil jeg i fremtiden sige til mine studerende på alle niveauer fra bachelor studerende, over kandidatstuderende til ph.d.-studerende.
Marianne Lindahl og Carsten Juhl har gjort et stort og rigtig godt stykke arbejde og begået den bog, som alle vejledere altid har haft lyst til at skrive og udlevere til deres studerende. Men nu er den her, og den kan virkelig anbefales.
En let læst bog med et stort stikordsregister, hvor man let og konkret bliver indført i alle aspekter af skrivningen af den sundhedsvidenskabelige opgave.
I bogen gennemgås de forskellige faser af opgaveskrivningen fra planlægningsfasen, vurdering af kilder og baggrundslitteratur, disposition af opgaven med konkrete beskrivelser og tips til indholdet, illustration og figurer, og endelig databearbejdelsen.
I tillæg ser jeg det som en klar styrke, at bogen tager udgangspunkt i de dataprogrammer, som de fleste stude-rende har til rådighed, nemlig Excel og Word. De konkrete eksempler, som gennemgås i bogen, relateres til funktioner i disse to programmer og er således samtidig en indføring i brugen af disse.
For at give et indtryk af ovenstående, gennemgås afsnittet om Datapræsentationen med reference til Excel. Her beskrives med eksempler fra fysioterapeutiske bachelorprojekter, hvordan data opskrives i et Excelark, hvordan formler bruges til beregning af middelværdier, standardafvigelser o.l., og hvordan Pivottabeller anvendes og udnyttes til gruppering af data og præsentation af disse i diagrammer og tabeller.
Efterfølgende forklares de mest anvendte begreber i statistik, samtidig med at brugen af Excel til disse udregninger konkretiseres. Lige til at følge og afprøve for den studerende.
På samme anskueliggjorte måde gennemgås kappa-statistikken og metoder til vurde-ring af korrelationer. Håndgribeligt, forståeligt og langt fra højtravende. Jeg tror, rigtig mange studerende vil have glæde af at læse bogen og efterfølgende bruge den som huske- og opslagsværk. Køb den før din censor. Køb den som censor.
Redigeret af : Vibeke Pilmark, 03.09.2009
Til top