Som mange fysioterapeuter måske allerede ved, var Fredericia kommune foregangskommune med projektet ”Længst muligt i eget liv”. Formålet med projektet er at holde ældre mennesker friske, så de ikke bliver plejekrævende og derved ikke kræver kommunale ressourcer. Er den ældre borger sund og rask med en høj funktionsevne, kan den ældre bevare styringen over sit eget liv og over sin hverdag. Kan mødet mellem den ældre borger og kommunen komme til at handle om, hvordan den ældres fysiske, sociale og kognitive evner kan fastholdes og endda styrkes, kan den aldersbetingede svækkelse komme til at ske i et andet og langsommere tempo end i dag.

Samspillet mellem den ældre borger og kommunen kommer således til at handle om, hvordan den aldersbetingede svækkelse kan udskydes og sikre den ældre borger højere livskvalitet, så det tidspunkt, hvor den ældre borger for brug for kompenserende ydelser forsinkes. Den første evaluering af projektet viser, at kommunen sparer 15 millioner om året.

Fysioterapeuterne i projektet arbejder i et tværfagligt team, hvor borgerens ressourcer, muligheder og motivation for hverdagsrehabilitering vurderes, og der udarbejdes en tværfaglig handleplan. Plejepersonalet involveres i planlægning og udmøntning af handleplan. Fysioterapeuternes arbejdsopgave er primært af superviserende karakter i forhold udmøntning og justering af handleplanen.

Samarbejde eller opgaveglidning?
Andre kommuner er fulgt i Fredericia fodspor, så succesen er stor, men der er også fysioterapeuter, der udtrykker deres skepsis. Har de grund til at frygte, at andre faggrupper overtager deres job, og at der i for høj grad tænkes økonomi frem for faglighed og kvalitet? Bliver de fysioterapeutiske kernekompetencer overset? Udføres der fysioterapi af andre faggrupper eller er fysioterapeuter blot begyndt at samarbejde på nye måder i kommunerne?

Spørgsmålet er, om Fredericia-modellen er udtryk for at en opgave glider fysioterapeuter af hænde eller om den nye måde at organisere tilbuddet på sikrer en større faglighed og kommer flere ældre til gavn end den traditionelle organisering levner plads til? 

Casper Mortensen
Faglig politisk konsulent
 

Tags: Funktionsevne organisering

Idrætsuddannede på universiteterne har træning som fokus. De har i løbet af deres uddannelse fordybet sig i træningsfysiologi og pædagogik på et niveau, som det er umuligt at nå på fysioterapeutuddannelsen, hvor studerende også skal studere patologi, behandlingsmetoder mv.

Hvis man med træning mener træning specifikt af styrke, udholdenhed, koordination, bevægelighed og kondition, ser det ud som om, de idrætsuddannede har langt flere redskaber end fysioterapeuter.

Men er det nu også rigtigt? Hvor er det, fysioterapeuter opnår deres træningsmæssige kompetencer, og hvor er det, de erhverver sig den pædagogiske indsigt, der gør, at de kan få mennesker med smerter og alvorlige bevægedysfunktioner til at træne?

Med en 3½-årig grunduddannelse kan det være umuligt at få alle aspekter med af fysioterapi på et niveau, der matcher, de krav der stilles i praksis. Men hvor får fysioterapeuter så opdateret deres viden på området – og mangler der efteruddannelse netop på dette område?

Med fokus på kvalitet i træningen er det vigtigt at gribe i egen barm. Har grunduddannelsen tilstrækkelig fokus på kvalitet i træningen? Er der tilstrækkelige gode tilbud på efteruddannelse inden for feltet? Har fysioterapeuter de kompetencer, der skal til, for at levere varen … kvalitet i træningen.

Faglig redaktør Vibeke Pilmark

Tags: Grunduddannelsen Pædagogik Praksis Uddannelse