Rehabilitering af torturoverlevere
En samfundsopgave? – hvordan kan private fysioterapi-klinikker deltage i rehabiliteringen af torturoverlevere? Af: Birgitte Stigaard Sørensen, Finn Kaczmarek og Hannah Long Krogh
Intern vejleder: fysioterapeut, Finn Marlet
Ekstern vejleder: fysioterapeut, Line Nielsen
Kontakt:
Birgitte Stigaard SørensenEmne: Private fysioterapi-klinikkers ressourcer og kompetencer til at modtage og behandle torturoverlevere som en del af rehabiliteringen.
Problemstilling: Der er i løbet af den senere tid opstået ventelister på rehabiliteringscentrene for torturoverlevere. På grund af dette må andre fysioterapi-sektorer overtage behandlingen af de torturoverlevere, som rehabiliteringscentrene ikke har kapacitet til at nå, og vi ser de private fysioterapi-klinikker som mulige aftagere. Rehabiliteringscentrene har dog svært finde klinikker, der vil behandle de torturoverlevere, der er færdigbehandlet på rehabiliteringscentrene, og vi ønsker hermed at undersøge de private fysioterapi-klinikkers ressourcer og kompetencer til at behandle denne patientgruppe.
Problemformulering: At undersøge og beskrive private fysioterapi-klinikkers ressourcer og kompetencer til at modtage og behandle torturoverlevere som en del af rehabiliteringen, samt undersøge og beskrive i hvilket omfang denne patientgruppe er repræsenteret i klinikkernes hverdag.
Formål: Resultatet vil kunne belyse om der på nogle områder i den fysioterapeutiske rehabiliteringsproces, er behov for ændringer for at forbedre ressourcer og kompetencer i behandlingen af torturoverlevere.
Metode: Studiet er baseret på kvalitative metoder i form af litteraturgennemgang, interviews og spørgeskemaer. Ligeledes indeholder studiet kvantitative metoder i form af lukkede svarmuligheder i spørgeskemaerne.
Indhold: Indledende søges efter relevant litteratur. Derefter udføres semi-strukturerede interviews af fysioterapeuter på henholdsvis rehabiliteringscentre og private fysioterapi-klinikker for at kortlægge emnets hovedaspekter, som herved vil ligge til baggrund for udarbejdelse af spørgeskemaerne. Spørgeskemaerne sendes ud til 84 respondenter, der arbejder på private fysioterapi-klinikker i København Amt. Heraf returneres 43 i udfyldt tilstand, som udgør datamaterialet til bearbejdning.
Resultater: Studiet viser, at litteraturen, interview-personerne og respondenterne fra spørgeskemaerne mener, at man bør besidde specielle ressourcer og kompetencer til behandling af torturoverlevere. Disse er blandt andet uddannelsesbaggrund, lukkede behandlingsrum, at terapeuten kan bearbejde sine følelser, god faglig selvindsigt og et tværfagligt samarbejde.
Konklusion: 33 % af respondenterne mener, at de ikke besidder de nødvendige fysioterapeutiske kompetencer til behandling af torturoverlevere. Dette kan hænge sammen med, at de fleste respondenter (27) ikke har modtaget undervisning i forhold til behandling af torturoverlevere. 18 respondenter mener, at deres klinik ”i nogen grad” er rustet til at behandle torturoverlevere.
Redigeret af : Fysio.dk, 30.06.2009
Til top