Fagbloggen
af Vibeke Pilmark | kl 16.30 | 28.03.2009
Det er lørdag eftermiddag og de fleste har forladt Odense Kongrescenter. Et par fagfora holder generalforsamlinger, men ellers er her helt stille. Efter tre dages hektisk aktivitet i lokalerne er rengøringspersonalet i gang med at rydde op efter 1500 fysioterapeuter.
Mere end hver sjette fysioterapeut i Danmark har været til Fagfestival. Ganske imponerende. Her er helt sikkert blevet diskuteret og dannet netværk. Vi har alle mødt gamle fysvenner og lært nye fysioterapeuter at kende. Måske har vi lært noget nyt, eller begyndt at undre os noget mere over det, vi gør i praksis.
Mange er blevet bekræftede i, at det, de gør til hverdag, ikke er så tosset endda. Men fik vi mere ud af det? Fik vi set og hørt det, vi ville? Var niveauet for indlæggene højt nok og er der nye ønsker for en kommende festival?
Kongres eller festival
Fysioterapeut, dr. med. Henning Langberg sagde i forbindelse med en tale under fredagens festmiddag: “Måske er niveauet nu blevet så højt, at vi næste gang vi mødes om tre år, mødes til en kongres og ikke en festival?”.
Er der brug for endnu mere forskning, endnu flere præsentationer af eksisterende evidens, workshop om at skrive videnskabelige artikler eller skrue projekterne rigtig sammen?
Hvordan vil du udfordres om tre år, når du skal til fagfestival/kongres?
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!
Tags:
Forskning
Praksis
af Vibeke Pilmark | kl 11.30 | 28.03.2009
Sidste dag på Fagfestivalen trækker tænder ud. Efter mange indlæg og en festaften kan det være svært at motivere sig selv til at lytte til flere sessioner. På trods af dårlige odds var der stuvende fuldt til Lars Henrik Larsens session om dynamisk stabilitet. Efter en kaffepause fortsatte han med en workshop, hvor fysioterapeuter fik lov til at afprøve deres kliniske blik.
“Kan vi overhovedet stole på det, vi observerer og hvilke paradigmer ligger til grund for vores observationer”, spurgte Lars Henrik Larsen fra Ålborg. Han er i gang med en ph.d.uddannelse, hvor han blandt andet vil undersøge den dynamiske stabilitet i lænd og bækken.
Uenighed
I sit oplæg og den efterfølgende workshop gjorde Lars Henrik Larsen sit til, at fysioterapeuter satte spørgsmålstegn ved antagelsen om, at det vi ser også er det, der er. For eksempel mangler fysioterapeuter konsensus om, hvordan stabilitet overhovedet observeres og hvad det dybest set vil sige. Nogle deltagere mente, at flow var en væsentlig del af den dynamiske stabilitet, andre lagde vægt på symmetri eller fri bevægelighed.
Fysioterapeuter ser ofte på kvalitet, og forskere ser på kvantitet, fortalte Lars Henrik Larsen i sit oplæg. Og det er er problem.
Lars Henrik Larsen opfordrer til dialog og diskussion, og inviterer alle til at være med. Måske kunne du starte her på bloggen. Hvad kigger du på, når du vurderer stabilitet og hvad lægger du mest vægt på i din observation?
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!
Tags:
TR
Uddannelse
af Vibeke Pilmark | kl 11.30 | 27.03.2009
Ewa Roos fortalte i dagens sidste indlæg, om sin vision for dansk forskning i fysioterapi. For at løfte faget, øge anseelsen af fysioterapi blandt andre faggrupper (især læger) og øge antallet af forskningsuddannede fysioterapeuter - er det nødvendigt at flytte uddannelse ind på universiteterne.
“Det behøver ikke at betyde, at der skal gås på kompromis med håndværket”, sagde Ewa Roos. Som lægeuddannelsen kan håndværket være en deal af specialiseringen, der kommer bagefter.
