I denne opgave er det undersøgt, hvilke refleksioner fysioterapeuter gør sig om anvendeligheden af Motor Assessment Scale (MAS) som målemetode ved vurdering af akutte apopleksipatienter i forhold til Det Nationale Indikatorprojekt. Standarden i Indikatorprojektet er vurdering senest 2. indlæggelsesdøgn. Det var et ønske om at finde en relevant funktionstest til brug lokalt, som motiverede emnet. Opgavens formål var, udover at afdække årsagsforklaringer på, at MAS benyttes hhv. ikke benyttes som målemetode i den akutte fase, at bidrage dels til den foreliggende vurdering af MAS, dels til drøftelse af fysioterapeuters brug af måleredskaber.

I problemfeltet fremlægges, hvorfor det er nødvendigt at benytte målemetoder og det hensigtsmæssige i at skabe konsensus om valg af målemetode, ligesom krav og indhold i akkreditering belyses. MAS er en funktionstest og dens oprindelse beskrives.

Til besvarelsen er der hentet teori fra sociologisk litteratur og fysioterapeutisk faglitteratur, og der er gennemført en kvalitativ undersøgelse med semistrukturerede interviews af 2 fysioterapeuter, forudgået af et pilot interview i form af et dyadeinterview. Med så lille undersøgelse vil det ikke være muligt at komme frem til en anbefaling, men konklusionen kan ses som et bidrag til at brede problematikken omkring målemetoder og akkreditering ud blandt fysioterapeuter.

Interviewundersøgelsen peger på, at MAS ikke egner sig som målemetode ved den fysioterapeutiske vurdering af patienten, som skal finde sted senest 2. indlæggelsesdøgn. Begge terapeuter giver dette udsagn. Især har de forbehold, hvis hele MAS, dvs. med alle sine deltests, skal benyttes. Dette står i modsætning til, at MAS i litteraturen anbefales tidligt i apopleksiforløbet. Terapeuterne argumenterer med, at det tager for lang tid at udføre MAS i forhold til de vilkår, som findes i de første 2 døgn efter debut. MAS kan som funktionstest kun indirekte sige noget på impairment niveau hos patienten. Derfor mener fysioterapeuterne ikke, at MAS i sig selv er dækkende som udgangspunkt for fysioterapeutisk genoptræning. Fysioterapeuterne peger dog på, at MAS har en kvalitet som screening af patientens funktionsniveau samt som metode til at få fornemmelse af, hvor undersøgelser på impairment niveau skal tage udgangspunkt. De ser en mulighed for større grad af præcision og ensartethed ved brug af MAS og oplever MAS som valid og reliabel. De begrunder kun delvis i patientens funktionsniveau og kognitive tilstand, at MAS ikke vælges. Disse holdninger stemmer overens med faglitteraturen. Fysioterapeuterne ønsker at bruge MAS i højere grad.

Der argumenteres i denne opgave for, at modernisering i den offentlige sektor er medvirkende til stigning i opgavepresset for de ansatte og dermed effektivisering. Et eksempel på ny arbejdsopgave er Det Nationale Indikatorprojekt. Ligeledes argumenteres der for at fysioterapeuter har fokus på praksisnær kvalitet. Modsat hertil er det hensynet til struktur og proces, som præger NIP. I opgavens diskussion vises, hvordan kravet om at prioritere bliver noget, som terapeuterne selv må gøre ud af en stor mængde og - i terapeuternes øjne - velbegrundende opgaver omkring patienten. Disse opgaver indeholder patienthensyn, tvær- og monofaglige hensyn, hensyn til evidensskabelse, effektivitetshensyn samt konkurrencehensyn.

Konklusionen har baggrund i en kombination af både faglige og samfundsmæssige begrundelser. Konklusionen i opgaven er derfor, at det kan tyde på, MAS ikke er anvendelig ved vurdering af apopleksipatienten under de givne vilkår i de første 2 døgn. Der er en tendens i retning af, at brug af MAS ikke prioriteres i forhold til andre opgaver og metoder.

Opgaven afrundes med en perspektivering, som bl.a. pointerer den store og vigtige opgave i at implementere test. Der lægges op til en debat om brug af målemetoder, også som tværsektorielt kommunikationsmiddel. Det må afklares, hvilken mængde tests det kan forventes, at en fysioterapeut reelt har tilstrækkelig kendskab til at anvende.