12. april 2004

Af faglig redaktør Vibeke Pilmark

Mogens Theisen Pedersen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet har i forbindelse med sin ph.d. samarbejdet med Arbejdsmiljøinstituttet. Mogens Theisen Pedersens ph.d. projekt består af fire studier. Læs resumé fra Mogens Pedersens afhandling fra ffy.dk

I et e-mailinterview til ffy.dk fortæller Mogens Theisen Pedersen om sine undersøgelser, og de konklusioner, der kan udledes af dem.

Fokus på individuelle faktorer
Du har i dine studier i forbindelse med din ph.d. valgt at fokusere på de individuelle faktorer, der kan være med til at forebygge arbejdsrelateret besvær fra bevægeapparatet. Hvorfor?

Mit udgangspunkt er mange års ansættelse som idrætsunderviser på Institut for Idræt og en oplevelse af, at idræt/træning i hverdagen er med til at skabe et godt liv – herunder dels glæden ved at udføre idrætten, men også den positive oplevelse af at være i god form/have en god fysik. Overskuddet, der kommer med god fysisk aktivitet bør også det øvrige arbejdsliv kunne have glæde af. Naturligvis er de ergonomiske og generelle psykosociale faktorer det primære indsatsområde, men ofte ikke tilstrækkeligt eller muligt.

Hvis træning skulle kunne afhjælpe nedslidning og forebygge at udefrakommende pludselige belastninger giver skader, forudsætter man, at en veltrænet person er mindre udsat i det fysisk hårde jobs. Har man i undersøgelser fundet denne sammenhæng?

Svaret er ja. Der findes prospektive undersøgelser, der har dokumenteret for eksempel, at personer med stor statisk rygudholdenhed er bedre beskyttet mod opståen af lænderygbesvær end personer med lav rygudholdenhed. Tilsvarende har en undersøgelse dokumenteret, at personer med lav statisk skulderstyrke i højere grad var udsat for skulder-/nakke besvær end stærkere personer.

Arbejdets karakter er dog afgørende for sammenhængen mellem individuelle fysiske faktorer og besværsudvikling og langt fra alle prospektive undersøgelser har kunnet finde signifikante sammenhænge.

Mennesker er i dag i dårligere form end tidligere. Har det betydning for, hvilket fokus der skal være for at nedbringe arbejdsbetinget besvær fra bevægeapparatet?

Umiddelbart vil jeg mene, at det bør betyde et øget fokus på de individuelle faktorers betydning.

Mener du, at man kan i højere grad skal inddrage individuelle faktorer i forebyggelsen af nedslidning?

Ja, men i første omgang skal der mere forskning til for dels at afgrænse de individuelle faktorer, der har betydning for udvikling af besvær i bestemte jobfunktioner, dels at finde frem til de optimale træningsformer mht. såvel forebyggelse som rehabilitering.

Efter træning føltes arbejdet mindre hårdt
I dit studie af kasseassistenter er der ingen effekt af træning på skulderbesvær og nogen effekt på nakkebesvær. Vil du uddybe dette?

Det viste sig, at kasseassistenterne ikke havde særligt meget skulderbesvær og dermed heller ikke stor mulighed for at få nedsat besvær, til gengæld var nakkebesvær særdeles hyppigt forekommende.

Effekten skal dog tages med et vist forbehold, da besværet før interventionen i træningsgruppen var højere end i kontrolgruppen. Træningsgruppen havde derfor større mulighed for at få reduceret besvær. Forskellen mellem grupperne var hovedsageligt forårsaget af en større frafald i træningsgruppen end i kontrolgruppen af personer med besvær.

Efter træningen følte kasseassistenterne at de deres arbejde var mindre anstrengende. Hvilken betydning har dette for arbejdsmiljøet efter din mening?

Dette har stor positiv betydning for oplevelsen af arbejdet og kan dermed bidrage til en positiv psykosocial effekt og på denne måde også bidrage til mindre udvikling af besvær. Det er dokumenteret at psykosociale sammenhænge influerer på udviklingen af besvær.

Dagbog en vigtigt motivationsfaktor
Hvad syntes kasseassistenterne om at træne? Er det efter din mening realistisk at tilbyde denne form for træning? Og er det bedst at træningen foregår i arbejdstiden?

Deltagelsen i træningen betød meget socialt (de fik snakket meget sammen). Selve styrketræningen var i sig selv ikke særligt motiverende. Den vigtigste motivationsfaktor var træningsdagbogen, der blev udfyldt hver træningsgang, så deltagerne kunne se, at de hele tiden blev stærkere og stærkere. Vægten, de skulle kunne løfte 10-15 gange, blev hele tiden tungere og tungere.

Desuden foregik opvarmningen til varierende musik og med varierende øvelser. Konklusionen af gruppeinterviews med deltagerne var at træningen skulle foregå i forbindelse med arbejdet (morgen/frokost/aften) ikke nødvendigvis i arbejdstiden, og der skulle være en instruktør til at lede træningen (og holde deltagerne i gang).Træningen skulle desuden foregå i grupper af ansatte. På sigt skulle træningen desuden varieres mere.

Reaktionstræning
Du har også undersøgt, om man kan træne sig til at reagere hensigtsmæssigt på udefrakommende påvirkninger. Kunne du beskrive, hvordan en hensigtsmæssig reaktion ville være, og hvorfor netop denne reaktion er hensigtsmæssig?

En mere hensigtsmæssig reaktion er en hurtigere reaktion. Ved en hurtigere reaktion stabiliseres ryggen hurtigere og herved beskyttes ryggen tidligere. Den ophobede energi, f.eks ved en patient, der falder, nedsættes, og dermed mindskes den mekaniske belastning af ryggen sammenlignet med en senere reaktion.

I din ph.d. giver du eksempler på, hvordan man kan træne evnen til at reagere på uventede belastninger. Mener du, man kan overføre reaktioner fra denne type af træning til en helt anden situation, med en patient, der er ved at falde?

Ja! Træningen fokuserede på et bredt spektrum af pludselige ventede og uventede rygbelastninger og min forventning er, at træningen vil kunne have effekt i mange forskellige pludselige belastningssituationer.

Fremtidens forebyggelse
De forebyggende tiltag vi har haft indtil nu, har ikke vist sig at kunne dæmme op for nedslidningen og skader som følge af uventede belastninger. Hvordan synes du, man skal tackle fremtidens indsats for at nedbringe skader på bevægeapparatet?

Der skal forskes mere for især at finde ud af, hvilke træningsformer, der er mest effektive med hensyn til såvel rehabilitering som forebyggelse af arbejdsrelateret besvær i bevægeapparatet. Desuden skal der naturligvis sættes ind over for ergonomiske og psykosociale aspekter i forbindelse med forskellige jobfunktioner.