Et barn med Burkitts Lymphoma (tv.) og min kollega Charles på arbejde (th.)
Jeg ankom til Hospice Africa kl. 23.00 for 13 dage siden. Det var mørkt, men jeg fandt frem til mit værelse i det lille guesthouse. Om natten havde jeg svært ved at sove, hunde udenfor gøede, biler på vejen drønede forbi og set inde fra myggenettet, virkede rummet helt drømmeagtigt.
13 dage senere kan jeg heldigvis fortælle, at jeg er faldet rigtig godt til. Folk er utroligt imødekommende og venlige, både ugandere og de andre frivillige. Hospice Africa er noget, som vi ville regne for et mindre hospital; en hovedbygning med klinik, venteværelse, konferencerum og kontorer, en IT- og uddannelsesbygning og til sidst en køkkenbygning. Der er ca. 30 ugandere ansat, vi er fire vestlige volunteers, og to overlæger, som er betalt af velgørenhedsorganisationer i UK. Hospicet er velorganiseret og det faglige niveau er højt. Min første dag startede med en patientkonference efterfulgt af en bøn og salmesang, så taget løftede sig. Så var jeg ellers parat til at begynde min første dag i min nye verden.
Del af et team
Hver dag kører vi ud på house visits eller til den palliative afdeling på byens store hospital. Jeg kobler mig på et team, som består af en læge, en sygeplejerske, og en tredje person, som kunne være: en fysioterapeut/ergoterapeut/præst eller socialrådgiver. Chaufføren kører os ud til afkroge af Kampala for at tilse patienter. Så hver dag sidder jeg limet til vinduet og ser en ny smuk bid af Uganda. Alt er så anderledes fra Danmark, inde i midtbyen er der en summende varme, masser af bilos og markeder fyldt med handlende mennesker. Ligeså snart vi kommer lidt ud af centrum, bliver omgivelserne afløst af grønne træer og frodige marker.
De patienter, som bliver optaget i Hospice-programmet, er ikke nødvendigvis døende. Men de har alle enten kræft eller HIV/AIDS. Vi koncentrerer os hovedsageligt om at lindre smerter og andre symptomer. Behandling f.eks. kemoterapi, modtager patienterne på byens hospital. Personalet har længe savnet en fysioterapeut, så de sætter pris på mig og henviser gavmildt patienter. Nærmest alle, jeg støder på, synes jeg, ville have gavn af fysioterapi. Jeg vælger jeg selv patienterne ud, og ikke at påtage mig for meget her i starten.
Lille John
En af mine patienter er lille John på 3 år, han ligger på hospitalet. Han har haft Burkitts lymphoma, en cancerform, som ofte rammer børn (ansigtet bliver ofte medtaget med store svulster – billedet øverst er af et andet barn med samme cancerform). John er erklæret rask, men han har ligget ned i ca. et år og har store, dybe liggesår sin bagdel. Derudover kan han ikke gå pga. delvis parese i UE, atrofi og kontrakturer, som følge af sygdomsprocessen.
Ved mit første møde med ham, blev jeg helt paf af at se på de lyserøde, dybe kødsår. Men da jeg kiggede op på hans ansigt, lå han med det dejligste smil og kiggede på mig med sine store brune øjne. Ja, I kan nok gætte, at jeg var helt solgt. Jeg vil arbejde på, at han får vægtbæring på benene, så han ikke hele tiden sidder oveni i hans sår.
Menneskekroppen er den samme i hele verden
Jeg har allerede nu set lidelser, som jeg aldrig har set før. Sygdommene er ofte i et svært udviklet stadie. Det drejer sig om enorme svulster og sår, som man ikke kan forestille sig.
Men selvom forholdene og lidelserne her naturligvis er anderledes end i Danmark, er menneskekroppen nu engang den samme verden over, så at lave fysioterapi her falder mig naturligt. En af udfordringerne, jeg støder på her i Afrika, er, at alting tager længere tid. Uganderne er uendeligt langsomme om at holde møder; alle kommer for sent og alle har en mening. Så det tager sin tid før vi kommer af sted om formiddagen.
Jeg står og tripper og utålmodigheden bobler i mig. Fænomenet kalder jeg ”African time”.
Men ”African time” er vist kun godt for en Mzungu (hvid), som mig. Jeg kan mærke, min krop slapper mere af end den gjorde i Danmark. Jeg må indrømme, at jeg til dags dato ikke har åbnet en eneste e-avis, og jeg har nydt at være lidt uvidende om omverdenen.
