Forleden dag resumerede en deltager et evidensbaseret fysioterapi kursus med ordene: ”Jeg er ikke blevet fagligt udtværet, men fagligt udfordret”. Imidlertid skaber ordet evidens en del misforståelser, som meget let kan udtvære gode kollegaer. Af samme grund vælger Gro Jamtvedt m.fl. at kalde deres uovertrufne bog om emnet for ”Kunnskapsbasert Fysioterapi” og ikke evidensbaseret fysioterapi.

Ordet evidens er forbundet med det, ”vi kan vide”, eller have ”vished om”, og dermed er fokus med det samme rettet mod den videnskabelige aktivitet og forskningsresultaterne. Forskellen mellem at være fagligt udtværet eller fagligt udfordret er netop, at det kundskabsgrundlag vi skal bygge vor praksis på, er mere end de enkelte forskningsresultater. Det er nemlig også den enkelte patients situation og præferencer, den enkelte terapeuts erfaring og håndværksmæssige kunnen samt de givne økonomiske, fysiske og tidsmæssige rammer.

Gro Jamtvedt m.fl. illustrerer det så fint med en model over deres definition af ”Kunnskapsbasert Fysioterapi” (Se figur). ”Dokumentasjon dikterer ingen bestemt handling, men representerer bare en af kildene til god fagutøvelse.” skriver Jamtvedt m.fl.. Ved at pointere sammenhængen mellem alle disse fire elementer må det kunne lykkes at sikre en optimal kvalitet i den fysioterapeutiske praksis. Forudsætningen synes at være til stede, hvis man bliver fagligt udfordret og ikke udtværet.

Nu er der ingenting, der kommer af sig selv, hvorfor der uden tvivl er behov for også at lære det håndværk, der hedder at søge, vurdere og implementere forskningsresultater i praksis. Til dette formål kan ”Kunnskapsbasert Fysioterapi” varmt anbefales. En lang række metoder og arbejdsmåder må nødvendigvis læres, og til dette brug er ”Kunnskapsbasert fysioterapi” den bedste lærebog der i dag findes på markedet. På engelsk findes flere gode bøger, men her får vi metoderne beskrevet af fysioterapeuter for fysioterapeuter i et letfatteligt sprog og med en god pædagogisk opstilling.

Slut med at kopiere artikler på engelsk
Siden kurserne i ”Evidensbaseret Medicin” begyndte i Danmark, har vi måttet kopiere diverse artikler fra forskellige tidsskrifter, for at give deltagerne det nødvendige læsestof. Med denne bog er dette kopieringsarbejde slut. Det er lykkedes forfatterne at få så meget med, at bogen kan stå alene, og dog ikke så meget, at man som læser mister overblikket.

Bogen er opbygget med kapitler for de enkelte faser i processen. Efter en god introduktion til emnet, gennemgås formuleringen af gode spørgsmål, litteratursøgning og kvalitetsvurderingen af de forskellige typer af artikler, man finder. I ”vedlegg” finder læseren de forskellige checklister til vurdering af de videnskabelige artiklers metoder og konklusioner. Ud over dette findes en glimrende gennemgang af den kritiske vurdering af både oversigtsartikler og kliniske retningslinjer (guidelines).

Det vanskeligste aspekt ved ”kunnskapsbasert fysioterapi” er implementeringen, dvs. virkeliggørelsen af de fundne videnskabelige resultater. Det er netop i denne fase af processen, at koblingen mellem terapeutens erfaring, patienten, rammerne og de videnskabelige resultater skal ske. Rent bortset fra den modstand, som der altid vil være mod at skulle ændre praksis, er den største hurdle nok det at få gennemført søgningen, skaffet artiklerne, få dem læst og formulere praksisændringer på baggrunden af de fundne resultater. Den mest praktiske løsning synes at være, at man på afdelingen udpeger en eller flere kollegaer til at stå for søgning, fremskaffelse og kvalitetsvurdering. På baggrund af deres fund, kan de implicerede fysioterapeuter derefter diskutere, hvilke konsekvenser det skal have for deres praksis.

I praksissektoren kunne man i de forskellige kredse finde kompetente kollegaer som kunne fungere som kredsens ressourcepersoner for dette arbejde.

Kurser er ikke nok
På længere sigt må alle fysioterapeuter være i stand til at finde, vurdere og implementere videnskabelige resultater i deres praksis. Det betyder at metoderne skal læres. Men ”Løsningen ligger ikke kun i å tilby kurs i kunnskapsbasert praksis, men å integrere dette i det enkelte fagkurs og den enkelte videreutdanning”, som Jamtvedt m.fl. skriver. Målet er med andre ord, at gøre disse metoder til en ligeså naturlig del af den fysioterapeutiske praksis, som enhver anden teknik vi har lært. ”Å være fagutøver er å være forvalter av en særskilt kunnskap og kompetanse. Det er fordi vi har greie på kroppen og rørleggeren på rørleggerfaget at vi kan utveksle tjenester”, som de skriver.

Bogen er skrevet i Norge, hvilket betyder, at nogle af de praktiske anvisninger ikke er relevante i Danmark. Men som dansk læser kan man få utrolig meget hjælp i processen ved at besøge http://www.fysio.dk og søge ind under udvikling og forskning/evidensbaseret praksis. Her vil man finde mange af de samme emner behandlet, som bogen gennemgår (blot kortere), samt mange gode og nyttige links.

Med kombinationen af denne norske bog og den danske hjemmeside vil man som dansk læser ikke mangle nogen væsentlige informationer af praktisk karakter. Der har indsneget sig en mindre trykfejl på side 82, idet formlen for udregning af specificitet bør være d/b+d. Begrebet MCID på side 105, bliver ofte i dansk litteratur omtalt som MIREDIF – dvs. MIndste RElevante DIFference.

Det er uden tvivl en af de bedste bøger om emnet, hvorfor den bør være en del af den obligatoriske bogliste på alle skoler, og den bør være til rådighed på enhver fysioterapi-arbejdsplads.

”Når man innser at det finnes god praksis og tvilsom praksis – og god (pålitelig og relevant) kunnskap og tvivlsom kunnskap – er mye gjort” (side 146).