I Region Syddanmark venter man længst på at blive genoptrænet
I halvdelen af Region Syddanmarks kommuner skal borgerne vente i tre uger eller mere efter udskrivelse, før de bliver tilbudt et genoptræningsforløb. Danske Fysioterapeuters anbefaling lyder på maksimum en uge, og regionen er dermed langt fra mål.
Stigende ventetider
I en ny undersøgelse lavet for Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeuterne og Ældre Sagen kortlægger Gallup hvor lang ventetiden på tilbud om genoptræning er i landets kommuner. Og tallene ser ikke gode ud. I kun 32 % af kommunerne tilbydes der genoptræningsforløb inden for en uge efter endt indlæggelsesforløb. For bare to år siden gjorde det sig gældende for knap halvdelen af kommunerne.
Region Syddanmark i bund
Særligt skidt står det til i Region Syddanmark hvor borgerne i halvdelen af regionens kommuner skal vente op til tre uger eller mere efter de er blevet udskrevet, før de modtager tilbud om genoptræning. Regionens absolutte bundskrabere i den henseende er Kolding, Tønder og Fanø kommune som har op til 4 ugers ventetid, hvilket også placerer dem den absolutte bund på nationalt niveau. I Kolding kommune udtaler formand for Sundhedsudvalgsformand Mette Balsby (V), at kommunen prioriterer kvalitet højere end tid, og at det i nogle tilfælde er bedre at vente på kvalitet end at presse genoptræningen igennem. Men hurtig genoptræning er vigtig fastslår regionsformand for Danske Fysioterapeuter, Brian Errebo-Jensen: ”Sengeliggende patienter mister op til tre-fire procent muskelstyrke pr. dag i den første uge – det er derfor enormt vigtigt at komme hurtigt i gang med genoptræningen – og det er kommunernes ansvar når patienten bliver udskrevet fra hospitalet.” Derfor er han også glad for, at der er lyspunkter i undersøgelsen der fx viser, at Vejen og Sønderborg kommune skiller sig positivt ud og allerede tilbyder genoptræningsforløb inden for en uge. Begge kommuner har stort fokus på genoptræningen og mener ikke, at det er tilfældigt at de formår at tilbyde forløb så hurtigt efter udskrivelse. ” Vi har strammet op de sidste år og givet området stor politisk fokus. Vi vender ventetiderne for genoptræning ved hvert møde” siger Jørgen Jørgensen (SF), formand for sundhedsudvalget i Sønderborg kommune til Jyske Vestkysten. I Vejen kommune fortæller formand for sundhedsudvalget Jørgen Thøgersen (S), at kommunen har samlet al genoptræning i et træningscenter og at det er rammer der sikrer, en god og hurtig service.
Måtte vente i to måneder.
I et interview med Jyske Vestkysten fortæller Sven Budde fra Haderslev, hvordan han stadig venter på at starte sit genoptræningsforløb - Det er nu to måneder siden han blev udskrevet. Kort før han blev udskrevet blev Sven Budde kontaktet af en ergoterapeut med tilbud om genoptræning, et tilbud han tog imod. Men genoptræningen kan først påbegyndes når der fra kommunens side foreligger en diagnosticering og en genoptræningsplan og den venter Sven Budde altså stadig på her to måneder efter udskrivelsen.
Der er god økonomi i genoptræning
Og korte ventelister er ikke kun en fordel for borgerne. Kommunerne kan også vinde på det, rent økonomisk, hvis de kan komme hurtigt i gang med genoptræningen. For selv om det kan være svært for kommunerne at finde midler til genoptræningen, betyder lange ventetider, for kommunerne, udgifter til pleje, sygedagpenge og generelt længere, sværere og dyrere genoptræningsforløb, når de endeligt bliver iværksat, samt risiko for genindlæggelse. Undersøgelsen afslører også, der er altså stor forskel på ventetiden i henhold til Sundhedsloven, som omfatter borgere der har været indlagt og som er blevet udskrevet med en genoptræningsplan, og i henhold til Serviceloven, som omfatter borgere der har et generelt vedligeholdende behov for genoptræning. Men hurtig genoptræning er også afgørende for de tilfælde der falder indenfor den sidste kategori. Den vedligeholdende genoptræning af fysisk svækkede ældre kan gøre en stor forskel i forhold til den ældres fysiske formåen, og hvor længe denne kan fastholde et selvhjulpent liv i eget hjem.
Ventetid på maksimalt en uge
Danske Fysioterapeuter har i flere år anbefalet at der ikke går over en uge fra en patient er udskrevet til han eller hun modtager tilbud om genoptræning. Derfor hilser organisationen det også mere end velkomment, at formand for KL’s sundheds- og udviklingsudvalg Anny Winter nu lægger sig op af anbefalingen: ”Der har aldrig før været så mange patienter med en genoptræningsplan, og kommunen gør i dag en stor indsats. Men hurtig genoptræning er så vigtig, at vi skal gøre det hurtigere. I dag sætter hver enkelt kommune sin egen standard for, hvor hurtigt genoptræningen skal gå i gang, og her kan jeg forestille mig en samlet garanti for alle patienter”, siger Anny Winther i et interview i Dagens Medicin.
På baggrund af undersøgelsen har Formand for Danske Fysioterapeuter Johnny Kuhr, formand for Ergoterapeuterne Gunner Gamborg, og Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup haft foretræde for Folketingets sundheds- og forebyggelsesudvalg. Her har de gjort opmærksomme på den lange ventetid og konsekvenserne af det for både patienter og samfund.
Redigeret af :
Ida Jørgensen,
16.12.2011
Til top