Jeg har dog hørt om vulkanen. Den forhindrer flere europæiske rejsende i at komme hjem fra Uganda. Blandt andre min nye søde veninde, hospitalspræsten Claire fra England. Hun skulle hjem på fredag, men jeg håber, hun er nødsaget til at blive lidt længere. Hun er en frisindet præst, hun er sjov og vi hygger os sammen. Vi mødes ofte ved skumringstiden og diskuterer dagens oplevelser. Jeg var særlig glad for at have hende at tale med, efter jeg havde haft min patient, Ruth.
Ruth
Historien om Ruth er som følger: hun fik cancer som 17-årig. I dag er hun færdigbehandlet og er en ung pige på 21 år. Hun har haft en stor tumor på underbenet. På et tidspunkt gik der hul på tumoren, og det har efterladt en stort, dybt sår på underbenet. Hun er spinkel, skaldet efter kemobehandling og meget tynd.
Da jeg mødte Ruth havde hun ligget i sengen i tre måneder. Hun havde bestemt smerter, men de værste smerter lod til at være mest den psykiske slags. Hendes kæreste havde forladt hende, da hun blev syg, og hun var blevet nødt til at droppe ud af skolen.
Nu var hendes højeste ønske var at kunne gå, ”ligesom dig, Anne”, tilføjede hun. Under træningen bevægede jeg hendes kontrakte ben igennem, instruerede hende i daglige øvelser og jeg fik hende faktisk op at stå. Hun var så stolt (også jeg!).
Vi instruerede moren til at hjælpe hende med det dagligt. Til sidst skulle sygeplejersken skifte såret. Det var dér, jeg fik mit store chok. Først røg forbindingen af og derefter trak sygeplejersken noget bomuld, der var stoppet ned i såret. Der lod til at være uendelige mængder dernede, til sidst jeg kunne se et gabende hul på størrelse med en knyttet hånd. Tibia-knoglen var blottet.
Det var vist min ilddåb her på hospice. Jeg var tæt på at enten græde eller kaste op. Såret blev renset, men måtte ikke forbindes, da det behøvede luft for at hele. Desværre søgte fluerne straks til såret, og Ruth ejede ikke et myggenet. Vi forsøgte at dækkede såret let med et tørklæde. Jeg havde det skidt, da vi kørte derfra. Dagen efter skaffede jeg et myggenet (det koster 8 kr.) og efter lidt forhandling med en hospice-chauffør, kørte han ud med det. Jeg skal se til hende om en uge igen.
Der er mange historier, men nu siger min fornemmelse mig at jeg hellere må stoppe her. Jeg har vedlagt billeder af hospice (lige herover), min kollega Charles, som arbejder og et barn med Burkitts Lymphoma (ingen af dem er John eller Ruth).
Min sidste bid her er til Jer, fysioterapeuter og ergoterapeuter: Hvis en af jer derude sidder med en rejselyst i brystet, så er du velkommen. Vi mangler terapeuter. Korteste ophold er en måned. Kontakt mig på annefalster@gmail.com hvis du er interesseret.
Alt det bedste til Jer i Danmark
Kh. Anne
Tags:
Internationalt arbejde
Sundhedsstyrelsen anbefaler tværfaglig og tværsektoriel samarbejde, men kan dette lade sig gøre i praksissektoren?
Det forpligter, når forskningen viser, at der er god effekt af en bestemt intervention. Hvis ikke fysioterapeuter allerede arbejder, som forskningen anbefaler, må vi forsøge at tilpasse os både fagligt og organisatorisk.
Så spørgsmålet er, om fysioterapeuter kan leve op til konklusionerne i litteraturen om at tilbyde en aktiv tværfaglig behandling til patienter med kroniske rygsmerter. Hvis ja, så lad os få de gode eksempler frem her på bloggen, så de kan give inspiration og støtte til arbejdet i praksis.
Hvis nej, så medfører det nye spørgsmål. Kan/vil fysioterapeuter arbejde tværfagligt? Har praktiserende fysioterapeuter tid til at arbejde tværfagligt? Bliver kvaliteten af en fysioterapeutisk intervention bedre af at arbejde i et tværfagligt team? Er det fysioterapeuter, som skal være igangsætterne på det tværfaglige arbejde? Muliggør organiseringen i praksis et tværfagligt arbejde?
Baggrund
I starten af 2010 publicerede Sundhedsstyrelsen en MTV-rapport, der viser, at der er god effekt af tværdisciplinær og tværsektoriel indsats til patienter med længerevarende smerter i ryggen.
