Mangel på tid er ofte en barriere for at komme i øjenhøjde med patienterne. De fleste har nok prøvet, at et besøg hos den praktiserende læge ikke fik det resultat, de havde håbet på. Følelsen af tidspres gjorde måske, at lægen glemte at spørge ind til dit problem, og du glemte selv halvdelen af det, du ville sige, da du mærkede tidspresset.  Også under en indlæggelse kan man som patient få oplevelsen af at ethvert spørgsmål er til besvær og forsinker personalet i andre vigtigere gøremål. Men hvad er vigtigere end patienten?

Men hvordan ser det ud hos fysioterapeuter? Det er utvivlsomt let at blive enige om, at fysioterapeuter skal være empatiske, give sig tid og kommunikere, så patienten føler sig set og forstået. Men kan vi fastholde idealerne i en travl hverdag?  

Er tilgangen til patienterne, den daglige kommunikation og nærvær noget, der diskuteres i fysioterapierne? Og hvordan kan vi sikre os, at vi ikke glemmer vores idealer og bliver fortravlede og dermed virker afvisende overfor patienterne?

Tags: Kommunikation