Det er ikke ligegyldigt, hvordan man skriver en stillingsannonce, når der er brug for en ny kollega i klinikken eller på sygehusafdelingen. Fagbladene Fysioterapeuten og Sygeplejersken har i samarbejde med Stibo Media lavet et inspirationshæfte, der giver en række nyttige facts om, hvordan man skriver en stillingsannonce, der virker.
Det er vigtigt at finde den rigtige, når der skal ansættes en ny kollega på sygehusafdelingen eller i klinikken. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan stillingsannoncen ser ud og er bygget op. En god stillingsannonce er kort og præcis og har sjæl.
Fagbladene Fysioterapeuten og Sygeplejersken afholdt i efteråret og vinter en række arrangementer, hvor sygehuse, amter, kommuner og reklamebureauer fik mulighed for at høre annoncekonsulent Claus Due fortælle om, hvordan man skriver en annonce, der virker. I den forbindelse blev der lavet et 16 siders inspirationshæfte, der giver en række facts om stillingsannoncer, og hvordan de kan udformes. Dette hæfte kan nu frit downloades fra fysio.dk
Her er inspiration at hente for klinikejeren, der søger efter en fysioterapeut. Overfysioterapeuten, der har brug for lidt råd og vejledning til hvordan stillingsannoncen skal se ud. Eller den kollega og tillidsrepræsentant, der godt vil give sit besyv med til hvordan stillingsopslaget bør være.