Fysio

 

Hold fokus på rehabilitering

07.03.2011, af journalist Anne Guldager


 
0

Generalforsamlingen i Region Midtjylland bad regionsbestyrelsen have fokus på de mange kommunale projekter med hjemmerehabilitering.

generalforsamling2011_main


Flere job til fysioterapeuter. De økonomiske rammer for opgavevaretagelsen. Og øgede krav om kvalitet og dokumentation i alle sektorer. Det var de tre fokusområder, bestyrelsen for Danske Fysioterapeuters Region Midtjylland bad om opbakning til, da der var generalforsamling i februar.

Den fik de, men fra flere af de 65 fremmødte lød også en opfordring til at have fokus på rehabilitering, ikke mindst de mange kommunale projekter med hjemmerehabilitering.

”Debatten gik på, at det er rigtig godt med en aktiv tilgang til borgerne, og den tilgang skal fastholdes. Men samtidig er det også med til at ændre terapeuternes rolle, fordi det flere steder er sosu’er, der træner borgerne i disse projekter. Det indebærer både en risiko og nogle muligheder, som vi skal være opmærksomme på, så ikke rehabiliteringsbegrebet bliver udvandet”, fortæller regionsformand Tina Frank.

Et andet punkt, der skabte debat på generalforsamlingen var rekruttering af nye medlemmer. Tina Frank fortæller, at der i Region Midtjylland er den konkrete udfordring, at mange studerende i Holstebro fravælger medlemskab af foreningen under uddannelsen, bl.a. med det argument, at der er gratis adgang til bl.a. Fysioterapeuten på fysio.dk, uanset om man er medlem eller ej. Det fik flere af deltagerne på generalforsamlingen til at opfordre til, at i hvert fald dele af fysio.dk bliver forbeholdt medlemmer af foreningen og kommer bag login.

Men der er heldigvis også mange studerende, der er medlemmer af foreningen, og en gruppe af dem havde fundet vej til generalforsamlingen, fortæller Tina Frank.
”Det er første gang, vi har haft en gruppe studerende med. De var blevet opfordret til at gå med af Agnes Holst (nyudannet, tidligere de studerendes repræsentant i hovedbestyrelsen, red.), men de kom op til mig bagefter og var virkelig glade for oplevelsen. Det var første gang, at de var sammen med en stor gruppe af fysioterapeuter, og det havde de nydt, ligesom de var positivt overraskede over at høre om alt det, der bliver gjort for at skabe arbejdspladser til dem fremover”, fortæller Tina Frank.

Også valget til regionsbestyrelsen blev en solstrålehistorie, for alle otte pladser blev fyldt op, og Tina Frank glæder sig til at komme i gang med arbejdet i den nye bestyrelse. 


 
Bestyrelsen i Region Midtjylland ser ud som følger:

Tina Frank, regionsformand
Ditte Jensen, Hammel Neurocenter
Nina M. Pedersen, Klinik for fysioterapi, Brandehallerne
Kirsten Ægidius, Århus Universitetshospital, Skejby
Majid Fadavi, Arbejdsmiljøcentret A/S, Randers
Agnes Holst, Tranbjerg Fysioterapi
Stefan Kragh Nielsen, Fysioterapien Færch Huset, Holstebro
Kent Sandholt, Lokalcenter Trøjborg og Abildgården
Michael Christensen, Klinik for Fysioterapi, Skanderborg
Pia Westhoff, repræsentant for TR, Viborg Kommune
Henrik Lauridsen, repræsentant for praktiserende, Århus
Ida Noesgaard, studerende, Århus

Kontaktoplysninger på regionsbestyrelsesmedlemmerne

 

Redigeret af : Ida Jørgensen, 26.11.2012

Til top
0

Kommentarer til artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar