Senfølger af polio, rygmarvsskade og CP Under mit praktikophold på Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesramte (PTU) deltog jeg i et seminar om senfølgerne efter polio. I den forbindelse blev der fremlagt et nyt forskningsprojekt (Bertelsen et al. 2005), der kortlagde de problemområder, som gør sig gældende for nyhenviste patienter på PTU. Resultaterne viste bl.a., at der ikke synes at være væsentlige psykosociale problemer forbundet med senfølgerne (ibid.).

Disse resultater forekom overraskende i betragtning af, at ventelisten på samtaler hos PTUs psykologer var lang og at mange af de problemstillinger, som blev bragt ind i det terapeutiske rum, havde indirekte relation til senfølgerne. Eftersom senfølgerne resulterer i, at nogle mister deres selvstændige gangfunktion og derfor må bruge stokke, rollator eller måske kørestol, mens andre ikke længere kan varetage dagligdags opgaver som madlavning, bilkørsel og personlig hygiejne, er det næppe tænkeligt, at de ikke ledsages af psykologiske og sociale problemer. Noget må med andre ord have forbigået forskningens opmærksomhed, måske fordi senfølger er et relativt nyt fænomen (Kemp 1999). I hvert fald var dette min motivation for at begynde at belyse senfølgeproblematikken.

En anden overraskende iagttagelse var, at det mindste handicap ofte gav anledning til de største problemer, når det angik tilpasningen til senfølgerne. I et psykologisk perspektiv kan dette tolkes som en vigtig indikation på, at graden af funktionsnedsættelse synes at have afgørende betydning for, hvilken identitet individet har mulighed for at konstruere sig, og at det sandsynligvis er netop identiteten eller selvopfattelsen i betydningen ”den sammenhængende oplevelse af at være mig”, som sættes på spil, når senfølgerne indtræder. Da jeg ønskede at se nærmere på denne problemstilling, opdagede jeg, at dette område tilsyneladende ikke har påkaldt sig særlig forskningsmæssig interesse. Således anså jeg specialeprocessen for at være en oplagt mulighed til at ændre herpå og med udgangspunkt i mine erfaringer fra PTU forsøge at kaste lys over, hvorledes selvopfattelsen påvirkes i tilfælde af senfølger. Dette har jeg valgt at gøre med udgangspunkt i følgende problemformulering:

Hvordan kan der ud fra et eriksoniansk perspektiv, der tager højde for de særlige udviklingsproblematikker, som knytter sig til en funktionsnedsættelse, skitseres en tentativ sammenhæng mellem en identitet som minimizer eller identifier og den psykologiske stressoplevelse, som senfølgerne giver anledning til, og hvilke konsekvenser bør det få for rehabiliteringssystemets syn på livskvalitet?

Ved at sammenholde de udviklingspsykologiske beskrivelser af børn og unge med de undersøgelser, som skildrer den emotionelle og adfærdsmæssige tilpasning til senfølgerne tilstræbes en psykodynamisk forståelse af de psykosociale senfølgeproblematikker. Indledningsvist vil det imidlertid være nødvendigt med en kort redegørelse for senfølgernes ætiologi.

Titel: At leve et liv eller vinde en krig - et udviklingspsykologisk perspektiv på senfølgerne af polio, rygmarvsskade og Cerebral Parese