Det rumsterer fortsat på fronten, når det gælder den vederlagsfri fysioterapi. Der har nemlig vist sig at være en del sten på vejen, hvor kommunerne åbenlyst er gået galt i byen.
Det rumsterer fortsat på fronten, når det gælder den vederlagsfri fysioterapi, og både Rebild og Vesthimmerlands kommuner har nu udarbejdet deres egne rapporter.
Vi har en tæt og kontinuerlig dialog med såvel involverede praktiserende fysioterapeuter som med kommunerne. Der har desværre vist sig at være en del sten på vejen, hvor kommunerne åbenlyst er gået galt i byen. De har en opfattelse af at kunne præge for eksempel lægernes henvisningsmønster, de beskylder meget utvetydigt fysioterapeuterne for at malke kommunekasserne, og de kompromitterer såvel fysioterapeuternes som lægernes faglige vurderinger.
Igennem møder og anden dialog er kommunerne blevet gjort opmærksomme på, at dette område har en overenskomst, og så nytter det ikke noget, at kommunerne tror, at de kan omgås denne. Det er jo ikke anderledes for dem end for alle andre parter, som har indgået en overenskomst. Overenskomsten, den følger man.
Emnet og kommunernes håndtering af dette vil nu blive taget op i samarbejdsudvalget til førstkommende møde, hvor parterne imellem skal diskutere det fremtidige samarbejde med kommunerne.
Med udgangspunkt i rapporterne fra Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune ønsker vi en generel drøftelse af, hvordan vi udbygger samarbejdet om vederlagsfri fysioterapi.
På baggrund af overenskomsten om vederlagsfri fysioterapi vil samarbejdsudvalget gennemgå såvel SU’s som kommunernes opgaver og ansvarsområder, således at det lokale samarbejde bliver understøttet, og at man opnår en ensartet håndtering af overenskomsten.
Så på trods af sten på vejen opfordres alle parter til at understøtte det gode samarbejde – måske kan der så vejres forårsluft!
Regionsformand Tina Lambrecht