Grundlaget for at arbejde med fibromyalgipatienter
Af fysioterapeuterne Hanne Christiansen, Camilla Hecquet Nielsen og Sofie Vægter. Ergo- og Fysioterapeutskolen i Næstved
Kontakt: Hanne Christiansen Baggrund: Vi har erfaret, at fibromyalgipatienter er svære at favne på grund af manglende viden om diagnosen. Vi har stiftet bekendtskab med Steen Wackerhausens sundhedsvidenskabelige teoriramme og har derigennem set en mulighed for at bedre grundlaget for behandling af disse patienter.
Formål: At undersøge, hvilke problemstillinger behandlere i sundhedssystemet fremstiller i arbejdet med fibromyalgipatienter og belyse disse ud fra Steen Wackerhausens teori om et åbent sundhedsbegreb og humanisme i det vestlige sundhedssystem. Dette for at skabe mulighed for et ændret behandlingsgrundlag for fibromyalgipatienter.
Metode: Et kvalitativt design via fokusgruppeinterview med henholdsvis en tværfaglig og monofaglig behandlergruppe. Interviewene er bearbejdet udfra Kirsti Malteruds fire trin. Resultaterne er tolket med vores faglige viden og udfra Wackerhausens teori.
Resultater/Konklusion: Følgende problemstillinger fremstilles angående arbejdet med fibromyalgipatienter: Manglende holdepunkt, fysisk udgangspunkt, manglende motivation, pensionssag og hjælpemidler, diagnose, ”noget-for-noget”-tankegang, patientdeltagelse og rammer.
Disse problemstillinger skyldes en fundamentalistisk tankegang og et fundamentalistisk opbygget samfund, som ”skaber” problematiske karaktertræk hos patienterne.
I den monofaglige gruppe er manglen på videnskabelig årsag til fibromyalgidiagnosen et problem, der dog ikke frustrerer behandlerne, da de synes at have fundet en overlevelsesstrategi i at vente på, at forskningen finder en årsag.
I den tværfaglige gruppe kan problemerne fortolkes til, at den fælles eksplicitte humanistiske holdning er svær at udleve.
Nøgleord: fibromyalgi, Wackerhausen, åbent sundhedsbegreb, humanisme og fundamentalisme.
Læs engelsk version
Redigeret af : Fysio.dk, 30.06.2009
Til top