Fysio

Regionsformandens beretning

28.02.2011, af regionsformand Tina Frank

 

Regionsformand Tina Franks beretning for 2010 - om kvaliteten, økonomien, rehabiliteringen og ledigheden, som det formede sig i årets løb.

 
Indhold

Besparelser til lands…
Til vands…
Og i luften…
Mere rehabilitering i kommunerne
Hvem vil bruge vores penge?
Glad eller sur smiley?
Træning er kvalitet
Mindre kniv, mere træning
…og hurtigere i gang med trænin­gen, tak!
Flere ledige og flere i arbejde
Det er helt frivilligt
Down under
På gensyn

 

Besparelser til lands…
For mange fysioterapeuter har 2010 ikke bare været lutter lagkage. Der har været besparelser i kommuner og på sygehuse. Før sommerferien skulle Region Midtjylland vedtage besparelser for næste år på i alt 321 mio. kr. Det betød blandt andet, at neurorehabiliteringen i Lemvig og Skive blev reduceret med i alt 20 senge. Danske Fysioterapeuter protesterede. Foreningen kritiserede blandt andet, at der ikke er lavet hverken en under­søgelse af behovet for specialiseret neurorehabilitering eller en plan for, hvordan neurorehabilitering skal organiseres fremover i regio­nen. For eksempel i forhold til det nye hospital i Gødstrup.
På de fleste fysioterapiafdelinger har besparelserne fået konsekven­ser. Enten i form af afskedigelser, ophørte funktioner eller ubesatte/ikke-forlængede vikariater. Det øger travlheden, og presser muligheden for at yde den kvalitet, fysioter­apeuter ønsker at levere. Derudover er den konstante usikkerhed om, hvorvidt ens eget job bevares, belastende for arbejdslivet. 

Til vands…
Træning i vamtvandsbassin er et område, som også påvirkes af besparelserne. Bassinerne lukkes på Århus Sygehus og Det nye Univer­sitetshospital i Skejby. I Hospitalsenhed Vest indgår bassinet i besparelsesplaner, blandt andet fordi Herning Kommune har opsagt aftale om leje af bassinet. Danske Fysioterapeuter har i den forbin­delse skrevet læserbrev til avisen samt breve til Herning kommune og Region Midtjylland om konsekven­serne for de patienter, der plejer at bruge bassinerne.

Og i luften…
I november meddelte Region Midtjylland, at besparelsen for 2011 skulle øges til i alt 500 mio. kr. Det svarer til 1500-2000 stillinger. De nye besparelser kommer oven i de besparelser, som blev vedtaget før sommerferien, men som man slet ikke er færdige med at udmønte på afdelingerne. Da de nye besparelser blev meldt ud, arrangerede de faglige organisationer et stormøde for tillids-og arbejdsmiljørepræsentan­ter. Regionsdirektør Bo Johansen deltog og orienterede om fremtidens sygehusvæsen og processen i forbindelse med besparelserne. Det blev på mødet aftalt at invitere sundhedsminister Bertel Haarder til Midtjylland i 2011, for at komme i dialog med ham om konsekven­serne af besparelserne.

Mere rehabilitering i kommunerne
Da der efter sommerferien skulle lægges budgetter i kommunerne, blev der også stillet sparefors­lag på træningsområdet. Derfor har Danske Fysioterapeuter lavet høringssvar til blandt andet Norddjurs og Randers Kommuner. Foreningen har problematiseret ændret ledelsesstruktur af terapeuterne, nedlæggelse af døgn-og kræftrehabilitering samt nedlæggelse af et tilbud om motorisk screen­ing af skolebørn. Besparelserne i kommunerne har dog primært ramt andre faggrupper og fagområder end fysioterapeuternes.
Det er mit indtryk, at det skyldes en ny klar tendens i kommunerne, nemlig at politikerne satser på re­habilitering frem for passiv pleje. En borger bevilges ikke ”bare” rengøring eller hjælp til at tage støttestrømper på. Bevillingen gives sammen med et tilbud om øget træning og rehabilitering med henblik på at borgeren selv kan klare funktionerne. Det er positivt, at der i den forbindelse ansattes flere terapeuter til at løfte de nye opgaver. Det kan du blandt andet læse om i interviewet med sundhedsdirektøren i Holstebro kommune på side 20.

