Nyt ph.d-projekt sætter fokus på unge med knæsmerter
Knæsmerter hos unge tyder på at være et stort problem. Et nyt Ph.d-projekt sigter imod at klarlægge omfanget af knæsmerter hos unge i alderen 12-19 og undersøger derudover effekten af et nyt fysioterapeutisk genoptræningsforløb til unge med forreste knæsmerter.
Michael Skovdal Rathleff
Michael Skovdal Rathleff blev uddannet fra VIA University College i starten af 2008. Efter et halvt år som forskningsfysioterapeut hos Ortopædkirurgien, Aalborg Sygehus, begyndte Michael på den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse (can. Scient. San.) på Aarhus Universitet.
Efter de første to semestre modtog Michael et fuldt 4+4 Ph.d-stipendie fra det Sundhedsvidenskabelige fakultet, Aarhus Universitet til projektet “Tidlig behandling af børn og unge med forreste knæsmerter”. Michael fungerer som projektansvarlig, og er under kyndig vejledning af Professor Ewa Roos, Reumatolog, Ph.d Jens Lykkegaard Olesen samt Ortopædkirurg, Sten Rasmussen. Projektet startede d. 1. september 2010 og afsluttes i midten af 2014. Projektet udføres hos Ortopædkirurgien, Aalborg Sygehus og er støttet af Gigtforeningen samt Den Fysioterapeutiske Praksisfond samt Den Fysioterapeutiske Forskningsfond.
Projektets overordnede fokus er på knæsmerter hos børn og unge. Formålet i første del af projektet er at undersøge hvor mange unge i alderen 12-19 år der lider af knæsmerter mens andet delprojekt sigter mod at undersøge hvordan vi bedst behandler Patellofemoralt smertesyndrom hos unge i alderen 15-19. Alle skoler og gymnasier i Aalborg Kommune er inviteret med til at deltage i den første del af undersøgelsen, som via et online spørgeskema undersøger hvor mange unge i alderen 12-19 lider af selvrapporterede knæsmerter, samt hvordan knæsmerterne er associeret til elevernes fysiske aktivitetsniveau, idrætsdeltagelse samt livskvalitet.
Anden del af projektet handler om selve behandlingen af knæsmerter. Fra en tidligere undersøgelse ved vi at ca. 25% af de unge rapporterer knæsmerter, og at hos cirka halvdelen af disse, kan smerterne henføres til Patellofemoralt Smertesyndrom (PFPS). På kort sigt tyder undersøgelser på at fysioterapi har en bedre effekt på smerter og funktion, end placebo, men langtidseffekten (>12måneder) af vores behandling tyder ikke på at være succesfuld, idet kun ca. 1/3 af patienterne med PFPS bliver smertefrie. En del af årsagen til denne dårlige langtidsprognose kan være på grund af for sen diagnostik og dermed for sen igangsætning af relevant fysioterapeutisk behandling. Michaels projekt sigter derfor imod en tidlig diagnostik og en efterfølgende hurtig igangsætning af behandling. Udvælgelsen af elever med PFPS sker gennem screening på de 4 Nordjyske gymnasier. Alle elever på gymnasierne skal udfylde online-spørgeskemaet som blev nævnt tidligere. De af eleverne der derefter rapporterer at de har knæsmerter, bliver tilbudt en undersøgelse af en reumatolog på Reumatologisk Afdeling, Sygehus Nord, Aalborg Sygehus. De elever der bliver diagnosticeret med PFPS og vælger at deltage i studiet, bliver cluster-randomiseret i 2 grupper baseret på hvilket gymnasium de er indskrevet. Den ene gruppe vil modtage patientuddannelse og råd til hvordan de skal forholde sig til deres knæsmerter, mens den anden gruppe tilbydes 3 måneders superviseret fysioterapeutisk behandling og træning. Selve træningen af eleverne med PFPS kommer til at foregå ude på gymnasierne, for at sikre en høj compliance af træningen.
Selve dataindsamlingen er netop startet per 15 august 2011 og de første resultater fra spørgeskemaindsamlingen forventes klar til præsentation fra slutningen af 2011. Hvis nogle ønsker flere informationer om projektet er de velkomne til at kontakte Michael.
Michael Skovdal Rathleff, Ph.d-studerende, fysioterapeut.
misr@rn.dk
Redigeret af :
Ida Jørgensen,
13.04.2012
Til top
10.02.2012
P. Andersen
Interessant projekt! Jeg håber i virkelig, at I bringer en opfølgning på konlusionen her på siden i 2014.