Fysio

Praktisk guide til forskning

23.04.2004, af Anmeldt af fysioterapeut, forsker, ph.d. Hans Lund, Parker Instituttet

 
0

A Practical Guide to Medical Research af T. A. Schmidt, J. Bech, K. Kjeldsen. FADL’s Forlag, ISBN 87-7749-402-4. Kr. 270 kr. 148 sider.

Formel forskningsuddannelse (ph.d.) eller master-, kandidatafhandlinger er efterhånden en mere almindelig del af den fysioterapeutiske praksis. I dag er der otte fysioterapeuter med vejledningskompetence (læs: ph.d.-grad) og endnu flere er på vej. Men sådanne ph.d.-forløb eller master-, kandidatafhandlinger er ikke altid så formelle og velstrukturerede som kunne ønskes.

Mange forskellige praktiske aspekter er ukendte for den, der går i gang, og det er ikke ualmindeligt, at man bliver overrasket over de krav og forventninger, der opstilles. Dette er dog ikke kun et problem for fag, der er nye i den videnskabelige verden.

Også blandt de gamle videnskabeligt funderede fag er der behov for en guide til forskningsverdenen. T.A. Schmidt, J Bech og K Kjeldsen har derfor forfattet en brugervejledning – eller en praktisk guide – til de opgaver og udfordringer, man som forsker vil møde.
 
Der findes en lang række bøger om videnskabelige metoder, statistik, interview teknik og så videre, men denne bog er en af de få, som forsøger at beskrive alle de praktiske aspekter, som sjældent formuleres på skrift.

I en enkel og lettilgængelig form er det lykkedes forfatterne at beskrive emner som samarbejdet med din vejleder, kontakten til forskningsmiljøet, projektplanlægningen, udarbejdelse af dit curriculum vitae, udarbejdelse af abstract og præsentation af disse på konferencer, enten som postere eller mundtlige indlæg og de forskellige praktiske aspekter ved udarbejdelsen af den videnskabelige artikel.

Bogen går sine steder meget detaljeret til værks, set i forhold til bogens størrelse, men på den anden side er det ofte mange af disse ”små” praktiske tips, der kan sikre, at forskningsprocessen ikke bliver unødigt forsinket. Det havde dog været bedre, om forfatterne havde fokuseret på, hvordan man opbygger et foredrag frem for at bruge pladsen på konkrete manual tips for PowerPoint programmet.
 
Til både den erfarne og den nye forsker
”A Practical Guide to Medical Research” beskriver emner og aspekter som sjældent findes formuleret på tryk. Den er fuld af mange gode ”staldtips”, og kan være en god støtte for både den helt nye forsker og såmænd også for de mere erfarne. Bogen må derfor siges at særdeles anbefalelsesværdig for den som for første gang kaster sig ud i at gennemføre forskningsprojekter.
 
 

Redigeret af : Vibeke Pilmark, 03.09.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar