Nye samarbejdsaftaler sætter fokus på de etiske retningslinjer for beskæftigelsestilbud
Som tillidsrepræsentant eller leder er det ikke altid lige let at finde rundt i gældende regler, praksis og hensyn når det kommer til spørgsmål om virksomhedspraktik, løntilskudsjob og fleksjob. I Viborg og Silkeborg kommune har FTF, LO og lokale jobcentre indgået en række samarbejdsaftaler netop med fokus på denne type beskæftigelse.
De nye samarbejdsaftaler skitserer arbejdsgangene for godkendelse af beskæftigelsesforløb, men definerer også en række etiske spilleregler som parterne skal bestræbe sig på at efterleve ved ansættelser i virksomhedspraktik og job med løntilskud.
De generelle hovedlinjer i disse spilleregler er at sikre, at virksomhedspraktik ikke bidrager til, at virksomhedspraktikken bliver et alternativ til oprettelsen af ordinære stillinger og at disse altid skal have førsteprioritet i forhold til de tilbud der gives til den ledige. Formålet med virksomhedspraktikken skal dermed være netop praktik, og den skal derfor altid være relevant, kort, veldokumenteret og have et tydeligt jobperspektiv.
Tillidsrepræsentanten eller den overenskomstbærende organisations rolle bliver også understreget i aftalerne. Denne part skal før opstart af forløb godkende den praktikaftaler der foreligger og sikre, at retningslinjerne for praktikken efterleves.
Formålet med aftalerne er, at få en mere ensrettet behandling af sagen, at sikre en tidligere og bedre indsats for at få den ledige tilbage på arbejdsmarkedet samt at få en bedre kommunikation mellem jobcentre og den faglige organisation Og det er nødvendigt at få klare retningslinjer på området, ikke mindst fordi, at andelen af dagpengemodtagere i virksomhedspraktik de seneste år har været stærkt stigende.
Du kan læse mere om de tre samarbejdsaftaler her
Redigeret af :
Ida Jørgensen,
13.12.2011
Til top