Fysio

Vitenskapsfilosofi og vitenskapsteori for helsefag

14.10.2003, af Anmeldt af overfysioterapeut Susanne Sternberg, Psykiatrien i Nordjyllands Amt

 
0

Eline Thornquist. Vitenskapsfilosofi og vitenskapsteori for helsefag. Fagbokforlaget 2003. 244 sider. 325 Nkr. ISBN 8276749135.

Eline Thornquist skriver indledningsvist, at grundtanken med bogen er at skabe indsigt i og forbindelse mellem grundspørgsmålene, d.v.s mellem videnskabsteori og –filosofi og dokumentation og forskning samt skabe indsigt i og forståelse mellem grundspørgsmålene og den kliniske praksis. Med andre ord at skabe sammenhæng mellem konkret udøvelse af praksis og systematisk og skriftlig fagudvikling ud fra videnskabsfilosofi og videnskabsteori.

Bogen indledes med et kapitel, som bl.a. omhandler en kort skitsering af og begrundelser for valg af videnskabelige traditioner og filosofiske retninger. I de efterfølgende fire kapitler beskrives rationalisme, empirisme/positivisme, fænomenologi og hermeneutik.

I hvert af disse kapitler diskuterer forfatteren den givne retning, sammenholder den med de øvrige i relation til forskelle og ligheder og fremkommer med velbegrundet kritik i forhold til den enkelte retnings eventuelle begrænsninger og konsekvenser i anvendelse i praksis som i såvel dokumentation som forskning.

Sjette og sidste kapitel om videnskabsteori og forskning belyser bl.a. kvalitativ og kvantitativ forskning, aktør og forskerperspektivet, sprogets funktion og konsekvenser af de måder, hvorpå vi formulerer/sprogliggør fagfeltet. Endelig følger en detaljeret indholdsfortegnelse, en imponerende litteraturliste, et meget anvendeligt stikordsregister samt et lige så anvendeligt navneregister.

Fremragende fremstilling af hermeneutik
Det er vanskeligt at fremhæve enkelte dele af bogen på bekostning af andre, men specielt fremstillingen af hermeneutik er fremragende. Her samles trådene fra de foregående kapitler, og forfatteren drøfter indgående kroppen som hermeneutisk felt, bl.a. kompleksiteten i at kroppen er udtryksfuld, meningsbærende og – skabende, præget af erfaringer og socialt og kulturelt liv og samtidig også er biologi, biomekanik, biokemi og fysiologi.

Kroppen er ”teksten” og ”forfatteren” er personen. I relation til kroppens kompleksitet er erfaring og udtryk imidlertid to sider af samme sag og ”tekst” og ”forfatter” således uadskillelige.
Endvidere synliggør forfatteren meget klart, hvordan ”sproget taler gennem os”, at vi formulerer os gennem vores værdisyn, at det er sproget, som definerer mulighedsfeltet for forståelse; at man med andre ord er sit værdisyn uanset hvilket.

Denne omfattende opsummering behandles herefter i bogens afsluttende kapitel om sammenhængen mellem videnskabsteori og forskningsvirksomhed.

Bogen er spækket med mange illustrative, finurlige og glimrende eksempler fra praksis, hvor konsekvenserne af et givent værdisyn bliver påtrængende synligt, og hvor et givent værdisyn får store konsekvenser for, hvad der falder henholdsvis inden for og uden for synsfeltet.

For eksempel beskrives konsekvenserne af at undersøge og behandle isolerede afvigelser fra den tænkte ideelle kropsholdning, uden tanke for andet end mekaniske ændringer, som kan ses og måles og helt løsrevet fra menneskets erfaringsverden og identitet. Der gives et lignende eksempel på, hvordan et kærtegn kan reduceres til udslag, kraft og vinkel, hvis ikke menneskets intentioner og følelsesliv inddrages.

Værdisynets betydning for forskning
Videnskabelighed knyttes oftest til positivistisk evidensbaseret dokumentation og forskning, og det bliver da også meget synligt, at det er dét værdisyn, som langt overvejende ligger til grund for fysioterapeutiske dokumentations- og forskningsarbejder. At man kan arbejde videnskabeligt ud fra kvalitative anskuelses- og forståelsesrammer bliver tydeliggjort – igen ud fra hvilke genstandsfelter, man ønsker at sætte fokus på, samt hvad der falder henholdsvis inden for og uden for synsfeltet som konsekvens af videnskabsteoretisk og –filosofisk retning og dermed metode.

For at vende tilbage til forfatterens grundtanke med bogen, må man sige at intentionerne i høj grad er lykkedes. Forfatteren har formået på en meget vedkommende måde at synliggøre, hvilke konsekvenser værdisynet har i forhold til det genstandsfelt, man vil undersøge. Eline Thornquists saglige tyngde i argumentationerne afstedkommer, at de forskellige retninger og traditioner behandles meget åbent. De beskrives og analyseres, konsekvenserne fremstilles, og så er det op til læseren selv at afgøre, hvad man finder interessant at sætte fokus på/udelukke fra sin praksis, eller hvad man ønsker at undersøge. Altså afdække eget værdisyn og få indblik i andre måder at forstå sammenhænge på.

Grundlag for faglige diskussioner
Med sine godt og vel 200 sider kan man ikke sige, at det er nogen stor bog i forhold til emnerne, men det er en stor bog. Den er meget komprimeret og omfattende, og som noget unikt inden for litteratur om videnskabsteori og –filosofi inddrages kropsforståelse og kroppens spor systematisk og konsekvent.

De valgte retninger og traditioner er velkendte og anerkendte inden for dokumentation og forskning. Emnerne er vævet ind i hinanden, og bogen er spækket med tankevækkende overvejelser og diskussioner, hvilke afstedkommer en domino-effekt af refleksioner. Dog bliver bogen hverken rodet eller uoverskuelig, idet der bevares en rød tråd fra ende til anden.

Bogen er velskrevet, hvilket er medvirkende til at gøre den yderligere inspirerende og letfortståelig og læselig. Vitenskapsteori og Vitenskapsfilosofi for Helsefag er således en særdeles vedkommende og velkommen bog, som man kan læse på mange niveauer, og som man ikke blot læser en enkelt gang.

Den er primært skrevet for studerende inden for sundhedsfagene med henblik på dokumentation, men er i også i høj grad velegnet som grundlag for faglige diskussioner på enhver pleje- og behandlingsinstitution og ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne.


Redigeret af : Vibeke Pilmark, 03.09.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar