Fysio

 

Bedst eller billigst?

08.09.2011, af freelancejournalist Kirsten Winding


 
0

VALG / Det var nøgleordene i debatten om fremtidens sundhedsvæsen, da Danske Fysioterapeuter holdt sundhedspolitisk vælgermøde i Odense.

valgmode_odense_panel På valgmødet i Odense kunne fysioterapeuterne debattere med Julie Skovsby (S), Annette Vilhelmsen (SF), Mai Henriksen (K) og Erling Bonnesen (V).

Skal der mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet? Hvilke politikere vil arbejde for, at færre bliver opereret, og flere bliver hjulpet med træning? Og hvor skal ansvaret for genoptræning ligge, hvis regionerne nedlægges? Det var hovedemner i debatten, da Danske Fysioterapeuter i Region Syddanmark holdt vælgermøde på UC Lillebælt i Odense onsdag aften.

Formand i Region Syddanmark, Brian Errebo-Jensen bød velkommen til de fremmødte fysioterapeuter og til de fire fynske politikere i panelet, Annette Vilhelmsen fra SF, Erling Bonnesen fra Venstre, Mai Henriksen fra Konservative og Julie Skovsby fra Socialdemokraterne.

Fysioterapeut og hovedbestyrelsesmedlem Esther Skovhus indledte med et bede politikerne om svar på, hvordan de vil sikre borgerne fagligt forsvarlige og specialiserede tilbud efter for eksempel trafikuheld?

”Tilbuddene om behandling og genoptræning er meget forskellige fra kommune til kommune”, svarede Annette Vilhelmsen og lovede, at SF vil vi arbejde for nye fælles standarder både geografisk og i prioriteringen. ”Vi vil ikke være med til at give nogen det næstbedste tilbud af økonomiske grunde, for det betaler sig ikke i længden”.

”Ja, det er desværre korrekt, at kommunerne ofte henter patienter hjem til en billigere behandling i hjemkommunen, og det er ikke optimalt”, medgav Mai Henriksen.

”Men tror du så, en nedlæggelse af regionerne vil give en bedre kvalitet?”, spurgte direktør i Danske Fysioterapeuter og ordstyrer Jette Frederiksen.

”Det håber jeg, for det er meget forvirrende at være patient, som det er i dag. Slagsmålene mellem region og kommune går jo hen over hovedet på borgerne”, svarede Mai Henriksen.

Julie Skovsbo indskød, at også hun ønsker en evaluering af, hvad der virker og ikke virker i sundhedsvæsenet. ”Økonomien som styringsmekanisme er uhensigtsmæssig, og kommunernes indbyrdes konkurrence er uheldig”, mente hun.

”Det er jo pudsigt, at det var Lars Løkke, der i sin tid fik trumfet regionerne igennem”, indvendte Annette Vilhelmsen. ”Nu vil han afskaffe dem, og vi i rød blok har fået rollen som dem, der forsvarer regionerne. Men vi gør det, fordi det simpelthen er for dyrt og kaotisk at afskaffe dem med et snuptag. De opgaver der ligger i regionerne nu, er simpelthen for store for de små kommuner”.

”Det er rigtigt”, supplerede Julie Skovsby. ”Forebyggelsen og genoptræningen burde heller ikke have været lagt ud til kommunerne. Det er noget rod”.

”Regionerne var jo et kompromis”, forsvarede Erling Bonnesen. ”Nu er de der, og vi må tage ansvar og løse problemet. Så lad os gå ud og spørge: Hvad siger kommunerne selv? Vil de løfte opgaverne? Kan de?”

Ventelister
Men hvem skal behandles først? Hvem skal frem i køen, og hvem skal vente, spurgte en kvinde fra salen?

Spørgelysten var stor på valgmødet i Odense.

”Jo kortere tid hver patient ligger i sygehussengen, jo flere penge får vi til anden behandling og til genoptræning”, forklarede Erling Bonnesen.

”Det er klart, at ikke alle sygdomme er livstruende, og at man er nødt til at behandle de svageste først”, svarede Annette Vilhelmsen. ”Men dernæst skal vi opprioritere dem, der skal forhindres i at blive alvorligt syge. Både af etiske men sandelig også af samfundsøkonomiske grunde”.

Mai Henriksen kom med et eksempel: En tredjegangsfødende har ofte mindre behov for fem rutinebesøg af sundhedsplejersken, mens en socialt udsat førstegangsfødende har brug for flere. Her skal der prioriteres.

”Men idet man opprioriterer nogle, øges ventetiden jo for andre”, indvendte ordstyreren. ”Ja, og nogle patienter kan jo godt vente to måneder, mens andre behøver omgående behandling. Derfor kan vi ikke gå ind for skematisk fastlagte ventelistegarantier, der ender med at sende sundhedskroner over i lommerne på private behandlere”, sagde Julie Skovsby.

Operationer
Hvem af jer vil så arbejde for at fremme behandling frem for operation, spurgte ordstyreren?

"Hvem af jer vil arbejde for at fremme behandling frem for operation?", spurgte direktør i Danske Fysioterapeuter, Jette Frederiksen, som var ordstyrer på valgmødet.

”Det vil vi da”, udbrød Erling Bonnesen.

Men vil I så også skaffe mulighederne for træning”, spurgte Jette Frederiksen?

”De skal skaffes”, påpegede Annette Vilhelmsen. ”Vi ser alt for mange vælge en hurtig operation, fordi de er bange for at glide ud af arbejdsmarkedet på grund af for mange sygedage. Men på langt sigt var de måske bedre tjent med træning”.

Pengene til en dyr operation er spildt, hvis den ikke følges op af korrekt genoptræning, konkluderede Brian Errebo-Jensen.

”Ja, det er jo derfor, dette valg netop handler om værdier”, påpegede Annette Vilhelmsen. ”Valget står mellem viden og rentabilitet. Vil vi prioritere efter, hvad der billigst - eller hvad der er bedst? Den billigste løsning er jo tit ikke billigst på den lange bane”.

”Jamen, hvis folk fejler noget, skal det jo ordnes”, udbrød Erling Bonnesen. ”Regeringen har afskaffet de lange ventelister og givet patienterne det frie sygehusvalg – det synes vi i Venstre er et godt alternativ for patienterne”.

Debatten fortsatte og kom vidt omkring: Hvad er politikernes holdning til aktiv dødshjælp? Hvordan sikrer vi, at handicappede i bosteder får samme tilbud som andre borgere? Og hvad med uddannelsen af henholdsvis fysioterapeuter og kiropraktorer - hvorfor er den ene en universitetsuddannelse og den anden en professionsuddannelse?

Her meldte Mai Henriksen klart ud, at hun ikke kendte nok til den problematik, til at kunne svare her og nu. Men hun ville sætte sig ind i det, så snart hun kom hjem.

 Følg med i valgkampen på fysio.dk/valg

 

Redigeret af : Anne Larsen, 08.09.2011

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar