Fordi det giver mening
– Et kvalitativt studie af ældre supermotionisters drive til fysisk aktivitet baseret på 7 interviews
Af: Frederik Bløndal, Pernille Burholt og Katrine NødgaardVejleder: PT., MSc. & stud. PhD. Jeanette Præstegaard
Kontakt:
Katrine Nødgaard
Baggrund: Studier viser lav kompliance i forhold til hjemmeøvelser til trods for, at aktiv træning betragtes som en fysioterapeutisk kerneydelse. Der foreligger stærk evidens for det positive udbytte af fysisk aktivitet, hvorfor vi som fysioterapeuter søger at vedholde ovennævnte ydelse. Vi ser en nødvendighed i at opnå større forståelse for hvilke motivationsfaktorer, der spiller ind i relation til fysisk aktivitet.
Formål: At beskrive og analysere kernen i, hvad der skaber drivet til at vedholde et højt fysisk aktivitets niveau hos supermotionister.
Materiale og metode: Semistrukturerede, dybdegående interviews med 7 supermotionister, 3 kvinder og 4 mænd, i alderen 60 -85år. Data er analyseret ud fra Malteruds modificerede version af Giorgi´s fænomenologiske analysemetode og diskuteret i relation til OAS, Wackerhausens ”åbne sundhedsbegreb” og teori om livssyn. Belyst fænomenologisk.
Resultat: Resultaterne beskriver informanternes motivation til at konkurrere og de sociale relationers betydning for det at være fysisk aktiv. Ydermere beskrives opvækstens indvirkning på informanternes nuværende aktivitetsniveau samt forståelse og oplevelse af det psykiske og fysiske udbytte ved træning. Det beskrives også, hvordan informanternes personlighed influerer på deres liv, og hvorledes informanterne handler på problemer og ræsonnerer.
Konklusion: Der er en indre og ydre komponent i drivet. Den indre del ligger i opvækst og identitet. Den ydre del stimuleres gennem konkurrence, meningsfuldhed, udfordring og oplevelse af handlefrihed. For at kunne identificere disse komponenter skal vi tilegne os viden om humanisme, filosofi og sociologi. Med dette perspektiv implementeret i anamnesen, er vi bedre funderet til at forstå patienterne og deres ægte mål.
Perspektivering: Det kunne være interessant med et tilsvarende studie, som inkluderer flere deltagere og et mere varieret udvalg af materiale. Hvis vi som profession kan markere os i børnehaver og skoler, ser vi mulighed for, at basis er skabt for en kropslig erfaring. Herved kan tendensen relateret til de livsstilsbetingede sygdomme imødekommes. Dette vil følgelig reducere de samfundsmæssige omkostninger på sundhedsområdet..
Keywords: Kompliance, Supermotionister, Drive, Meningsfuldhed, Hjemmeøvelser
Læs den engelske version
Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009
Til top