Det sidste rejsebrev fra Afrika

af Anne Falster | kl 11.26 | 10.08.2010

Anne og hendes kæreste deler legetøj ud til børn, der har mistet deres forældre.

Dette rejsebrev er mit sidste rejsebrev fra Afrika. Det er snart tid til at vende snuden hjem.

For en uge siden afsluttede jeg mit arbejde som fysioterapeut på Hospice Africa Uganda. I alt har jeg har arbejdet der i tre måneder. Når jeg tænker på den dag, hvor jeg nervøst satte mine fødder i Entebbe lufthavn og ikke anede, hvad der ventede mig, må jeg i dag sige, at de tre måneder ikke kunne have rullet sig ud på en smukkere måde.

Da jeg valgte at tage herned, var det ikke kun, fordi jeg ville ned og hjælpe mennesker i nød. Det var selvfølgelig en stor grund, men en anden vigtig grund som drev mig var, at jeg gerne ville udvikle mig selv. Jeg ville prøve at være i en verden, som var helt ny og udfordrende, og igennem mine oplevelser lære mig selv bedre at kende. Mon jeg har opnået det?

Man kan da ikke blive stresset i Afrika…
Jeg skulle også ned og slappe af i Afrika, hænge ud med andre frivillige og være i solen. På den måde var der ting, som ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Der var kun én anden hvid frivillig pige på Hospice. Til gengæld har jeg fået nye venner hernede med en anden hudfarve, som har lært mig en masse om en anden kultur og anderledes venskaber.  

At slappe af og solbade blev der heller ikke meget tid til. Jeg har arbejdet effektivt hernede igennem hele perioden. Udover at være på daglige hjemmebesøg har jeg skrevet rapporter, undervist sygeplejerskerne i fysioterapi og præsenteret testredskaber, og nu er jeg i gang med at lave en mindre håndbog om palliativ fysioterapi til Hospice (indtil de får en permanent fysioterapeut).

Da min kæreste, Karsten, kom herned for tre uger siden, havde han taget to kufferter med, fyldt med fys-ting, legetøj og skoleting til de afdøde patienters børn. Så vi har været omkring og dele velgørenhed ud. Tusind tak til jer derhjemme, som donerede og hjalp os med at fylde kufferterne!  Den sidste uge i Kampala brugte vi på at male et farvestrålende legerum til børnene på byens hospital.

Til jer fremtidige fysioterapeuter, som vil herned, vil jeg understrege, at der er ingen, som forventer, at man som frivillig skal have lige så mange jern i ilden, som jeg har haft. Faktisk havde jeg nok lidt for travlt, det lykkedes mig at blive stresset i Afrika, hvor ”Hakuna matata” (”Tag det roligt”) ellers er levereglen.

Ruth og John
Jeg skylder jer en opdatering på Ruth og John, de to patienter, I har hørt om i tidligere. Ruth (21 år) ligger i øjeblikket på hospitalet og venter på at modtage kemoterapi. Da jeg så hende, var hun stærkere, end jeg før havde set, såret var blevet mindre, og hun lavede øvelser, som jeg har givet hende. Jeg har en god fornemmelse omkring hende.

Lille John (3 år) med leukæmi tog med sin far tilbage til sin landsby, fordi der skulle skaffes penge til hans behandling. Kemoterapi koster meget hernede. Hvordan hans tilstand er, ved jeg faktisk ikke. Han er paraplegiker, så uanset hvad, bliver hans fremtid udfordrende.

Ligesom i tilfældet med alle de andre patienter, som er gået igennem mine hænder håber jeg, at deres skæbne er mild. Jeg er trist over at tage hjem, for jeg ved, at fysioterapien har gjort en forskel for dem. Men jeg tror der kommer nogle andre og overtager.

Da jeg valgte Hospice Africa, troede jeg, at det var et tilfælde, at det var hospicearbejde, jeg skulle ned til. Jeg troede, at jeg var ligeglad med, om det var hospitalsarbejde eller noget andet, jeg skulle lave – så længe det var i Afrika. Men jeg er senere blevet klar over, at det ikke var et helt tilfældigt valg.

En af de eneste ting, vi mennesker ved med sikkerhed, er, at vi før eller siden skal dø. Men på trods af det, er vi virkelig dårlige til at tale om døden, og de fleste er virkelig bange for at dø. Inklusiv mig selv.

Set i bakspejlet tror jeg, at jeg valgte at arbejde med døende hernede, fordi jeg ville se nærmere på mit eget billede af døden. Jeg tror, jeg ønskede at kunne tænke på døden, uden at det var med et gys.

Behøver ikke at være bange for døden
Dét, jeg har set hernede, er, at der findes en verden, hvor mennesker dør som fluer, fordi de ikke har penge til behandling og samfundet ikke screener og forebygger, som vi gør i den vestlige verden. 

Døden er en ubestridelig ting, og derfor accepterer menneskene her døden. Deres verden forandres, hvis de mister et barn, en søster, en ægtefælle; men kun for en periode. Deres nabo har også mistet. Patientens sidste levetid er meget vigtig; familien ønsker, at patienten ikke er i smerter, men får en værdig død. Netop derfor er Hospice Africa højt værdsat hernede.

I forbindelse med dødsfald bliver der holdt en stor begravelsesceremoni og der er naturligvis en sorgperiode for familien. Men jeg vil påstå, at den generelt er kortere end i vores verden. Uganderne er også kristne, og derfor er de trygge ved at deres afdøde kommer i himlen, er smertefrie og har fred.

Nu er det ikke fordi, jeg foreslår at vi skal have mere død i Danmark, eller vi skal være mere religiøse. Men jeg må indrømme, at jeg har set noget hos de patienter, hvor døden er nært forestående. Nogle gange er det noget i deres øjne, nogle gange en særlig stemning i rummet. De pårørende er rolige og fattede. Det fortæller mig, at der er ingen, som er bange, og jeg ikke behøver at være bange. Dét er en stor gave, jeg vil tage med mig hjem.  

Døden kom tæt på
Det store paradoks kom alligevel til mig i dagene efter, der havde været bomber i Kampala.

Dagen for VM-finalen i fodbold var Karsten og jeg ude og spise på ”The Ethiopian Village”. Her spiste vi et lækkert måltid og stod og kiggede på de glade mennesker, som var samlet foran storskærmen og så VM kampen. Vi var trætte og tog hjem og så kampen færdig. En time efter vi havde forladt stedet, blev det sprængt i luften - som ét af de to steder, hvor 74 mennesker mistede livet den aften.

Da vi blev ringet op om natten af vores venner, huskede jeg ingenting om fred i øjnene på døende eller ro omkring døden. Jeg var forfærdet og chokeret. Man må sige jeg fik temaet ”død” tættere ind på livet, end jeg havde håbet.

Jeg har følt mig utroligt tryg i Kampala igennem hele mit ophold, og det er mærkeligt at sådan noget kunne ske her. Der er terror over hele verden, og vi tror, vi må leve med det. Jeg mener ikke, at det skal fraholde os fra at tage ud i verden.  På andendagen efter bomberne tog Karsten og jeg ind på hospitalet og delte mad og vand ud til bombeofrene. Det føltes godt, og vi kunne se, at patienterne og pårørende var rolige og håndterede situationen.

Forelsket i Afrika
Vi er nu taget til Zanzibar, hvor jeg fordøjer mine oplevelser i Uganda over en kølig ”Kilimanjaro øl”. Når jeg tænker på, at der kun er to uger tilbage, til jeg skal hjem til Danmark, gyser jeg lidt. Jeg har forelsket mig i Afrika, og at arbejde her som fysioterapeut har været fantastisk.

Om jeg har opnået mine ønsker om at udvikle mig selv og lære mig selv at kende, ved jeg ikke helt endnu. Jeg føles som den samme Anne. Mit forhold til død tror jeg har ændret sig, selv om jeg i krisesituationer bliver ligeså bange som alle andre. Mit forhold til liv tror jeg også har ændret sig, for jeg ved at livet er skrøbeligt, og det er med at leve det, mens vi har det.

Kærlig hilsen
Anne