Tre fysioterapeuter har investeret oceaner af tid men ingen penge i udviklingen af en træningsbank med videoklip.
Erhvervspolitik
Et udkast til Danske Fysioterapeuters erhvervspolitik, der skal sætte rammer og retning for foreningens indsats for fysioterapeuters ageren på det private marked, skal ligge klar til repræsentantskabsmødet i november. Hovedbestyrelsen har med udgangspunkt i analysen fra Lighthouse taget hul på debatten, der forsætter hen over sommeren.
Mød nogle af de fysioterapeuter, der allerede opererer i det private markeds fire verdenshjørner:
Klinikken Neuroform
Peak Clinic
Otterup Fysioterapi og Træningsklinik
Lighthouse-analysen peger på tilkøbsydelser, som en af de tendenser, der kan udvide markedet for privat fysioterapi. Et eksempel kunne være tilkøb af adgangen til hjemmeøvelser på video i forbindelse med et genoptræningsforløb. Det marked har tre fysioterapeuter bevæget sig ind på med udviklingen af den digitale øvelsesbank Digifys.com, og det endda uden at have penge op af lommen.
De tre fysioterapeuter, der tegner virksomheden, Flemming Enoch, Henning Langberg og Michael Harbo har ikke investeret andet end deres tid i projektet. Samtlige udgifter er afholdt af et it-firma, der så til gengæld skal have halvdelen af de forventede indtægter.
Indtægterne skal komme fra patienterne, der betaler 16 kroner om måneden, i minimum tre måneder, for at få adgang til dygifys.com, hvor fysioterapeuten kan sammensætte et individuelt tilrettelagt øvelsesprogram.
Det lød så simpelt
Ideen til Digifys kom fra it-firmaet, der i forvejen havde udviklet en øvelsesbank til badmintontrænere, og som ved en tilfældighed var blevet opmærksomme på, at der kunne være et marked for noget lignende blandt fysioterapeuter. Firmaet kontaktede Michael Harbo, der på vegne af Arkadens Fysioterapi i Aalborg kækt slog ud med armene. ”Det lød jo så simpelt, fordi set uppet allerede var der, og det bare var et spørgsmål om at få filmet de rigtige øvelser”.
Hurtigt viste det sig, at så simpelt var det nu alligevel ikke, når nu de faglige ambitioner var lige så store som de forretningsmæssige, så efter at have slidt med forberedelserne i et år, henvendte Michael Harbo sig til Flemming Enoch og Henning Langberg for at få dem med på ideen.
”Så nu er det os tre, der sammen ejer halvdelen af Digifys, mens it-firmaet ejer den anden halvdel og indtil videre har brugt en lille million på løn til systemudviklerne, leje af filmstudier og kamera, tøj til modellerne og så videre”.
Hvis fysioterapeuterne selv skulle have finansieret udviklingen af Digifys, havde det ikke kunnet lade sig gøre overhovedet, mener Michael Harbo. ”Vi skal bruge al kapital til bare at holde skruen i vandet på klinikken, så der er ikke noget til overs til at udvikle nyt for - og skulle vi have købt de ydelser, it-firmaet har leveret, ville de have kostet det dobbelte. Men vi har vores faglighed, og den er der altså nogen, der tror tilstrækkeligt på til, at de vil skyde penge i den. Som fysioterapeuter kan vi noget, som de her folk ikke kunne have fået andre steder”.
At have en forretningspartner, der kun er der for pengenes skyld, har man som fysioterapeut rigtig godt af at prøve, mener Michael Harbo. ”Når vi går dér og nørder med vores faglighed er det godt, at der står nogen bagved og spørger ’kan det sælges’?”
Patienten betaler
Hvis ikke fysioterapeuten vælger den skrabede model med en udskrift af øvelserne, er det som udgangspunkt patienten, der betaler for adgangen til de udvalgte øvelser på video. At bede patienten om at tage penge op af lommen for at kunne få det fulde udbytte af en behandling havde været utænkeligt for bare få år siden, men tiden har arbejdet for projektet, mener Michael Harbo. Folk har vænnet sig til at købe apps i lange baner, og snart er der også en digifys-app, så man kan have digifys i lommen og tage sit træningsprogram med i sommerhuset.
Projektudviklingsfasen, der har taget tre år, er ved at være slut, og Digifys er i drift. Aftalen med it-firmaet om, at de skulle afholde alle udgifter, vedrørte kun udviklingen, så de tre fysioterapeuter skal nu til at betale deres del af udgiften til markedsføring. Hvornår de begynder at tjene penge på projektet, tør Michael Harbo ikke spå om, men det er heller ikke det vigtigste i første omgang, mener han.
”Selvfølgelig vil vi gerne tjene en million, men lige nu og her kunne det være rart bare at have penge til, at vi tre kunne tage en uge i sommerhus og få lov til at koncentrere os om at udvikle de funktioner, vi allerede har på tegnebordet, i stedet for at skulle klare alt pr. mail efter fyraften. Digifys skal ikke bare være endnu en øvelsesbank - vi har her muligheden for at lave noget, der kan ændre hverdagen for både fysioterapeuten og patienten - og det er et fantastisk projekt, men det er også meget omfattende. Vi troede, at vi var klar for et år siden, men så manglede der bare lige… På klinikken er vi fire ejere, så jeg kan ikke bare bruge løs af min tid på det her uden at lægge nogle penge på klinikken”.
Selvom porten nu slås op til Digifys.com, betyder det ikke nødvendigvis, at Michael Harbo igen kan begynde at bruge sine aftener sammen med familien. For hvorfor stoppe ”i det røde hjørne”, som han siger med henvisning til Lighthouse-analysen. ”Det er i det grønne og grå hjørne, at pengene er, så Digifys skal også være til fitnesskunderne. Det er næste skridt”.
Læs Lighthouses analyserapport "Efterspørgselsorienteret analyse af markedet for private fysioterapeutiske ydelser" (kræver login)
Redigeret af : Christoffer Grann, 29.08.2012
Til top