Reumatoid artrit-patienter
Mestring af den kroniske smertetilstand hos reumatoid artrit-patienterAf: Tine Charlotte Bohl, Dorte Bastholm Møller og Liv Cathrine Sjulstad
Vejleder: Hans Kromann Knudsen
Kontakt:
Liv Cathrine SjulstadBaggrund: Reumatoid artrit (RA) er en kronisk ikke-malign smertetilstand. Kroniske smertetilstande er et af de største problemer indenfor sundhedsvæsenet, og tilstanden er en hyppig årsag til invaliditet og nedsat livskvalitet. Studier viser, at RA-patienter ofte oplever mentalt stress i form af angst, depression, høj smerteintensitet og udfordringer ved at mestre sygdommens konsekvenser. Hvordan RA-patienterne mestrer deres kroniske smertetilstand har vist sig at være påvirket af personens ressourcer og fysiske, psykiske og sociale faktorer. I behandlings øjemed viser undersøgelser evidens for kognitiv terapi som supplement til behandling af RA-patienter.
Formål: Formålet med projektet er at få indsigt i og skabe forståelse for, hvordan patienter med RA mestrer deres kroniske smertetilstand i forhold til deres ressourcer samt beskrive, hvordan dele af den kognitive terapi kan inddrages i den fysioterapeutiske behandling.
Design: Studiet er en kvalitativ undersøgelse bestående af fire semistrukturerede interviews, hvor den indsamlede data bliver belyst ud fra den teoretiske referenceramme, som er Antonovskys ressourceorienterede teori og den kognitive terapi.
Konklusion: Det vurderes, at flertallet af interviewpersonerne i projektet har en stærk OAS. De væsentligste ressourcer i forhold til at mestre den kroniske smertetilstand vurderes at være fleksibilitet og omstilbarhed i form af at finde nye meningsfulde erstatninger i tilværelsen. I forhold til en af interviewpersonerne, der vurderes at have en svag OAS, ses manglende fleksibilitet, og hun er præget af negative tanker. Det er især i forhold til disse problemstillinger, at den kognitive terapi foreslås. Der skal opstilles alternativer, som hun finder mening med. Fokus skal være rettet på hendes ressourcer, og situationer, som mestres positivt, skal fremhæves. Andre redskaber er f.eks. dagbog, der kan kortlægge smertemønstret og være med til at bevidstgøre de negative automatiske tanker. Den kognitive terapi kan også bruges til de resterende interviewpersoner, da alle kan have tendens til negativ tankegang.
Redigeret af : Fysio.dk, 30.06.2009
Til top