Ved offentlig ansættelse omfattes du af pensionsordninger, hvor arbejdsmarkedspensionsordningen er overenskomstaftalt, mens ATP–ordningen er lovbestemt.
Herudover kan du tegne en supplerende privat pensionsordning.
Arbejdsmarkedspension
Arbejdsmarkedspensionsordningen er aftalt som en del af vilkårene i en offentlig ansættelse. Der indbetales hver måned en procentsats af din løn til pensionsordning. Satsen er afhængig af, om du er ansat i kommune, region eller indenfor staten.
- På det regionale område er pensionssatsen 16,03 pct.
- På det kommunale område er pensionssatsen for ansatte på basisoverenskomst 16,25 procent, og for ansatte på lederoverenskomst 16,98 procent.
- På det statslige område er pensionssatsen generelt 18 procent, dog er satsen for fysioterapeutansatte på SOSU-uddannelsesinstitutionerne 17,3 procent.
Pensionsindbetalingerne går til pensionsopsparing, samt gruppeforsikring, der dækker invaliditet, kritisk sygdom eller død. Din ægtefælle/ samlevers død er også i begrænset omfang dækket af din forsikring. Du skal være særligt opmærksom på forsikringsordningens dækning, hvis der ikke indbetales i en periode – fx hvis du er arbejdsløs, har orlov i længere tid m.v.
Fritvalgsordning
Er du regionalt eller kommunalt ansat kan du fra 1. januar 2012 vælge en højere pensionsindbetaling.
Du kan vælge enten at forhøje pensionsprocenten, eller at du ønsker at et fast ekstra månedligt beløb overføres til din pensionskonto. I begge tilfælde nedsættes din løn tilsvarende.
Du skal sammen med meddelelse om forhøjelsen oplyse din arbejdsgiver om perioden, hvor du ønsker at forhøje pensionsindbetaling. Du kan vælge, at meddele at forhøjelsen sker indtil videre.
Er du kommunalt ansat, har du desuden mulighed for at vælge, om en løndel skal udbetales, eller om du ønsker din pensionsprocent forhøjet med 0,34 procent.
Du kan læse mere om fritvalgsordningen i denne nyhed.
Pensionsgivende tillæg
På det kommunale og regionale område er arbejdstidsbestemte tillæg for aften-, nat- og weekendarbejde, samt visse andre særydelser også pensionsgivende.
Spørgsmål om dine pensionsforhold?
Du skal rette alle spørgsmål om dine pensionsforhold til PKA, Pensionskassen for Fysioterapeuter og Ergoterapeuter, tlf.: 39 45 45 45.
Du kan finde flere oplysninger om din pensionsordning på www.pka.dk, ligesom pensionskassen årligt udsender oplysninger om din pension.
Du kan få et samlet overblik over størrelsen af dine forventede pensioner på pensionsinfo
Redigeret af : Mona Bang Madsen, 19.04.2012
Til top