Hvem vil bruge vores penge?
Danske Fysioterapeuter samarbejder med andre faglige organisa­tioner om medlemsarrangement­er. I årets løb har foreningerne i fællesskab udbudt ti medlemsar­rangementer. For eksempel om ligeløn, arbejdsmiljø og sund­hedssektorens fremtid. Samarbejdet giver fysioterapeuter mulighed for at deltage gratis eller meget billigt i flere temadage og drøftelser, end foreningen regionalt har mulighed for at kunne planlægge og finan­siere.
Derudover har regionsbestyrelsen lavet fem særskilte arrangementer i løbet af året. Blandt andet om IT i forbindelse med træning og om udvikling af egen virksomhed. Alligevel er ikke alle pengene, som regionsbestyrelsen har afsat til medlemsarrangementer, blevet brugt. Den pulje penge, som medlemmer kan søge for at lave egne arrangementer, er kun ble­vet brugt i forbindelse med et gyn-obs-arrangement. I 2009 blev pengene brugt rub og stub, men i 2010 har der ikke været søgning til dem. Det er en skam, for pengene kan ikke overføres til næste år og går således tilbage til ”hoved-foreningen”.

Glad eller sur smiley?
Den 28. maj udgav Ligelønskom­missionens sin rapport. Sundhedskartellet i Midtjylland sendte i den forbindelse klistermærker med en glad og en sur smiley rundt til arbejdspladserne. Formålet var at minde medlemmerne om, at ligelønskommissionen blev etableret som et del-resultat af konflikten i 2008. Med en glad eller sur smiley på sit tøj kunne man vise, om man var tilfreds eller utilfreds med kom­missionens konklusioner, og være med til at rejse ligelønsspørgsmålet lokalt på arbejdspladserne.
Forhandlingskonsulenterne fra Sundhedskartellet arbejder også sammen lokalt. Blandt er der lavet en rammeaftale for fælles tillidsrepræsentanter for flere faggrup­per, og der arbejdes løbende på at få arbejdsgiverne til at indplacere fysioterapeuter på løntrin 7 og 8. Arbejdsgiverne foretrækker at give tillæg til en fast grundløn frem for at bruge lønskalaen fuldt ud.

Træning er kvalitet
På Regionshospitalet i Silkeborg har man et bud på kvalitet i træning. Faktisk er buddet så godt, at to fysioterapeuter fra hospitalet, Mette Farstad og Mette Garval, vandt 10.000 kr. i Danske Fysioterapeuters artikelkonkurrence. Den blev afholdt i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Kvalitet i træning”, som foreningen lancerede i efteråret. Stort tillykke til Silkeborg!
Andre midtjyder bidrog til kam­pagnen med meninger om kvalitet i træning. For eksempel fysioterapeu­terne i Brande-hallerne, som frem­hæver god patientkontakt og kom­munikation. Bo-og dagtilbuddet Bytoften i Herning lægger vægt på blandt andet kompetenceudvikling og mod. En politiker fra regionsrådet samt to kommunalpolitikere lod sig interview til en video, hvor de gav deres bud på kvalitet. De talte blandt andet om patienttilfredshed, om at tage udgangspunkt i den enkelte borger samt om motivation.
Jeg er glad for, at de har en holdning til kvalitet og glæder mig til at fortsætte dialogen med poli­tikerne om kvalitet i fysioterapi i det nye år.

Mindre kniv, mere træning
Det er en udbredt opfattelse hos mange politikere, embedsmænd og patienter, at operation er løsnin­gen på alverdens bevægeapparats-problemer. I maj kunne man således læse i Dagbladet Holstebro, at en kommune ville tvinge en kvinde til en skulderoperation, før hun kunne komme i betragtning til et fleksjob. Det er hverken rimeligt eller fagligt optimalt, når Arbejdsmedicinsk klinik kan påvise, at træning ofte bør være den foretrukne behandling.
Det budskab fik jeg fremført i et interview i avisen. Hele sagen er et eksempel på, at der gang på gang er brug for at tale om træning som behandlingsmulighed. Det har vi gjort i mange år i Danske Fysioterapeuter, og politisk er der ved at være lydhørhed for det. Blandt andet har regionerne og staten i 2010 indgået en økonomiaftale, hvor man for eksempel vil reducere antallet af rygoperationer.
Jeg har været i dialog med flere regionsrådspolitikere i årets løb om mulighederne perspektiverne i træning. Blandt andet fordi Region Midtjylland har undladt at indtænke træning som behandling i stedet for visse ryg-og knæoperationer, som regionen udliciterer til undersøgelse og operation på privatsygehusene. I interviewet med regionsrådsmedlem Poul Müller (Konservative), på side 16, kan du læse mere om den problemstilling.

