Kroniske smertepatienters oplevelser
Kroniske smertepatienters oplevelser og erfaringer med fysioterapeutisk træning i tværfaglig smerteklinik - Et kvalitativt studie baseret på 3 semistrukturede interviews af kroniske smertepatienterAf: Linette Petersen
Vejleder: Inger Birthe Bjørnlund, fysioterapeut, studiekoordinator, MPH
Kontakt:
Linette PetersenBaggrund: 19 % af den voksne danske befolkning lider af kroniske smerter og nettoøgningen af kroniske smertepatienter beregnes til 6000-7000 årligt. Kroniske smerter har mange følgevirkninger og fysioterapi er en vigtig del af behandlingen, men der mangler viden om sygdommen og hvordan den bedst muligt behandles.
Formål: At få indsigt i og forståelse for kroniske smertepatienters oplevelser og erfaringer med fysioterapeutisk træning i en tværfaglig smerteklinik.
Materiale og metode: Et kvalitativt studie baseret på 3 individuelle semistrukturerede dybdegående interviews af kroniske smertepatienter. Data blev bearbejdet vha. Malteruds systematiske tekstkondensering. Der blev i bearbejdningen brugt matrise og udarbejdet kunstige citater.
Resultater: Resultaterne er opstillet i 4 kategorier med tilhørende subgrupper. ”Fysisk formåen” belyser hvordan informanternes fysiske aktivitetsnivaeu har ændret sig i takt med at de fik kroniske smerter. ”Behandling” belyser informanternes erfaringer rundt i behandlersystemet, både før og på smerteklinikken. ”Oplevede frustrationer” belyser i hvilke situationer informanterne har oplevet frustration. ”Forståelse og accept –en forudsætning for ændringer” belyser hvordan sundhedspersonalets indsigt i smerteproblematikken hjælper informanterne til at ændre deres mønstre.
Konklusion: Ifølge informanterne er der to faktorer der er vigtige for en succesfuld behandling af kroniske smertepatienter. Den enkelte behandlers viden om og indsigt i kroniske smerter og en tværfaglig kontekst for at opnå en kontinuerlig behandling. Studiet giver et lille indblik i kroniske smertepatienters oplevelser i forbindelse med fysioterapeutisk træning. Den fysioterapeutiske træning bevirker, at informanterne bliver mere fysisk aktive, men om den bedste tilgang er individuel eller holdtræning, er ikke blevet afklaret.
Perspektivering: Der mangler viden og ressourcer i behandlingen af kroniske smertepatienter. Behandlingen bør opprioriteres og yderligere studier må tilstræbe at dokumentere og ensrette såvel forskning som behandling.
Nøgleord: Kroniske smertepatienter, tværfaglighed, faglig kompetence, fysisk træning.
Læs den engelske version
Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009
Til top