Fysio

Spørgeskemaundersøgelser

21.09.2009, af Mette Aadahl, fysioterapeut, mph, ph.d.

 

Spørgeskemaundersøgelser - fra konstruktion af spørgsmål til analyse af svarene. Merete Watt Boolsen. Hans Reitzels Forlag, 2008.

 Denne lærebog henvender sig til alle, der arbejder med spørgeskemaundersøgelser; særligt studerende på professionshøjskolerne eller på diplom- og masterniveau.

I første del gennemgås systematisk og stringent, hvordan valide, reliable oganvendelige spørgeskemadata indhentes. Tre kapitler behandler formulering af spørgsmål og svar, opbygning og udformning af spørgeskemaer og praktisk gennemførsel af  spørgeskemaundersøgelser. I bogens anden del gennemgås, hvordan man beskriver og præsenterer data, og hvordan sandsynligheder og sammenhænge beregnes ved hjælp af enkle statistiske metoder. I tillæg til bogen findes en hjemmeside www.spoergeskemaundersoegelser.hansreitzel.dk med praktiske øvelser, eksempler og datasæt.

Bogen kan i høj grad anbefales enhver, der beskæftiger sig med spørgeskemaer. Bogen anvender et klart og let forståeligt sprog, den giver præcise anvisninger på håndtering af spørgeskemadata og en god forståelse for spørgeskemametodens muligheder, begrænsninger og faldgruber. Endelig er bogen systematisk bygget op med en kronologisk fremstilling af hele processen fra valg af stikprøve til tolkning og formidling af resultater.

Det, man ikke finder svar på, er for eksempel, hvordan man oversætter og kulturelt adapterer udenlandske spørgeskemaer, en udfordring, vi som fysioterapeuter i et lille land ofte står over for. Man finder heller ikke konkrete forslag til formulering af spørgsmål og svar inden for områder som for eksempel fysisk funktion og fysisk aktivitet, nogle af de områder, vi som fysioterapeuter traditionelt
interesserer os for. Men det er imidlertid heller ikke bogens ærinde.
  
Det er min vurdering, at fysioterapeutstuderende med denne bog i bagagen vil være godt rustet til at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med et bachelorprojekt. Studerende på masteruddannelser vil formentlig også have god gavn af bogen, der kan fungere som opslagsværk med mini-leksikon og udvidet stikordsregister.

Redigeret af : Fysio.dk, 03.12.2009

Til top