Fysio

Augusthilsen fra regionsformanden

 

Læs om efterårets arrangementer, den nye praksisplan og en analyse af sygehusområdets struktur i denne måneds hilsen fra regionsformand Tina Lambrecht.

apple_main


Så er der endelig kommet et udkast til en ny praksisplan for fysioterapi i praksissektoren - den har været uhyre længe undervejs. Den gamle praksisplan må også siges efterhånden at være tjenlig til en udskiftning, da den er fra 2000 og lavet i amtets tid.
Det er muligt at afgive høringssvar på den nye praksisplan, hvilket vi som forening gør. Høringsbrevet vil blive lagt ud her på hjemmesiden, når det er klart.

Udkast til den nye praksisplan

På sygehusområdet er der kommet en analyse af ledelses- og organisationsstrukturen, hvor der lægges op til markante ændringer. Det anbefales blandt andet at fjerne sektorerne og ændre på ledelses lag og strukturer. Vi vil med input fra lederne og TR’er lave et høringssvar, der kan tage højde for de forhold, som vi finder relevante. Dette vil også blive lagt på hjemmesiden.

I foråret fik vi en henvendelse fra de terapeuter, som arbejder på CDH, Center for Døvblindhed og Høretab. Det er regional institution, som sælger specialydelser til kommunerne. Her var der problemer med en gruppe af småbørn med hørehandicap, som ikke modtog den træning, de havde behov for. Vi havde efterfølgende en dialog med de implicerede parter, som selv kunne se relevansen i at få set på deres ydelser og på om de var tilstrækkelige.
At sætte fokus på dette område har allerede haft en gavnlig indflydelse på børnenes træningsforløb og behov, og det ser dermed ud til at der vil komme et positivt resultat ud af det. Samtidig fungerer det også som endnu en påmindelse om, at særligt specialområdet nogle steder har fået en hård medfart af kommunalreformen og fortsat lider under det, hvilket gør det relevant at se på.

Jeg har som regionsformand indtil nu siddet på en FTF-plads i regionens Hovedudvalg (HU). Men da jeg har ønsket at frigøre mig fra dette område, for at få mere tid til andet politisk arbejde, vil det fremover være Gitte Nørgaard, som sidder på pladsen. Gitte er både TR og Fælles TR på Aalborg Sygehus, og samtidig sidder hun i regionsbestyrelsen. Med sin lange erfaring vil Gitte derfor snildt kunne varetage denne post i HU, som er meget spændende og et politisk meget relevant sted at befinde sig.

Efterårets arrangementer byder i første omgang på en temaaften tirsdag d. 7. september om KOL- og Hjerterehabilitering samt et Sundheds Kartel-arrangement omkring Ledelse af Primadonnaer. Der kommer en del flere arrangementer i løbet af efteråret, og disse vil snarest blive annonceret her på hjemmesiden.

Som altid hører vi gerne fra jer om stort som småt - det kunne jo være det er noget som også vil være interessant for andre medlemmer, eller være politisk relevant.
 

De bedste august-hilsner
Tina Lambrecht, regionsformand

 

Redigeret af : Ida Jørgensen, 07.10.2011

Til top