Der er ingen grund til at være bange for, at forskning i genoptræning er det samme som, at behandlingsregimerne er tilbage i fysioterapi.

Fagbladet Fysioterapeuten fra marts i år bragte en artikel, der pegede på, at et specifik og individuelt tilpasset træningsprogram, har vist sig at have effekt på smerte og funktion til knæ- og hofteartrose. I de senere år er der kommet specifikke genoptræningsprogrammer for tendinopatier, lyskeproblematikker og til forebyggelse og behandling af fibersprængninger i haserne.

i har også i Fysioterapeuten tidligere skrevet om træning til børn med cerebral parese, ældre med balanceproblematikker, patienter med diskusprolapser osv osv. ”Træningsmedicinen” viser sig at have effekt på en lang række problematikker, og de fleste patienter er i dag med på, at de selv skal yde en indsats for at få det bedre.

Men er sundhedsvæsenet parat til at tage skridtet fuldt ud? Når træning ikke bare er træning, stiller det krav til, at der ikke bare stikkes et ”træningsprogram” i hånden på patienten. Det er både noget fysioterapeuter, men også sundhedsmyndigheder skal tage alvorligt. For det tager tid at teste patienten og tilrettelægge den helt specifikke træning – og den tid skal der afsættes, for at ”medicinen” virker.

Beskriv medicinen

Det næste er så, at fysioterapeuter vænner sig til at dokumentere indholdet i træningen. Det er svært at forestille sig, at læger ville nøjes med at skrive: ”jeg udskrev en pille til patienten”. Lægen vil i journalen notere, hvilken medicin, dosis og hvor ofte og hvor længe, den skal tages. Sådan må det også være for den superviserede, individuelt tilpassede træning, der målrettes den enkelte patient.

Når patienter kommer til fysioterapeuten, skal det gerne være anderledes, end når de møder op i fitnesscenteret eller træner i gymnastikklubben. Patienten forventer, at netop fysioterapeuten ved, hvad der skal til for at han/hun får det bedre. Og det er vel først, når genoptræning ikke bare er træning, når det fremgår tydeligt, hvad ”træningsmedicinen” består af, at fysioterapeuten bliver til den ekspert patienterne efterspørger.

Behandlingsregimer eller evidens

Der kommer stadig mere forskning, der viser, at træning har effekt på både dette og hint. Forskerne er også i gang med at undersøge, hvilken type træning og hvilken dosis og træningsmængde der er den optimale.

Men kommer det til at betyde, at alle patienter skal træne efter et fastlagt program og er vi ikke bare tilbage til 60’erne og 70’ernes behandlingsregimer? Det tror jeg ikke – for den nye forskning viser netop, at ikke alle skal træne på samme niveau og med de samme øvelser. Fysioterapeuten skal teste patienterne, vurdere træningsbelastning ud fra behov, konstitution, neuromuskulær kontrol og aktuel styrke. Fysioterapeuten skal kunne graduere træningen og vurdere, hvor hurtigt, der kan progredieres. Fysioterapeuten skal med al sin pædagogiske viden hjælpe patienten undervejs og have forståelse for patientens mål og præferencer.

Så selv om kommende forskning tilsyneladende tager fysioterapeutens selvbestemmelse, hvad angår valg af træningsform, vil der i fremtiden stilles større krav til fysioterapeutens evne til at finde den rette træningsdosis, motivere patienten og være helt ajour med den sidste nye viden inden for ”træningsmedicinen”.

Tags: Børn Forebyggelse Forskning Genoptræning Knæ Smerte Træning

Danskernes livsstil er ikke god og betyder at vi lever kortere og har flere dårligere leveår end andre lande, vi sammenligner os med.

Danskere ryger, spiser og drikker for meget og dyrker for lidt motion.  Det er ifølge en ny undersøgelse publiceret i the Lancet årsagen til, at den forventede levetid i Danmark er væsentlig lavere end i Spanien, Italien, Australien og Sverige. Dertil kommer, at danskere har færre år, hvor de lever uden sygdom.

Danskere kan forvente at leve 67,9 sunde år, mens en svensker kan glæde sig over 69,6 år uden sygdom. Den forventede levetid i Spanien, der ligger i front, er 81,4 år, mens vi i Danmark kan forvente at leve i 78,9 år. Læs undersøgelsen i The Lancet (kræver abonnement)

Top 10

Til top ti over lande, der lever længere, hører Spanien, Italien, Australien, Sverige, Canada, Frankrig, Østrig, Holland, Tyskland og Irland. Danmark kommer på 18. pladsen, og af de nordiske lande, er det kun Finland, der ligger under os.

