I mit job skal jeg indimellem være med til at udpege personer til forskellige udvalg og råd. Nogle gange stiller myndighederne krav om, at man skal indstille både kvinder og mænd til udvalgene. Det skal man for at fremme ligestillingen.
Men for nylig blev jeg på et møde præsenteret for et forslag om at droppe ligestillings-vinklen, som var os pålagt af et ministeries styrelse, og i stedet udpege to mænd. Her lidt uddrag fra debatten:
”Vi vil ikke leve op til kravet om at udpege både en mand og en kvinde, når de andre der skal udpege, ikke lever op til det. Det skal vel ikke gå ud over os”.
...
”Vi kan godt opfordre kvinder til at stille op, men vi udpeger den bedste”.
...
”Vi skal være klar til at tage konsekvensen, hvis der stiller kvinder op” (underforstået at de to mænd, der gerne vil gen-indstilles, risikerer ikke at blive udpeget).
Så er det bare, at man godt vil have lidt mere faste rammer, som for eksempel kvoter og økonomisk konsekvens, når der ses stort på kravene til ligestilling. Jeg opfatter de andre, som var med til mødet, som dygtige, respektfulde og samfundsengagerede mænd og kvinder. Når de ikke vil gå forrest – hvem vil så?
På grund af min insisteren blev enden på det hele, at organisationen i breve som handler om udpegningerne særskilt og tydeligt opfordrer kvinder til at stille op. Vi skal ville ligestilling og opfordre til ligestilling.
Efterfølgende har mændene, som styrer foretagendet, jeg fortæller om her, draget en konsekvens. Nu presser de for eksempel på for at få os kvinder som første-maj-talere. Og de har oven i købet varskoet, at det kun er begyndelsen!! Så det kan jo blive rigtigt stort, som man siger.
Jeg spekulerer bare over, om deres motivation mon er et akut og forbipasserende anfald af feminisme, fordi de har fået mine protester galt i halsen, eller om de helt oprigtigt anerkender, at der er brug for en ekstra indsats for ligestilling.
Under alle omstændigheder så handler det om vænne os selv og alle de andre kvinder og mænd til at tænke anderledes og fordele arbejdet på ny.