Fysio

Kronisk achillesendionosis og træning

 

Kronisk achillestendinosis og træning

Kronisk achillestendinosis og excentrisk træning - fysiologiske forandringer i det patologiske senevæv Et litteraturstudie
 
Af: Eva Baunsgaard og Line L. G. Iversen
Vejleder: Lone Vinhard


Kontakt: Eva Baunsgaard

Baggrund: Kronisk achillestendinosis er en velkendt overbelastningsskade, der har vist sig svær at behandle. Forskning har peget på forskellige mulige fysiologiske smerteudløsende faktorer, og samtidig har excentrisk træning vist sig at være en intervention med gode kliniske resultater. Studier har forsøgt at klarlægge årsagssammenhænge mellem intervention og resultat, men der foreligger ikke på nuværende tidspunkt en opsamling af resultaterne.
 
Formål: Formålet med projektet er at give et overblik over mulige smerteårsager ved kronisk achillestendinosis, samt excentrisk trænings påvirkning af fysiologiske faktorer i det patologiske senevæv.
 
Materiale og metode:
På baggrund af en systematisk søgning i elektroniske databaser blev fire artikler udvalgt. Pga. en forvirrende nomenklatur på området, omfattede søgningen alle kendte synonymer for achillestendinosis.
Alle udvalgte artikler omhandler studier hvor kronisk achillestendinosis behandles med excentrisk træning, og hvor mindst ét effektmål er af fysiologisk karakter. Disse er efterfølgende vurderet ud fra en tjekliste udformet specielt til kritisk læsning af videnskabelige artikler.
 
Resultater: Studierne har vist, at excentrisk træning formentlig inducerer forskellige fysiologiske ændringer; reduceret neovaskularisering, normalisering af senestruktur, reduceret senefortykkelse, senevolumen og intratendinøst signal. Der kunne dog ikke konstateres en reduktion i glutamatniveau. I samtlige studier kunne der konstateres gode kliniske resultater i form af reduceret smerte og bedret funktionsniveau. Alle fire studier er kvasieksperimentelle og har forskellige metodiske svagheder, hvilket betyder, at resultaterne fra studierne skal anvendes med forbehold.
 
Konklusion:
Det er ikke muligt at konkludere endeligt hvilke årsagssammenhænge, der ligger bag den gode effekt af excentrisk træning, men studierne lægger op til diskussion og danner grundlag for videre forskning på området.
 
Perspektivering: De mange uafklarede spørgsmål i forbindelse med kronisk achillestendinosis og effekten af excentrisk træning betyder, at der i fremtiden er behov for at målrette og skærpe forskningen på området. Yderligere studier er påkrævet, for at kunne styrke evidensen af excentrisk træning som behandlingsform. Hvis det desuden er muligt at påvise en generel effekt af excentrisk træning, kan denne eventuelt overføres til kroniske smertefulde tilstande i andre sener.
 
Nøgleord:
kronisk achillestendinosis, excentrisk, fysiologiske forandringer

Læs den engelske version

Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld