Fysio

 

Vesthimmerlands kommune vil have selvhjulpne borgere


 

Gennem et pilotprojekt ønsker man i Vesthimmerlands kommune, at sætte nye standarter for kommunens behandlingstilbud og gå fra en passiv til en rehabiliterende ydelse.

hverdagsrehb_main

Vesthimmerlands kommunes projekt skal beskrive og levere rehabilitering som alternativ til den almindelige praktiske hjælp, den skal bidrage til en tværfaglig rehabiliterende indsats fra medarbejdere i visitation, Pleje- og Seniorservice samt Sundhedscentret, og ikke mindst sikre, at disse medarbejdere får udviklet kompetencer på området så de fremadrettet vil kunne integrere rehabiliteringen i den daglige praksis.  

Baggrunden for projektet er en stadig stigende andel af ældre borgere i kommunen, hvilket med den nuværende kvalitetsstandart i 2025 vil medføre en stigning på 38% i forhold til praktisk hjælp og personlig pleje.  Netop tilbuddene til borgere der har behov for denne type hjælp er præget af en meget traditionel tankegang hvor relationen mellem fagperson og borger ofte bliver som mellem modtager og hjælper. I modsætning hertil ønsker kommunen at bringe borgerens personlige ressourcer i spil og gøre denne mere selvhjulpen.  

Kommunens håb er, at dette dels vil øge borgerens livskvalitet, dels udvikle de fagprofessionelles kompetencer, og give dem et mindre nedslidende og mere attraktivt og udfordrende job, og dels at kommunens omkostninger på området reduceres.

Vesthimmerlands kommune har valgt at starte projektet med en pilotafprøvning i hjemmeplejegruppen og på plejecentret i Gedsted. På denne måde vil de kunne få skabt en ”best practice” før projektet bliver udvidet.  Projektet vil løbe indtil august 2012 hvorefter kommunen på baggrund af en evaluering af forløbet vil kunne tage stilling til, hvorvidt projektet skal udbredes til hele kommunen.

Redigeret af : Ida Jørgensen, 13.04.2012

Til top