Opgaven hedder ”Tårefyldte øjne i behandlingen, hvad fortæller det?” med undertitlen: Hvordan forholder vi os til tårefyldte øjne i den fysioterapeutiske behandling? Den er blevet til på baggrund af mine oplevelser gennem 10 år med fysioterapeutisk behandling af torturofre og krigstraumatiserede. De gange, hvor tårer er kommet til udtryk i behandlingen, har jeg undret mig over, hvad de skulle gøre godt for og spekuleret over, hvordan jeg bedst kunne håndtere dem.

Problemformuleringen er: Hvordan kan man forstå og tackle tårer i den fysioterapeutiske behandling?

Opgaven, der er blevet til som et led i min videreuddannelse, er skrevet på baggrund af mit menneskesyn. Jeg tager for givet, at vi på krop og sjæl er præget af det liv, vi har levet med og i vores kroppe, de erfaringer vi har gjort os, har formet os både på krop og sjæl. Kroppen forstås som mere end kun biologi, den er et udtryksfelt for følelser og intentioner.

Tårer belyses fra forskellige vinkler. Den mere naturvidenskabelige side af tårerne beskrives, og her inddrages neurologien med særlig vægt på det limbiske systems evne til via somatiske markører, at reagere på ubehag eller farer. Opgaven lægger også fokus på den socialisering, der tidligere er sket og som fortsat sker i forhold til tårer og sorg. Vi lærer at græde eller at lade være.

Der tages primært afsæt i den psykodynamiske tænkning i forhold til tilbageholdte emotioner og reaktioner, men den kognitive tilgang til tårer medtages også. Dette sættes i relation til kroppen, hvor jeg beskriver, hvordan kroppen konkret bidrager til at tilbageholde gråd bl.a. via diafragma. Dette er væsentligt for fysioterapeuter at være opmærksomme på, da diafragma påvirkes direkte eller indirekte af den fysioterapeutiske behandling.

I opgaven inddrages tre cases, hvor tårerne opstår. I den først case brister en mand i gråd ved et sagsbehandlermøde, hvor min reaktion er at forsøge at stoppe tårerne ud fra min egen socialiserede holdning til tårer. Den anden case beskriver, hvordan blanke øjne i behandlingen bliver adgangsbilletten til hukommelsesstof fra barndommen, hvor en bestemt spænding i kroppen opstod. Casen synliggør derved, hvor vigtigt det kan være at sætte ord på det, som opstår i behandlingen. Den sidste case handler ligeledes om kropslig hukommelse, men også om hvordan tårerne af forskellige grunde kan smitte terapeuten. Et forholdsvist nyt begreb: Spejlneuroner inddrages til sammen med overføring og empati at forklare, hvorfor tårerne smitter.

Opgaven fokuserer på vigtigheden af, at vi reflekterer over egne erfaringer med tårer i behandlingen, og fremkommer med den holdning, at fund fra PMF-undersøgelsen giver et pejlemærke i forhold til, hvor omstilbar en given patient er, og derigennem hvor meget vedkommende tåler at give plads til emotioner og dermed tårerne.