Fysisk aktivitet til patienter med type 2-diabetes
Forsøgsprotokol omhandlende effekten af den individualiserede samtale om fysisk aktivitet til patienter med type 2-diabetes Af: Maria Britt Jacobsen, Line Rokkedal Nielsen og Anja SpettingVejleder: Jeanette Præstegaard
Kontakt:
Jette Vibe-Petersen, Amtssygehuset i Glostrup, Diabetesklinikken
Baggrund: Forekomsten af livsstilssygdomme, heriblandt type 2-diabetes, er stærkt stigende. Der foreligger evidens for den positive effekt af fysisk aktivitet hos patienter med type 2-diabetes. Flere udenlandske undersøgelser viser at rådgivningsintervention kan øge det fysiske aktivitetsniveau hos denne målgruppe. Dette er endnu ikke undersøgt i Danmark.
Et randomiseret kontrolleret forsøg (RCT) er det mest optimale forsøgsdesign til at sikre et evidensbaseret resultat.
Formål: At udarbejde en realistisk forsøgsprotokol til et randomiseret kontrolleret pilotforsøg omhandlende individualiseret samtale om fysisk aktivitet til patienter med type 2-diabetes ud fra ”Den motiverende samtale” og ”Motionsmanualen”.
Materiale og Metode: Videnskabelige artikler indhentet ved hjælp af systematisk søgning på følgende databaser: PubMed, Cochrane, CINAHL og Pedro. Der er yderligere indhentet information fra diverse relevante internetsider samt fra forelæsninger på Fysioterapeutuddannelsen og fra relevante fagpersoner. Al materiale er kritisk læst og udvælgelsen af relevante artikler er foretaget ud fra sammenlignelighed med målpopulationen og interventionen.
Forsøgsprotokollen udfærdiges på baggrund af vejledningerne ”Videnskabsetisk komité for Københavns Amts vejledning i anmeldelse af et biomedicinsk forskningsprojekt” udført af Videnskabsetisk Komité og ”Vejledningen for udformning af forsøgsprotokoller” udført af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).
Resultat: En forsøgsprotokol til et randomiseret, kontrolleret enkeltblindet prospektivt pilotforsøg, hvis formål er at undersøge om individualiseret samtale om fysisk aktivitet med udgangspunkt i ”Den motiverende samtale” og ”Motionsmanualen” medfører et øget fysisk aktivitetsniveau på kort og lang sigt hos patienter med type 2-diabetes fra Diabetesskolen på Amtssygehuset i Glostrup.
Konklusion: Der er udarbejdet en realistisk forsøgsprotokol, som beskriver en metodisk stringent undersøgelse og følger vejledninger fra Videnskabsetisk Komité og Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.
Nøgleord: Forsøgsprotokol, RCT, type 2-diabetes, rådgivning, fysisk aktivitet
Læs den engelske version
Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009
Til top