Men er der den vej, vi skal gå for at hæve dansk fysioterapi op på internationalt niveau? Sverige, der har 275 ph.d.er og 17 professorer, er langt fremme med forskning, mens danmark halter stærkt bagefter og er på niveau med Indien, fortalte Ewa Roos.
Skal vi arbejde for en fysioterapiuddannelse på universitetet? Hvad synes du?
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!
Tags:
Forskning
Uddannelse
af Vibeke Pilmark | kl 11.29 | 27.03.2009
En god ide blev et tilløbsstykke. Det videnskabelige panel for Forskning i Fysioterapi besluttede på et møde i efteråret, at gennemføre en session, der skulle handle om alle de fortrædeligheder en forsker skal gennemgå fra ide til publicering.
Det lykkedes panelet at få fysioterapeut Nina Høgdal til at præsentere sit projekt om effekten af fysioterapeutisk intervention til patienter, der har gennemgået en strålebehandling for cancer cavi oris. Med udgangspunkt i dette indlæg kom panelet med bud på, hvad man skal være opmærksom på undervejs i forskningsprocessen.
Forventningen var, at vi højst kunne trække 10 fysioterapeuter til, men et fyldt lokale med over 45 deltagere vidnede om, at der er interesse for at diskutere forskningsprocessen.
Successen skal gentages
Spørgelysten var stor. Nina Høgdal en glimrende oplægsholder. Og både sal og det videnskabelige panel havde mange god bud på, hvordan de praktiske problemer, der opstår i forskningsprocessen, kan løses. Da tiden var gået, sad alle på pladserne parate til flere spørgsmål.
Som en af intiativtagerne til denne session må jeg konstatere, at det var en succes, der var værd at efterfølge. Har du også savnet sparring i forksningsprocessen og hvordan kunne forskende fysioterapeuter udveksle erfaringer? Har vi brug for kurser, temadage, fyraftensmøder eller?
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!
Tags:
Cancer
Forskning
TR
af Vibeke Pilmark | kl 11.21 | 27.03.2009
Efter en god gang opvarmning til afrikanske rytmer var en fyldt plenumsal klar til at høre David Butlers oplæg om neuromatrix og et nyt smerteparadigme. Et tankevækkende og lærerigt oplæg, der fik fysioterapeuterne op af stolene, men denne gang i overført betydning. David Butler mener fysioterapeuterne skal byde ind med deres viden og bidrage til forskning inden for feltet. For fysioterapeuter har noget at komme med!
Fysioterapeuter sover
David Butler er ikke uden humor og indledte sit oplæg med en særlig tak fra den australske premierminister og det australske folk for at passe så godt på deres kronprinsesse Mary.
Med den indgang kunne han give fysioterapeuter en opsang og få dem til at tage ansvar for den smerteepidemi, verden er ramt af. Fysioterapeuter sover og er ikke synlige inden for smerteforskning og patienter med smerter koster mange penge, understregede David Butler.
“Fysioterapeuter har noget at bidrage med. Tænk, hvor mange krige, vi kunne være med i, hvis vi fik gjort alle smertefri!”, sagde David Butler på sin humoristiske måde.
David Butler var inspirerende, levende og humoristisk. Nu er opgaven blot, hvordan de nye teorier om neuromatrix kan implementeres i praksis. Jeg fik David Butler til at love at skrive en artikel til Fysioterapeuten. Jeg vil gøre mit yderste, for at det lykkes at bringe mere om neuromatrix i fagbladet og lade det følge af en artikel om, hvordan vi kan overføre viden til praksis.
David Butlers indlæg er omtalt på fysio, hvor du også kan finde en videooptagelse af hans indlæg. Har du kommentarer til David Butlers indlæg eller gode ideer til en praksis-artikel, så skriv her på bloggen.
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!
Tags:
Forskning
Praksis
Til top