”Det er klart, at man umuligt kan være tilfreds med den danske placering. Ikke alene dør vi for tidligt, men de sidste år af vores liv er præget af sygdom, i gennemsnit faktisk ikke mindre end 11 år. Det er mange år, der selvfølgelig ofte er forbundet med lav livskvalitet. Det mest tankevækkende er, at der i vidt omfang er tale om sygdomme, der kan forebygges. Forskellen til lande som Sverige eller Australien kan forklares med forskelle i livsstil”, siger professor Mette Wier, der var formand for Forebyggelseskommissionen, til Berlingske Tidende i dag.

De store syndere

Det er som sædvanligt KRAM-faktorerne, der gør, at danskernes helbred skranter. Selvom rygning er på retur, er der ifølge Mette Wier alt for mange overvægtige og inaktive danskere.

Den manglende fysiske aktivitet er svær at indpasse i det stillesiddende liv, som de fleste danskere har indrettet sig på. Således har både internationale og danske forskere vist, at stillesiddende adfærd har stor betydning for livsstilssygdomme.

Det er simpelthen ikke nok at træne nogle gange om ugen i fitnesscenteret eller være fysisk aktiv en enkelt time hver dag, hvis man resten af tiden både på arbejdet og i fritiden sidder på en stol og ikke bevæger sig.

Vidensråd for Forebyggelse udgav i 2012 en rapport, der gennemgik, hvad vi ved i dag om konsekvenserne af stillesiddende adfærd. Mette Aadahl, der er fysioterapeut og forsker på området, var med i arbejdsgruppen. Rapport om stillesiddende adfærd og helbredsrisiko

Fysioterapeuternes rolle og ansvar

Mere sundhed til danskerne er en af Danske Fysioterapeuters visioner for fysioterapi. Fysioterapeuter møder i deres arbejde den gruppe danskere, der risikerer at få færre leveår og færre gode leveår uden sygdom.

Spørgsmålet er, om fysioterapeuter kan gøre mere for at skubbe patienterne i den rigtige retning, og hvilke redskaber fysioterapeuter i givet fald kan tage i anvendelse. 

Vægttab, rygning og mere motion kunne derfor være en lige så naturlig intervention som rådgivning om smertehåndtering, mobilisering af ryggen eller behandling af en overanstrengt akillessene.

Børn skal være fysisk aktive og det gælder også børn med CP, der får en særlig gevinst ved den fysiske aktivitet, skriver professor Jens Bo Nielsen i en blog (arkivfoto).

”Det overrasker mig egentlig, at jeg har fundet det nødvendigt at skrive dette blog-indlæg”. Sådan skriver professor Jens Bo Nielsen på Helene Elsass Centers hjemmeside. Anledningen er, at han har mødt flere forældre til børn med cerebral parese (CP), der af fysioterapeuter har fået vide, at det er skadeligt for børnenes kroppe, at de motionerer.

Noget som forskningen netop har afvist for længst. Det har tværtimod vist sig, at fysisk aktivitet kan være med til forebygge en række følgesygdomme ved CP.

Overtro og manglende viden
”Det er et levn fra gammel overtro. Man har for længe siden (og her taler jeg om 40-50 år) troet, at fysisk aktivitet kunne forværre spasticitet, men det ene studie efter det andet har påvist, at det ikke er tilfældet” skriver Jens Bo Nielsen.

I bloggen uddyber han, hvordan fysisk aktivitet netop er godt for børnene, og hvordan træning og aktiviteter kan tilpasses smerter, spasticitet med videre. Han henviser desuden til en artikel fra Physical Therapy fra 2007, der netop har fokus på fysisk aktivitet til børn med CP.

”Så forældre: så længe det ikke gør ondt på jeres barn, så sørg for, at det er aktivt så meget som overhovedet er muligt”, anbefaler Jens Bo Nielsen.

Det lyder som et godt og relevant råd, som hermed videregives. Så er spørgsmålet blot, hvilke muligheder der er for børn med CP for at få et fysisk aktivt fritidsliv. Har du gode ideer, så skriv gerne et indlæg nedenfor.

Læs Jens Bo Nielsen blogindlæg

Tags: Børn Forskning Fysisk aktivitet Spasticitet Træning

Der kommer stadig nye forskningsresultater, der viser, at en specifik, målrettet og superviseret træning, har effekt til en lang række problematikker. Det gælder blandt andet artrose, visse knæ- og skulderproblematikker, rygproblemer og tendinopatier.

Selvom træningen, hvis man skal følge anbefalingerne fra forskningen, især i starten skal være superviseret, stiller det store krav til patienten. Han skal møde op til træning flere gange om ugen og måske også følge op med hjemmeøvelser.

