Fysio

 

Sundhedsdebat med ideologisk kant

08.09.2011, af kommunikationschef Mikael Mølgaard


 
0

VALG / Spørgelystne fysioterapeuter sikrede livlig debat om regionernes fremtid og fysioterapeuters rolle på hospitalerne, da fire folketingskandidater stillede op til valgmøde på Nørrebro i København.

valgkbh-main Panelet i København. Til venstre er det Manu Sareen (RV) og Sophie Hæstorp Andersen (S) Til højre Jakob Næsager (K, stående) og Michael Lange (V).

Danmark er gået i stå under den borgerlige regering, proklamerede socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen, da hun indledte sit indlæg. Og betalingsmuren rundt om København, som de regeringsbærende partier konsekvent kalder oppositionens forslag, fik i udgangsreplikken par drøje hug af den konservative Jakob Næsager. Men ellers var de indøvede valgtaler, som folketingskandidaterne rejser rundt med, næsten gemt væk denne eftermiddag, hvor Danske Fysioterapeuters Region Hovedstaden havde inviteret til valgmøde i festsalen i De Gamles By på Nørrebro i København.

Næsten gemt væk forstået på den måde, at denne eftermiddag var helligt sundhedspolitik og en lille smule uddannelses- og forskningspolitik. Så stort set ingen snak om tilbagetrækningsreform, 12 minutter længere arbejdsdag og mulige skattelettelser fra kandidaternes side.
Ideologisk kant på debatten
Men dermed ikke sagt, at der ikke var ideologisk kant på debatten. For selv om der er enighed om, at intet er for godt, når vi snakker sundhed, er der forskelle på, hvilke veje og metoder, partierne mener, vi skal vælge. Blå blok vil, som der er sagt mange gange i valgkampen, eksempelvis nedlægge regionerne, mens rød blok vil styrke og udbygge dem.
Og så blev man som tilhører alligevel i tvivl. For som Michael Lange fra Venstre påpegede, ”skulle man ikke tage det så bogstaveligt”. Hans ærinde er at fjernet regionspolitikerne, der agerer som sognerådspolitikere, og så etablere tre i stedet for de nuværende fem regioner. ”Det vil ikke skabe de store forandringer for personalet på hospitalerne,” var hans vurdering.
Jakob Næsager kaldte konsekvent regionerne for ”rodebutikker” og talte varmt for nye større enheder organiseret som det hedengangne H:S, der alene tager sig af sundhed.
Manu på den gule cykel
”Uforståeligt” og ”uambitiøst” lød kommentarer fra den radikale Manu Sareen, der var lodret uenig i, at regionerne skulle nedlægges, og så i øvrigt meget gerne ville nå at snakke forebyggelse, inden han desværre var nødt til at gå for at være stand in på en tv-transmitteret valgdebat.
Så taletiden blev brugt til at lancere forslaget om at bruge 20 procent af alle nye sundhedsmidler på forebyggelse og etablere en forebyggelsesstyrelse for at komme uligheden i sundhed til livs. Derefter forsvandt han ud til den nye gule longjohn cykel, som han bruger til at transportere sig selv rundt i valgkampen.
Manu Sareen tegner og fortæller
Fysioterapeuter på sygehusene
Og så var der jo mere taletid til de resterende tre kandidater og plads til flere spørgsmål. Og der var mange af slagsen, hvoraf flere kredsede om, hvordan fysioterapeuters kompetencer i større omfang kan komme i spil, ikke mindst på hospitalerne.
Sophie Hæstorp Andersen pegede på, at man på at man i større omfang skal bruge træning som alternativ til operation, og at S og SF’s forslag om differentieret behandlingsgaranti i den forbindelse kan give fysioterapeuter en mere central rolle. Og når det gælder medicinske patienter, er målet at få dem udredt inden for 24 timer, hvor det er oplagt at have fysioterapeuter med i det forløb. ”Ja, vi bør i det hele taget have et mere tværfagligt sigte på opgaverne i sundhedsvæsenet.
Besparelser i Gentofte
Michael Lange nævnte hofteoperationer som et område, der i dag fungerer godt: ”Her er fysioterapeuter til stede ved sengen, når patienten vågner. Det betyder, at patienten hurtigere kommer på benene og at man kan spare en til to sengedage.”
Det fik regionsformand Tine Nielsen til spørge, hvorfor man så vil spare fysioterapeuter væk på Gentofte Sygehus, hvor opgaven netop er at få hofteopererede patienter på benene. Michael Lange, der sidder i sundhedsudvalget i Region Hovedstaden og er i færd med at forhandle næste budget på plads, kunne ikke umiddelbart svare på spørgsmålet, men skrev flittigt på blokken og lovede at tage det med tilbage.
Michael Lange argumenterer 
Genoptræningsplaner til psykisk syge
Langt de fleste af tilhørerne på mødet var fysioterapeuter. Men der var mindst én ergoterapeut, og hun ville godt høre om politikerne var enige med hende i, at der er brug for genoptræningsplaner for psykisk syge.
Og ja, var det klare svar fra Jakob Næsager: ”Der er alt for mange psykisk syge, der for får lidt hjælp, og alt for mange problemer, som man i dag klarer med medicin.”
”Enig,” replicerede Sophie Hæstorp Andersen.
Fysioterapeuter på universiteterne
Efter pausen blev der taget fat på uddannelsespolitikken. Meget konkret problemerne for fysioterapeuter og andre professionsbachelorer med at få direkte adgang til at læse videre på universiteterne, og en tilhører ville gerne vide, hvordan folketingskandidaterne stillede sig til tankerne om på sigt at flytte uddannelsen fra professionshøjskolerne til universiteterne.
Principielt, men med det forbehold, at uddannelsespolitik ikke er kandidaternes kerneområder, var der stor enighed om, at der ikke bør være barrierer i uddannelsessystemet, uanset hvilken type bacheloruddannelse man har.
Jakob Næsager advarede mod at akademisere fysioterapeutuddannelsen med henvisning til, at der på universiteterne er meget teori og næsten ingen praksis, hvad der ikke nødvendigvis er til gavn for professionen, mens Michael Lange godt kunne se en universitetsvej for sig uden at give afkald på praktikken. Eksempelvis har farmaceuterne en sådan uddannelse med megen praktik.
Og så var to timer stort set gået. Kandidaterne takkede af, og takkede for de mange spørgsmål fra forsamlingen, mens regionsformanden gav hånd til paneldeltagerne og som tak uddelte for deltagelse uddelte en paraply i herrestørrelse med Danske Fysioterapeuters logo på.

Regionsformand TIne Nielsen med Sophie Hæstorp Andersen

Følg med i valgkampen på fysio.dk/valg

Redigeret af : Anne Larsen, 09.09.2011

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar