Man husker på forskellig måde. Der er det, man har fået at vide, og som godt kan glide lidt i baggrunden. Og der er det, som man oplever på egen krop, og som giver et uudsletteligt indtryk. Sådan en oplevelse har jeg lige haft.
Ikke en nær-døds-oplevelse, ikke en vundet million, ikke store følelser i udbrud. Næh, jeg har været tilhører til et regionsrådsmøde.
Det, der har printet sig i min hukommelse er, at de politiske sager stort set er afgjort på forhånd, når de behandles på regionsrådsmødet. Partierne afleverer via en ordfører deres holdning til sagerne, men holdningen er clearet på forhånd på formøder, gruppemøder, i korridorer eller andre steder.
Derfor er der tid til, at politikerne under regionsrådsmøderne kan bestille flybilletter, lede efter campingvogne på Den blå avis, tjekke mails eller være på Twitter på deres bærbare computere. Jeg så det med mine egne øjne, for tilhørerne sidder lige bag politikerne. Okay, travle mennesker må udnytte deres tid bedst muligt, men jeg blev alligevel provokeret af det.
Men så prøvede jeg med lidt selvransagelse. Kunne jeg selv finde på at sms’e under et møde? Ja. Har jeg selv haft tankerne på andre ting, mens de sædvanlige, forventede synspunkter blev fremsagt? Ja. Læst en hjemmeside under et foredrag? Ja. Er det godt for nærværet? Nej. Men det sker alligevel.
Jeg prøvede også med lidt empati. Der blev nemlig ikke holdt pause i de fire timer, jeg var tilhører. Så toiletbesøg, kaffeforsyning, beskeder til andre regionsrådsmedlemmer, samtaler med embedsmænd og telefonopkald foregår, mens mødet uanfægtet kører videre og de røde lamper på mikrofonerne blinker til formanden, fordi der er nogen, der vil have ordet. Man skal jo nå det hele.
Jeg siger ikke, at politikerne er useriøse. Jeg forstår, at regionsrådsmøderne er det formelle beslutningsorgan, og at de centrale drøftelser, forundersøgelser, afprøvninger og holdningsdebatter foregår lang tid før selve mødet. Og jeg ved, at en politiker mellem møderne skal investere masser af tid og være uhyre vedholdenhed for at få sin sag igennem. Det har jeg stor respekt for. Jeg har bare ikke oplevet det så tydeligt før.
Tilhørerrollen efterlod mig med to uforglemmelige pointer:
- Kend din besøgstid (og den skal være tidlig)
- Regionsrådet er ikke et borgerfjernt, utilnærmeligt politisk organ. De er, undskyld udtrykket, helt almindelige mennesker med en mening. Bortset fra at de tilsyneladende ikke har brug for så mange pauser, som os andre.
Mandag aften befandt jeg mig hoppende på et stadion i Silkeborg sammen med 3500 andre kvinder. Vi varmede op til en fælles løbetur, et såkaldt kvindeløb, sponsoreret af et glittet dameblad. Der blandt alle kvinderne, tæt pakket foran start-portalen, fik jeg pludselig en enorm lyst til at råbe ”Lige løn – lige nu”, mens jeg spejdede omkring efter de gode gamle, orange strejke t-shirts.
Kunne de andre ikke se det? Her stod vi kvinder igen samlet i flok, hoppende for en fælles sag, alle i samme båd, mandeløn mod kvindeløn. Og det lige i kølvandet på udgivelsen af lønkommissionens rapport.
Men nej, de andre kvinder omkring mig, kunne ikke lige se det. Og havde i hvert fald ikke lyst til at råbe sammen med mig. Vi var vel også blevet overdøvet af nedtællingen til start og af reklame-indslagene.
Uden for stadion, på den politiske bane prøver finansministeren og ligestillingsministeren også at overdøve os. De holder fast i, at der ikke er et ligelønsproblem i Danmark. Men det er der, og det viser kommissionens rapport klart. Rapporten viser, at der er mandefag (der hvor der er flest mænd der arbejder) med mandelønninger (højere) og kvindefag til kvindelønninger (flere kvinder, lavere løn). Det gælder også selv om man har samme uddannelsesniveau. Den ulighed skal der simpelthen laves om på, og det kæmper vi for i Sundhedskartellet. For det vil kvinder have. Og det vil de mandlige fysioterapeuter også.
Efter løbet fik vi alle en udleveret en ”goodie-bag”, som er en del af konceptet. Vi var lokket med forkælelse og lækre gaver fra sponsorerne. Hvad var der så i posen? En pakke rugbrød, en rynkecreme-prøve, en miniflaske økologisk opvaskemiddel og én sveske i egen plastik-indpakning. Helt ærligt. Hvad kan man spise kvinder af med? Remedier til madpakker, evig ungdom og miljøvenlig rengøring. Fan’me godt, at der fulgte en sveske med mod den hårde mave, som det kvindebillede giver en.
Kvinder skal ikke spises af med hverken svesker eller peanuts. Vi skal have en ordentlig løn for vores arbejde. Og fri os så for at få opvaskemiddel i gave.