Du er her:
28.03.2011, af regionsformand Brian Errebo-Jensen
Besparelser i Odense Kommunes Børne- og Familieafdeling vil ramme børn, der har brug for fysioterapi. Regionsformand for Danske Fysioterapeuter, Brian Errebo-Jensen er derfor bekymret for konsekvenserne af besparelserne.
Der er grund til stor bekymring over den bebudede besparelse på børneområdet i Odense kommune, som varslet af rådmand Stine Willumsen forleden. Rådmanden siger, at hun forsøger at skåne borgere med særlige behov, men besparelsen på børneområdet rammer netop børn med særlige behov. Odense kommunes tilbud om fysioterapi til børn er målrettet børn med handicap og børn, der i øvrigt har brug for en særlig indsats som støtte til den sansemotoriske udvikling. Bag de ord gemmer sig f.eks. systematisk arbejde med sammenhængen mellem fysisk aktivitet, koncentrationsbesvær og indlæring. Det er velkendt, at børn, der har kontrol over deres krop, har forbedrede indlæringsevner. Besparelsen kommer til at ramme børn med svære handicaps, hvor der er massivt behov for terapi. Det kan være i form af f.eks. udspænding af musklerne, så barnet kan sidde ordentligt i en kørestol, eller styrketræning så barnet kan fungere aktivt i hverdagen. Danske Fysioterapeuter vil derfor opfordre politikerne i Odense til at genoverveje den konkrete besparelse. Det er nemlig børnene, der har behov for støtten, der betaler prisen.
Trykt i Fyens Stiftstidende d. 8. marts 2011.
Redigeret : 28.03.2011
Abonner på nyhedsbrev fra Region Syddanmark
Regionskontoret: 2616 6368
syddanmark@fysio.dk