Vi ved det godt. Vi skal som fysioterapeuter arbejde evidensbaseret – for vores patienters skyld, og fordi vores samarbejde med Sygesikringen kræver det. Derfor havde jeg set frem til at læse bogen ”Evidensbaseret
praksis”. Men første indtryk var nedslående. En kaffebrun bog peppet op med et par striber i grøn og orange. Indholdet var heldigvis meget bedre, men hvis man skal have den praktiserende fysioterapeut til at bruge sin sparsomme fritid til at læse en bog om evidensbaseret praksis, bør budskabet gøres mere indbydende og appetitligt.

Bogen er skrevet af fire særdeles kompetente forskere med relation til fysioterapien. Ved evidens forstås ”at, man med afsæt i de videnskabelige resultater (…) kan få større klarhed over eller vished for, hvordan man skal behandle den enkelte patient”. Bogen giver en grundig indføring i de fem trin, der fører til evidensbaseret praksis:
1. Omformuler informationsbehovet til spørgsmål, der kan besvares.
2. Lokaliser den bedste evidens, der kan besvare disse spørgsmål.
3. Vurder evidensen kritisk med hensyn til holdbarhed, virkning og anvendelighed.
4. Integrer evidensen med klinisk ekspertise og med patientens unikke biologi, værdier og omstændigheder.
5. Evaluer effektiviteten og virkeevnen under udførelsen af trin 1-4, og søg efter metoder til at forbedre dem næste gang.

Under læsning af bogen får man således en velskrevet indsigt i, hvordan evidensbaseret praksis tilvejebringes. Dette er vigtigt for forskeren, som skal udføre den forskning, som leder til evidensbaseret
praksis, men også for praktikeren, som ved at stille de rigtige spørgsmål kan påpege områder over for forskerne, hvor der er behov for yderligere forskning/evidens.

For at denne altafgørende dialog mellem forsker og praktikere kan etableres, er det en forudsætning, at parterne taler samme sprog, og i relation til dette udfylder ”Evidensbaseret praksis” en vigtig rolle. Personligt mener jeg, at denne dialog er en af de største udfordringer, som fysioterapien aktuelt står over for i Danmark i disse år, hvor der etableres forskningstiltag over hele landet.

”Evidensbaseret praksis” er krydret med konkrete eksempler på, hvordan de rigtige spørgsmål formuleres, og beskrivelser af, hvilken type forskning der skal anvendes for bedst at besvare spørgsmålene. Min frygt er imidlertid, at til trods for dette, så vil bogen for de fleste praktikere forekomme tør at tygge sig igennem. Dette er yderst uheldigt, for så faciliteres etableringen af det fælles sprog
ikke.

Hvert kapitel indledes med et kort overblik, der giver indtryk af, hvad det enkelte kapitel indeholder, og det er efterfølgende let at dykke ned i hvert enkelt kapitels indhold og læse de dele, som man har ekstra interesse i eller behov for at forstå tilbundsgående. Så til trods for, at ”Evidensbaseret praksis” virker tillukket og svær at få hul på, så indeholder den så meget god og betydningsfuld information, at den skal læses af alle fysioterapeutiske forskere, af de fleste undervisere på fysioterapeutskolerne og skimmes af så mange praktikere som muligt.