Også svært for den idrætsvante
Og det er ikke ligegyldigt, hvilke øvelser og med hvilken intensitet. For den ikke-idrætsvante gælder det overhovedet om at finde en mening med at træne fremfor at tage en pille, få manuel behandling eller blive opereret, så det er "overstået en gang for alle". 

For idætsudøveren gælder det at acceptere, at der for en tid for eksempel er dømt neuromuskulær træning med en intensitet, der er væsentlig lavere end normalt.

Men hvilke muligheder har fysioterapeuten for at få patienten til at ændre adfærd og træne på netop den måde, der kræves? Hvordan kan fysioterapeuten påvirke patientens compliance?

Gode råd og smarte pjecer er ikke nok
På Danske Fysioterapeuter, Fagforum for Idrætsfysioterapi og Muskuloskeletal Fagforums temadag om skulderen, fortalte den belgiske forsker Ann Cools, at hun aldrig gav flere end 4-5 øvelser. For det var det maksimale, man kunne forlange af patienterne, hvis man ville have dem til at lave øvelser hjemme over en lang periode.

Der er lavet et utal af øvelsespjecer, men mange af dem ligger i patienternes skuffer. Fysioterapeuters gode råd lyder måske rigtige, men råd er ikke nok.

Hvad skal der til? Er der forskel på de strategier, der skal anvendes, om det drejer sig om unge/gamle, mænd/kvinder, aktive/inaktive, smertepatienter/ikke-smertepatienter? Kan vi bruge nye teknologier til hjælp som for eksempel tablets og smartphones?

Tags: Danske Fysioterapeuter Knæ Træning

Man kan endnu nå at tilmelde sig tema-aften om knæartrose i København og Aalborg.

I 2011 udkom Danske Fysioterapeuters monofaglige kliniske retningslinjer for undersøgelse og behandling af knæartrose. I dette efterår bliver de introduceret på tema-aftener fire forskellige steder i landet med mere end 140 fysioterapeuter tilmeldte fra både praksissektor og den kommunale sektor. Alle med erfaring med patienter med knæartrose.

Danske Fysioterapeuter står for implementeringen af de nye retningslinjer i samarbejde med Fagforum for Idrætsfysioterapi, Fagforum for Muskukoskeletal Fysioterapi, og Praksisfonden, der finansierer kurserne. 

En stærk undervisergruppe fra begge fagfora bestående af Peter Rheinlænder, Kristoffer Dalsgaard, Henrik Bach og Mikkel Ammentrup Petersen står for undervisningen. De har på møderne givet en meget inspirerende introduktion til anbefalingerne om anamneseoptagelse, undersøgelse, behandling og træning.

Underviserne er også kommet ind på Sundhedsstyrelsens nye tværfaglige retningslinjer og visitiationsretningslinjer for patienter med knæartrose, der udkom i først i november måned.

Træning som behandling af smerter og nedsat funktion
Patienterne skal kort fortalt have information, træning og vægttab. Der er i de monofaglige retningslinjer særlig fokus på træning. Hvor patienterne før i tiden blev sendt til artroskopi, skal de nu trænes i et 12 ugers forløb med opfølgende træning. Der foreligger nu klare retningslinjer for træningsdosis og indhold af træningen: 12 uger 2-3 gange om ugen med styrke-, konditions- og neuromuskulær træning (NEMEX).

GLA:D-projektet bliver også omtalt på tema-aftenen. GLA:D (Godt liv med artrose i Danmark) er en svensk model for patientuddannelse og træning, og som har vist sig at have god effekt på smerte, optimering af belastningsforholdene i knæene og kvalitet i træningsøvelser.
 
Går hjem med opdateret viden
Fysioterapeuterne går efter en aften med underviserne hjem med en klar og opdateret viden om, hvorfor der skal trænes, hvad der skal trænes, hvordan der skal trænes. 

Der har også været en god videndeling på møderne, hvor deltagerne er kommet med deres egne erfaringer med at behandle patientgruppen, og hvor det er blevet diskuteret, hvordan træningen kan implementeres i klinikken.

Få viden ud til lægerne
Med Sundhedsstyrelsens nye nationale retningslinjer er det nu slået fast: vægttab, tidlig patientuddannelse og behandling med superviseret træning skal være førstevalget! Nu har fysioterapeuterne viden om, hvad der virker, så nu handler det bare om at få fat i patienterne, inden det er for sent til at forebygge de sene stadier af artrose.

Men hvordan kommer den nyeste viden om knæartrose videre til lægerne, som skal henvise patienterne til fysioterapi (med træning) og ikke bare ordinere smertestillende medicin, henvise til speciallæge eller lade patienten i stikken og fortælle, at det må de lære at leve med?