… og hurtigere i gang med trænin­gen, tak!
Træning gør det ikke alene. Timin­gen betyder noget, og ventetid skal undgås. I lokal-aviserne i Ikast-Brande og Århus kommuner har jeg sammen med Danske Handicaporganisationers formand Stig Lang­vad kritiseret politikerne for at have for lange ventetider på genoptræning efter serviceloven. Op til fire ugers ventetid er urimeligt, og svækker patienten unødigt. Danske Fysioterapeuter har tallene fra en landsdækkende undersøgelse, som blev lavet sammen med Ældresa­gen. Vi gentager undersøgelsen år efter år, og den er et godt redskab til dialog med de enkelte kom­muner.

Flere ledige og flere i arbejde
Der er sket en lille stigning i ledigheden for fysioterapeuter i Re­gion Midtjylland. Ledighedstallet er steget fra 1,18 % (november 2009) til 1,31 % (november 2010).
Parallelt med dette har der de sidste to år været en øget efter­spørgsel på fysioterapeuter. I perioden er der på landsplan oprettet næsten 600 nye stillinger til fysioterapeuter i det offentlige. Det er meget positivt, for i de næste mange år vil der blive uddannet flere fysioterapeuter end det antal, der forlader arbejdsmarkedet.
I regionsbestyrelsen holder vi øje med ledighedstallene, så vi bedst muligt kan reagere med aktiviteter og dialog med de berørte og med arbejdspladserne.

Det er helt frivilligt
Hvorfor har en forening som Danske Fysioterapeuter, der er helt afhængig af frivilliges arbejdskraft, ikke en frivillighedspolitik? Det spørgsmål har vi taget fat på i regionsbestyrelsen. For vi har brug for viden om, hvordan vi får flere fysioterapeuter til at få lyst til at lave arrangementer, sidde i udvalg eller være med i bestyrelsesarbej­det.
Via et samarbejde med idrætsorganisationen DGI har regionsbes­tyrelsen fået klarhed over forskellige processer, muligheder og værdier i det frivillige arbejde. Med den viden forventer vi, at bliver dygtigere til at rekruttere nye frivillige samt be­vare og udvikle engagementet hos alle dem, som allerede har meldt sig under fanerne. Vi glæder os til at arbejde videre med dette i 2011.
Regionsbestyrelsen har i øvrigt fået et hovedbestyrelsesmedlem mere, idet Kirsten Ægidius blev valgt til hovedbestyrelsen på repræsentantskabsmødet i novem­ber. Det kan du læse om i nyheden her.

Down under
I foråret hed regionsformanden Kirsten Ægidius, mens jeg udnyt­tede ti ugers udskudt barselsorlov til en rejse Down Under med min familie. Kirsten kender foreningen og regionen ud og ind. Hun er både en garvet tillidsrepræsentant og har siddet i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse gennem mange år. I perioden fik Kirsten blandt andet fortalt kommuner og regioner, at der burde være en genoptræningsgaranti i den nye udgave af sundhedsaftalen, som er blevet revideret af de nyvalgte poli­tikere i byråd og regionsråd i 2010. Du kan læse mere om Kirstens tid som regionsformand i interviewet på side 10.

På gensyn
På repræsentantskabsmødet i no­vember 2010 blev det besluttet, at der fremover kun skal være gen­eralforsamlinger hver andet år. Det betyder, at hele regionsbesty­relsen i år er på valg for en to-årig periode. Heldigvis er der mange, der genopstiller, og der er også et par nye ansigter, som har meldt deres kandidatur til bestyrelsen. Helt frivilligt.
I regionsbestyrelsen glæder vi os til et nyt år med debatter, minifagfestival og medlemskontakter. Jeg vil gerne sige tak til besty­relsen for året, der er gået. Også tak til alle fysioterapeuter, som har bidraget til arbejdet i foreningen, både lokalt på arbejdspladserne, i netværk, udvalg og interesseposter, som I har. Tak til de 500 fysioterapeuter, som abonnerer på vores elektroniske nyhedsbrev. Tak til de 220 venner, som vi fik på vores første måned på facebook, da vi oprettede vores profil i december måned.
På gensyn. På arbejdspladserne, på internettet eller på generalfor­samlingen.

Tak for i år.

Tina Frank
Regionsformand

 

Redigeret : 01.03.2011

Til top