Mandag den 11. januar 2010 fik regionsformand Brian Errebo-Jensen trykt følgende artikel i Fyens Stiftstidende.
Rådmand Jane Jegind, Ældre- og Handicapudvalget, foreslår i Fyens Stiftstidende den 4. januar at indføre frit valg på genoptræningsområdet mellem private og offentlige leverandører. Det er vi i Danske Fysioterapeuter enige i, om end vores baggrund for at støtte en frit valgs ordning ikke er ideologisk begrundet: Vi finder derimod, at der bør sættes fokus på, at en gennemarbejdet frit valgs ordning kan give såvel patienter som behandlere gode muligheder for få kvaliteten i centrum. Det kræver dog, at en række forhold tænkes ind:
For det første mener vi, at der skal tages særligt hensyn til de ressourcesvage borgeres behov for støtte og hjælp til at navigere mellem valgmulighederne. Det kræver let og tilgængelig vejledning.
For det andet bør der stilles de samme dokumentationskrav til alle leverandører uanset sektor, ligesom regler for journalføring mv. skal gælde. Intentionen om det sammenhængende patientforløb må ikke lide under indførelse af frit valg.
For det tredje bør hensynet til borgernes sikkerhed indebære, at behandling og træning alene skal udføres af autoriseret sundhedspersonale. På den måde sikrer kommunen som ansvarlig myndighed også, at behandling og træning sker på et evidensbaseret grundlag.
Vi ser frem til en god dialog med Odense Kommune om frit valg på genoptræningsområdet, og i Danske Fysioterapeuter bidrager vi gerne med bud på organisering af et frit valg indenfor genoptræningsområdet under forudsætning af, at der sikres et bæredygtigt udviklingsgrundlag for den faglige og organisatoriske kvalitet.
Læs artiklen Brian Errebo-Jensen kommenterer på her