Effekten ved indtagelse af skummetmælk

Effekten ved indtagelse af skummetmælk og forskellige styrketræningsfrekvenser målt i styrkefremgang og muskeltilvækst på raske utrænede yngre mænd - et prospektivt randomiseret kontrolleret forsøg

Af: Anders Jæger Nielsen, Martin Prassé og Rasmus Reuther

Vejleder: Bente Andersen, PT.MSc.,
Ekstern konsulent: Hans Søndergaard, Cand. scient., Center for Muskelforskning

Kontakt: Anders Jæger Nielsen

Baggrund: Gennem vores kliniske erfaring har vi oplevet, at styrketræning er blevet mere integreret i den fysioterapeutiske behandling, men at der ikke findes et entydigt svar på et optimalt træningsprogram. Derudover har vi erfaret, at ernæring ikke er prioriteret i den fysioterapeutiske intervention.

Formål: Undersøge om indtagelse af skummetmælk lige efter styrketræning, i en 12 ugers interventionsperiode, har effekt på maksimal styrke og muskeltilvækst, samt om der ved indtagelse af skummetmælk lige efter styrketræning, er forskel på 2 og 3 træningspas ugentligt.

Materiale: 23 raske utrænede mænd i alderen 24 - 42 år.

Metode: 12 ugers styrketræningsintervention med 6 øvelser, 4 sæt, 60-80 % af 1 RM. En gruppe træner
2 x ugentligt uden efterfølgende indtagelse af mælk (T2U), en gruppe træner 2 x ugentligt med
efterfølgende indtagelse af mælk (T2M) og en gruppe træner 3 gange ugentligt med indtagelse
af mælk (T3M). Deltagerne skal være fastende en time inden, og to timer efter hvert træningspas.
T2M og T3M skal indtage ½ liter skummetmælk inden for fem minutter efter træning. Grupperne har
tilladelse til aerob træning mellem styrketræningspassene. Muskelstyrken blev målt på 1 RM og muskeltilvækst ved DEXA-scanning.

Resultat: T2M og T3M opnåede signifikant fremgang i samtlige øvelser. Der var ingen signifikant
forskel på styrkefremgang mellem T2U og T2M eller mellem T2M og T3M.
T3M opnåede en signifikant fremgang i muskeltilvækst. Der var ingen signifikant forskel på
muskeltilvæksten mellem T2U og T2M samt mellem T2M og T3M.
I 1RM ses en generel tendens til, at T2M opnåede en større styrkefremgang end T2U, og at
T3M opnåede en større fremgang end T2M. Denne tendens ses tillige ved DEXA-scanningen,
hvor T3M opnåede den største muskeltilvækst efterfulgt af T2M. DEXA-scanningen viste en tendens til, at T2M og T3M opnåede en øget total kropsmasse primært pga. muskeltilvækst. T2U taber total kropsmasse primært ved muskeltab.

Konklusion: Vi fandt ikke en signifikant større fremgang på muskelstyrken- og tilvæksten for T2M i forhold til T2U (P>0,05) samt mellem T2M og T3M (P>0,05).

Perspektivering: På baggrund studiets tendenser, mener vi, at det kræver yderligere undersøgelse for at af- eller bekræfte vores hypotese.

Søgeord: Mænd, styrketræning, træningsfrekvens, proteinindtag, muskeltilvækst

Læs den engelske version
 
Download hele bachelorprojektet (pdf-fil, 1108 KB)