Fysisk aktivitet er hovedtemaet for den nordiske fysioterapikongres. Træning går igen i de fleste indlæg som en anbefaling for at forebygge funktionstab, livsstilssygdomme eller tidlig død. Men hvad hvis vores patienter har helt andre værdier end det at træne eller bare synes, det er dejligt at slappe af i sofaen?

Mange med kroniske sygdomme og deraf følgende funktionstab kunne få en gevinst ved at være fysisk aktive, men kan vi med vores meget kropslige indgang til tilværelsen overhovedet motivere dem, der slet ikke har samme udgangspunkt som os?

Dette emne var oppe at vende i løbet af kongresdagen i dag. Og helt enige bliver vi nok ikke - men måske heller ikke helt uenige. Nogle mennesker har måske brug for helt klare mål og strategier for at klare sig på trods af handicap, andre har brug for at opleve bevægelse med kroppen og derigennem blive motiveret til fysisk aktivitet eller bevægelse.

Diskussionen er interessant også fordi, den måde, vi forstår træning, motivation, kropsforståelse på, formentlig har betydning for, hvordan vi skal forske i emnet. Det er let som fysioterapeut at gå op i de patienter, der vil træne; men hvordan får vi fat i dem, der aldrig kunne tænke sig at gøre det, og som falder fra, efter at en given intervention er ophørt? 

Vi fik i dag præsenteret flere undersøgelser, der viste, at mennesker med kroniske sygdomme, der før deres sygdom var fysisk aktive, også er tilbøjelige til at være fysisk aktive efter de har fået en sygdom. Og dette er uafhængigt af graden af handicap.  Mennesker med funktionsnedsættelser kan måske være dobbelt-handicappede, idet de både kæmper med deres fysiske handicap og en medført modstand mod fysisk aktivitet.

Tags: Fysisk aktivitet Sygdom

Den nordiske fysioterapikongres i Olso har samlet 150 fysioterapeuter fra Norge, Sverige, Danmark, Finland og Island. De fleste deltagere kommer fra værtslandet (82) og fra Finland (34).  27 danske fysioterapeuter, 9 svenskere og 1 islænding har fundet vej til kongressen. Der er desuden få deltagere fra Sydafrika, Saudi Arabien, Tyskland og Australien.

Kulturforskelle
På trods af kulturforskelle både hvad angår forskning og praksis, ser det ud som om, at nordiske fysioterapeuter har meget til fælles. Men bruger vi hinandens erfaringer godt nok, og ved vi nok om, hvad fysioterapeuter forsker i i de andre nordiske lande?

Der er stærke forskertraditioner inden for fysioterapi i Sverige, Finland og Norge. Har vi været gode nok i Danmark til at bruge den viden i vores praksis og kan vi styrke samarbejdet, så det bliver en fælles styrke, vi har i de nordiske lande?

Har du gode ideer til at styrke det nordiske arbejde - er du mere end velkommen til at skrive en kommentar.

Tags: Forskning Praksis

"Bachelorprojekterne rummer ud over det læringsmæssige potentiale muligheden for at udvikle den ergoterapeutiske praksis. Denne mulighed forpasses på nuværende tidspunkt". Sådan skriver adjunkt, ergoterapeut Jesper Larsen Mærsk i Ergoterapeuten fra august måneds artikel "Det usandsynlige bachelorprojekt".

Han mener, at at kravene til projekterne gør, at der ikke produceres en viden, der kan være med til at udvikle og forbedre praksis. Hans indlæg i Ergoterapeuten tages op i med formanden for ETF Gunner Gamborgs blog på Ergoterapeutforeningens hjemmeside.

Dur - dur ikke
"Praksis selekterer viden ud fra koden dur/dur ikke. Der er altså ikke en entydig tilgang til enhver bruger eller problematik", skriver Jesper Larsen Mærsk i sit indlæg. Og det er her kravet fra praksis rammer ind i vilkårene for forskning.

Når det drejer sig om forskning, ses der ikke så meget på brugbarhed som på, om de givne resultater er reliable, valide og generaliserbare. Problemet er desuden ifølge Jesper Larsen Mærsk, at forskning bliver produceret under specielle omstændigheder, der ikke ligner praksis.

Jesper Larsen Mærsk foreslår blandt andet, at projekterne struktureres ud fra de trin, der kendes fra aktionsforskning, og at uddannelsesstederne i højere grad inddrager praksis. Han mener desuden, at underviserne skal lære at tænke videnskab på en anden måde. 

Dygtige nyuddannede
Hvordan ser det ud for fysioterapeutstuderende? Er der det samme problem, som Jesper Larsen Mærsk skriver? 

Som faglig redaktør har jeg tydeligt kunne mærke den udvikling i dokumentation og skriftlig formidling blandt de nyuddannede fysioterapeuter. Redaktionen modtager et stadig stigende antal indlæg og henvendelser, der vidner om, at der er sket et løft i den viden, der genereres i praksis. En udvikling som jeg tror, også er fysioterapeutuddannelsernes fortjeneste.

Forskningsviden en forudsætning for god praksis
En diskussion af, om der var kommet for meget forskning og Habermas i sygeplejerskernes professionsuddannelse vandt ikke genklang blandt fysioterapeuter. For måske er det ikke et problem på Fysioterapeutuddannelserne og i den fysioterapeutiske praksis?

Måske er dét at have et solidt kendskab til forskning en forudsætning for den gode praksis - og måske er det netop de krav, der stilles til bachelorprojekterne, med til at øge forudsætningerne for at træffe de rigtige kliniske valg?

Studerendes Pris
Emnerne for vinderartiklerne fra de Studerendes Pris har alle været relaterede til den fysioterapeutiske praksis. Testmetoder, genoptræningsmetoder og undersøgelse har været temaer, der har taget afsæt i spørgsmål genereret i den kliniske hverdag. Men hvordan står det ellers til med projekterne?

Er de for ambitiøse, er der for meget forskning og for lidt praksis i dem? Og er det rigtigt, som Jesper Larsen Mærsk skriver, at uddannelserne ikke bør være pseudo-universiteter, der skal gøre de studerende egnede til en akademisk karriere?
 

Tags: Forskning Praksis