Fysio

Psykiatriske patienters kompetenceudvikling (2003)

 

Kompetenceudvikling for patienten i psykiatrien

12. marts 2004

Fysioterapeut Lone Katballe har i sin afsluttende opgave på Den Pædagogiske Diplomuddannelse i Psykologi sammenlignet den Ressourceorienterede Kropsundersøgelse (ROK) med Kognitiv Adfærdsterapi. Hun konkluderer, at man ved at kombinere de to behandlingstilgange kan imødekomme patienternes vidt forskellige muligheder for at indgå i læringsprocesser.

Læs resume nedenfor. Hele projektopgaven foreligger i en pdf-version og kan downloades fra Fag og Forskning.


Resume

Kompetenceudvikling for patienten i psykiatrien – en analyse af to forskellige behandlingsmetoders bidrag til udvikling af kompetencer i fysioterapeutisk behandling
 
Af fysioterapeut  Lone Lading Katballe
Kontakt
 
I de sidste år har vi i psykiatrien mærket, hvordan det tidligere psykodynamiske behandlingsgrundlag udfordres af en ny bølge: De kognitive behandlingsformer. Et meget relevant spørgsmål er i den forbindelse, om vi nu skal til at sadle om, eller om vi skal holde fast i det, vi plejer at gøre.

Mit udgangspunkt for opgaven var, at den fysioterapeutiske behandling må tage udgangspunkt i patientens aktuelle kompetencebehov i forhold til de krav, der stilles i samfundet i dag og den enkeltes muligheder for at indgå i en læringsproces. Derfor fandt jeg det nødvendigt at analysere den nuværende og den nye behandlingsforms bidrag til patientens kompetenceudvikling.

Projektet er derved også tænkt som et springbræt til at revidere og eventuelt udvide den nuværende praksis på min egen arbejdsplads.
 
Afgangsprojektet beskriver først Den Ressourceorienterede Kropsundersøgelse/behandling (ROK) og Kognitiv Adfærdsterapi (KAT) i forhold til deres syn på personlighedens struktur/dynamik og omverdenen samt implikationerne for behandling.

Derefter analyseres behandlingstilgangene i forhold til et nyere kompetencebegreb, der både inddrager det personlige og samfundsmæssige plan for mennesket, som det er beskrevet af hhv. Bente Jensen og Arne Poulsen. Dette giver et overblik over, hvilke kompetencer behandlingstilgangene kan lægge op til at udvikle hos patienten i dag i psykiatrien.

Analysen munder ud i en syntese mellem kompetenceperspektiverne, som samles i en ny model: ”Kompetencekassen”.

Denne illustrerer, hvordan ROK – i henhold til analyserne - groft set udvikler patientens kompetencer på et konkret handlingsplan, og hvordan KAT udvikler nogle mere refleksive kompetencer.
Samtidig viser valg af behandlingstilgang sig at have stor betydning for relationen og rollerne mellem terapeut og patient. ROK indebærer overordnet, at terapeuten tager beslutningerne og styringen, som den professionelle igangsætter, der ved bedst ud fra fundene i kropsundersøgelsen. Hvis der arbejdes med udgangspunkt i KAT vil patienten i højere grad være med til at styre og tage beslutninger i behandlingsforløbet, hvilket kræver, at patienten kan eller vil indgå i læringsprocessen med eget ansvar og egen indflydelse.    
 
Pointen er, at den ene form for kompetence eller læringsproces ikke er mere rigtig end den anden, og at der netop kan ske en mislykket kompetenceudvikling, hvis terapeuten ensidigt fokuserer på den ene af behandlingstilgangene. Ved at kombinere de to behandlingstilgange er det muligt at imødekomme patienternes vidt forskellige muligheder for at indgå i læringsprocesser. Herved kan vi skabe udgangspunktet for en relevant og vellykket kompetenceudvikling hos den enkelte patient.   

Download projektopgaven: Kompetenceudvikling for patienten i psykiatrien – en analyse af to forskellige behandlingsmetoders bidrag til udvikling af kompetencer i fysioterapeutisk behandling (pdf-fil, 447 KB)


 


Redigeret af : Fysio.dk, 02.07.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld