Fysio

Tinas blog

Her blogger Tina Frank, der er regionsformand i Region Midtjylland.

Forsiden
 

Tinas blog

 

Regionsråd pist borte

af Tina Frank | kl 22.19 | 09.08.2011

0

Regionerne skal nedlægges hurtigst muligt, står der i avisen. Så er det med at få skrevet et blog-indlæg, inden det er for sent.

Der har nu også været en lang pause siden mit sidste indlæg, så det er udmærket at få kniven for struben.
 
Apropos kniv: for nylig har Danske Fysioterapeuter været med til at overbevise politikerne om, at der skal opereres mindre og trænes mere. Det gælder for eksempel knæ, rygge og overvægt. Beslutningerne ses i økonomiaftaler mellem stat og regioner.
 
Foreningen har også argumenteret imod regionsrådets besparelser på neurorehab-området, for nye opgaver til fysioterapeuter på hospitalerne og for mere fleksibilitet for fysioterapeuter på klinikkerne. Alt sammen gennem dialog med politikere i det (måske snart hedengangne?) regionsråd.
 
Bliver Danske Fysioterapeuter sat til vægs lokalt, hvis regionerne erstattes af professionelle bestyrelser? Nej, det tror jeg ikke. Nogen mener, at bestyrelser og embedsmænd er mere neutrale i deres beslutnings-grundlag end regionsrådspolitikerne er. Det ville passe mig fint. Vores politiske arbejde  baserer sig også på faglighed og solid viden. Vores argumenter holder vand.
 
Men sagen er vel, at sundhed aldrig bliver objektiv. Der skal prioriteres i sundhed, for økonomien er begrænset. Alle – også patienterne – har en mening. Direktør, politiker eller bestyrelsesmedlem: ingen er neutrale, og mange har noget på spil. Diskussionerne fortsætter, regionsråd eller ej.
 
Hvis regionerne bliver nedlagt, skal vores forening måske ikke længere have fem regionsformænd. Hvem ved? Men det ligger fast, at struktur forgår og opgaver består. Opgaven for Danske Fysioterapeuter lige nu er at øge efterspørgslen på fysioterapeuter. Vi bliver 5000 flere inden 10 år. Med nytænkning og engagement i vores faggruppe bør der være plads til os alle på arbejdsmarkedet.
 
Færre folkevalgte? Måske. Flere fysioterapeuter? Med garanti. Gad vide om man kunne bruge regionsrådssalen til træningsrum...
 
 
 
 

 

0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar