Slut med pacificerende hjemmehjælp

23.02.2010, af Marie Fisker


 
0

Ud med blot at yde kompenserende hjemmehjælp og ind med et træningssupplement, som kan aktivere borgerne og gøre dem selvhjulpne – det er filosofien i et nyere projekt i Fredericia Kommune.

aeldre_main


I Fredericia Kommune arbejder man med de ældre borgere ud fra en anderledes tilgang, som er blevet døbt Længst muligt i eget liv. Projektet, som startede op i 2008, er henvendt borgere, som efterspørger hjemmehjælp, og det dækker over en tankegang om, at borgerne skal være så selvhjulpne som muligt. Under initiativet ligger der fem delprojekter, hvoraf det største af dem er Hverdagsrehabilitering. Essensen er, at hjemmehjælpen skal være trænende frem for kompenserende. De øvrige fem delprojekter under Længst muligt i eget liv omhandler hvordan forebyggelse af sygdomme hos ældre kan fremrykkes, hvordan sygdomme kan opspores tidligere, og hvordan teknologi kan indgå som en hjælp til de ældre, og derved gå ind og erstatte en del af hjemmehjælpen.

Paradigmeskifte i rehabiliteringen

Rehabiliteringschef i Fredericia Kommune Louise Thule Christensen fortæller om udgangspunktet for hverdagsrehabiliteringen:
-Vi vender det typiske forløb om, og ser på hvilke potentialer og ressourcer borgeren har, og hvad der kan arbejdes videre med.
I praksis bliver hverdagsrehabiliteringen udført af 17 hjemmetrænere, som er social- og sundhedshjælpere, der har været sendt på et såkaldt kædestrammerkursus. Kurset skal ruste de ansatte til at træne borgerne op, da den nye arbejdsform ikke svarer helt til den form for arbejde som social- og sundhedshjælperne normalt udfører. Forskellen ligger i tilgangen til hjemmehjælpen. Den udelukkende servicerende hjemmehjælp skal væk, da den i sidste ende reelt set pacificerer borgeren. Som supplement er en mere aktiverende tilgang indført. Udover social- og sundhedshjælperne er også terapeuter, visitatorer og sygeplejersker inde over projektet. De fungerer som støtte til hjemmetrænerne, og er ude hos borgere med behov for mere specifik træning.
En øget målrettet opmærksomhed mod dels hvad borgeren kan, og dels hvad borgeren gerne vil kunne, skinner også igennem i de planer der lægges for borgeren. Tidligere blev der lavet adskillige planer for hver borger, som hver orienterede sig mod forskellige områder, men nu laves der i stedet én samlet plan, kaldet Borgerens plan, som fokuserer på borgerens hverdagsliv. Den indeholder de aktivitetsmål, som borgeren ønsker at opnå, som for eksempel helt konkrete mål som selv at kunne tage bad.
Tiltaget Længst muligt i eget liv står dermed for et paradigmeskifte, mener Louise Thule Christensen.
-Vi er gået fra en kompenserende og sen indsats, til en forebyggende, rehabiliterende og tidlig indsat.

Win-win-win

Resultaterne af den nye tilgang er til at tage og føle på. Når en borger før i tiden kom ind i systemet, blev de der, med undtagelse af 10 %, som formåede at blive selvhjulpne igen. Nu er tallet på borgere, der bliver helt selvhjulpne igen efter en periode med hjemmehjælp oppe på 50 %, og 25 % har behov for mindre hjælp end før. Kun hos de resterende 25 % opleves der ingen forskel.
Louise Thule Christensen fortæller om projektet, at det er en succes hos både borgerne, medarbejderne og kommunens økonomi. Borgerne er glade for at kunne klare sig selv, og mange af dem har følelsen af, at de har fået deres liv tilbage. Medarbejderne synes, det er et spændende arbejde, og føler en faglig stolthed, når det de gør, giver så mærkbare resultater. Og endeligt er det et plus for kommunens økonomi, som med det øgede antal af ældre i en nær fremtid havde udsigt til nogle økonomiske problemer. Tiltaget har betydet, at i stedet for at spare sig ud af problemet, har kommunen udviklet sig ud af problemet.
-Man kan sige at det er en win-win-win, siger Louise Thule Christensen om de tre tilfredse grupper.

 

 

Redigeret af : Marie Fisker, 08.03.2010

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

Title

Abonner på nyhedsbrev fra Region Syddanmark

Afmeld Tilmeld
 

 

For dig som er...

 


 

Tillidsrepræsentant

 


 

Praktiserende

 


 

Fysioterapeut udenfor overenskomst