Oktober måned er i fuld gang, og efterårsferien nærmer sig for de fleste. Efteråret har allerede budt på mange spændende arrangementer, blandt andet om kvalitet i træningen, og der følger mange endnu.
September var en måned med fokus på kvalitet i træningen rigtig mange steder. Som regionsformand har jeg haft fornøjelsen af at komme ud til en del arbejdspladser og diskutere emnet. Det har været fint at komme ud til alle jer, som gerne ville have en debat på jeres arbejdsplads om kvalitet i træningen - det har budt på mange spændende vinkler og facetter på hvordan I ser på kvaliteten i træningen, og der blev fostret nye ideer og emner til temaaftener. I kan fortsat her på siden samt på den centrale hjemmeside se alle de mange indlæg.
Samtidig et stort tillykke til Martin Melbye, ansat ved Aalborg Sygehus i discusambulatoriet, der vandt konkurrencen om at lave den bedste video om kvalitet i træningen.
Se Martin Melbyes video
God takt og tone på området for vederlagsfri fysioterapi
Der har jo som bekendt været noget bøvl med vederlagsfri fysioterapi i relation til samarbejdet mellem nogle af kommunerne og de praktiserende fysioterapeuter. Men langt om længe ser det ud til at disse kommuner har forstået at et samarbejde bygger på en ligeværdig og ordentlig dialog. Samtidig ser vi at dialogen bærer præg af at være fremadrettet, og man arbejder i fællesskab på at se på borgerne i ordningen, håndteringen af disse, kvaliteten og dokumentationen. Alt sammen nødvendige parametre og afsæt for den rette udvikling på dette område. Det er også en nødvendig forudsætning mellem parterne at man ikke hænger hinanden ud, dvs. at man slipper det negative fokus omkring hinandens økonomi. Så vi kan lokalt se fremad på at konstruktivt samarbejde langt de fleste steder. Desværre er det jo bekendt at OK-forhandlingerne på sygesikringsområdet brød sammen. Det er rigtig ærgerligt, eftersom der er meget, som vi gerne ville være med til at ændre i foreningen, men det kræver jo også at KL vil være aktiv modpart. Så der afventes.
Fuld gang i efterårets arrangementer
I skrivende stund er der 100 tilmeldte til skulder-arrangementet d. 25. oktober, hvilket også betyder at vi har måttet afvise nogle. Men vi kan fortælle, at der er flere gode arrangementer lige om hjørnet.
Vi afholder årets politiske debatmøde i forbindelse med forberedelserne til dette års repræsentantskabsmøde. Det bliver d. 1. november, og vi håber at så mange som muligt har lejlighed til at deltage i dette.
Og så bliver der afholdt endnu et spændende rehabiliteringsarrangement d. 15. november.
Vi afholder endvidere et fyraftensmøde om TKA i november. Der kommer snarest en dato samt mulighed for tilmelding her på hjemmesiden.
Derudover har de tillidsvalgte i alle sektorer mødtes til en temadag om etik, børneterapeuterne havde netværksmøde i denne uge og de praktiserende kan se frem til deres efterårsmøde d. 18. november.
Det var alt for denne gang - husk du altid er velkommen til at kontakte regionsbestyrelsen eller undertegnede.
Go´ efterårsferie til jer alle.
Bedste hilsner
Tina Lambrecht, regionsformand
Redigeret af : Ida Jørgensen, 07.10.2011
Til top