Fysioterapi som læreproces
– et nyt teoretisk og empirisk grundlag for forståelse af patienters læring af bevægelse
Fysioterapi og læring – betydning af rettethed, relationer, rum og refleksion: Nina Billenstein Schriver. JCVU Forlag. 474 sider. Koster kr. 160 + moms og forsendelse. Kan bestilles hos JCVU Forlag på tlf. 87388300 eller mail
vibyafd@jcvu.dkAnmeldt af fysioterapilærer på Center for Videregående Sundhedsuddannelser – Fyn Ulla Mulbjerg
Bogen er en ph.d.- afhandling og giver som sådan en meget grundig og nuanceret indføring i Nina B. Schrivers fysioterapeutiske praksisudviklings- og forskningsprojekt, hvor hun med baggrund i skoven som læringsrum for genoptræning belyser betydningen af rettethed, relationer, rum og refleksion som fire temaer for patienters læring af bevægelse i fysioterapi.
Bogen er i høj grad relevant for fysioterapiprofessionen og for udvikling af faget og vil, selvom udgangspunktet er skoven som læringsrum for genoptræning, være relevant for alle fysioterapeuter med interesse for at forstå de fire temaers betydning for patienters læring af bevægelse. Fokus i bogen er forståelse af de rammer og situationer, der støtter læreprocesser i forbindelse med bevægelseslæring, hvor hele mennesket er i centrum.
Nina Schriver udmærker sig ved en grundig indføring i de teoretiske perspektiver, der anvendes som analytiske begreber i forhold til det empiriske materiale. Læseren får således mulighed for at få en grundig og velskrevet indføring i selvpsykologi primært med udgangspunkt i H. Kohuts og J.T. Hansens teoridannelser og med specielt fokus på begrebet kvalificeret selvbestemmelse og for at få relateret begrebet til udvikling af kompetencer i fysioterapi.
Et andet centralt teoretisk perspektiv er læringsperspektivet, som Nina Schriver baserer på blandt andet G. Batesons læringsteori og på eksistentiel læring, hvor fortolkningen af egen og andres væren er betydningsfuld for patientens erkendelse. De teoretiske perspektiver er med til at udvide og udvikle evidensbegrebet, der traditionelt er styret af naturvidenskabelig tænkning. Det lykkes for forfatteren at inddrage eksistentielle og psykologiske aspekter i forståelse af patienters læring og belyse blandt andet hvilken betydning konteksten har i fysioterapeutisk praksis.
Forskningsprojektets resultater præsenteres i forhold til de fire begreber: rettethed, relationer, rum og refleksion. Belysningen er levende beskrevet med inddragelse af mange eksempler fra den eksperimentelle praksis, hvilket er medvirkende til dels at skabe billeder og dels at der opstår mange associationer til egen praksis. ”Rettethed” inddrager blandt andet patientens indflydelse og mål, ”relationer” omfatter både relationer mellem patient og fysioterapeut og mellem patienterne indbyrdes. ”Rum” sætter fokus på rummet som omgivelse og endelig belyses i temaet ”refleksion” betydningen af at inddrage refleksion når det drejer sig om læring af bevægelse.
Bogens eneste begrænsning vil efter min opfattelse være dens omfang. Bogen har i kraft af at være en ph.d.-afhandling en meget indgående beskrivelse af de teoretiske perspektiver der anvendes i analysedelen og af den metodiske tilgang, så man kunne håbe, at Nina Schriver vil have lyst til at formidle projektets resultater og betydning for fysioterapien i f. eks en lærebog eller faglige artikler.
Redigeret af : Fysio.dk, 30.06.2009
Til top