Danske Fysioterapeuter har siden udarbejdet et debatoplæg med fokus på en aktiv tværfaglig behandling af lumbal diskusprolaps. Flere undersøgelser peger på, at patienter med bl.a. en lumbal diskusprolaps, der får en aktiv, tværfaglig behandling, har mindre sygefravær og hurtigere kommer tilbage i arbejde (1,2).
Forskningen viser at...
Samtidig peges der i en oversigtsartikel i forskningstidsskriftet Spine på, at aktiv behandling på lang sigt har samme eller bedre effekt på mange patienter med lumbal diskusprolaps sammenlignet med operation (3), mens en anden oversigtsartikel i Spine konkluderer, at patienterne skal inddrages mere i beslutningen om valg af intervention blandt andet ved, at de oplyses om fordele og ulemper ved de forskellige interventioner (4).
Fysioterapeuter spiller en vigtig rolle
Konklusionen på ovenstående artikler må være at fysioterapeuter og fysioterapi spiller en vigtig rolle i rehabiliteringen af patienter med en ryglidelse eller mere specifikt en lumbal diskusprolaps.
Samtidig passer det ind i vores selvforståelse af at være fysioterapeut samt vores forståelse af en fysioterapeutisk intervention, at vi gør en forskel for patienterne.
Mangler fysioterapeuter redskaber til at arbejde tværfagligt?
Muligvis findes der barrierer, som vanskeliggør tværfagligt arbejde, og som medfører at den fysioterapeutiske intervention ikke er optimal eller måske fungerer alt, som det skal?
Kilder
1. Evaluering af de reumatologiske rygambulatorier I Nordjyllands Amt – med fokus på behandlingen af diskusprolaps. Sundhedsstyrelsen 2004
2. Løvschall C, Bech M, Rasmussen C, Petersen T, HartvigsenJ, Jensen C, Douw K. Tværdisciplinær og tværsektorielindsats over for patienter med ondt i ryggen – en medicinsk teknologivurdering. København: Sundhedsstyrelsen, Monitorering & Medicinsk Teknologivurdering, 2010
3. Chou R, Baisden J, Carragee EJ et al. Surgery for low back pain: a review of the evidence for an american pain sociaty clinical practice guideline. Spine 2009; 34(10):1094-1109
4. Chou R, Loeser JD, Owens DK et al. Interventional therapies, surgery, and interdisciplinary rehabilitation for low back pain. Spine 2009; 34:1066-1077
Tags:
Praksis
Genoptræning
Mit seneste fagblogindlæg om, hvorvidt fysioterapeuter i for høj grad implementerer ny teknologi eller ukritisk bruger koncepter, der ikke er evidensbaserede, har ført til mange interessante synspunkter og kommentarer.
Selv om alle debattører er enige om, at fysioterapeuter skal følge den bedst tilgængelige evidens, er der måske ikke helt enighed om, hvordan evidens skal inddrages og dermed styre den fysioterapeutiske verden.
Fysioterapeut og specialist Jens Olesen understregede i sine kommentarer betydningen af fysioterapeutens kommunikation med patienten. Det førte til, at han udviklede en hel ny formel for kvalitet i fysioterapi:
FYSIOTERAPI = (kommunikation+relation) x (teknik+metode).
Vi kommer ikke uden om at følge med i forskningen
Men selvom de fleste debattører kunne enes om, at relationen og kommunikationen med patienten har betydning for kvaliteten i fysioterapi, pegede de fleste dog også på, at der ikke er nogen vej uden om forskning.
Fysioterapeuter skal følge med i forskning og holde sig orienterede om den foreliggende evidens. Men hvordan gør man så det?
Læs 19 artikler om dagen
I en rigtig spændende artikel i det amerikanske tidsskrift Physical Therapy om blandt andet e-learning fastslår forfatterne i deres indledning, at der hvert år publiceres en enorm mængde sundhedsvidenskabelig forskning i de p.t. cirka 30.000 biomedicinske tidsskrifter, der findes.
Forfatterne til artiklen mener, at den enkelte fysioterapeut skal læse 19 artikler hver dag, bare for at følge med inden for sit eget felt.
Men hvordan klarer man at forene en hverdag med patienter med det stigende krav om at følge med i forskning. Er der på din arbejdsplads afsat tid til at indsamle og strukturere ny viden? Har I oprettet læsegrupper, gennemgår I ny evidens for hinanden? Har I tilstrækkelige muligheder for at komme på kurser? Er der ansat en fysioterapeut, der arbejder på at kvalitetssikre jeres ydelser?
Artiklen, der problematiserer over udfordringen med at følge med i forskning, er publiceret i september 2009 og har titlen: Strategies to promote evidence-based practice in pediatric physical therapy. Abstract
Tags:
Forskning
Kommunikation
Teknologi