En god følelse i kroppen - fjerde rejsebrev fra Uganda
af Anne Falster | kl 09.41 | 17.06.2010
I sit fjerde rejsebrev beskriver fysioterapeut Anne Falster, hvordan hun holder modet oppe i mødet med patienter, der er døden nær. Hun funderer også over forskellen i danske og afrikanske kvinders bevægemønstre
Vil du være frivillig i Afrika?
Husk at alle som gerne vil ned og være frivillige i Afrika fortsat er velkommen til at henvende sig til mig og få mere information.
annefalster@gmail.com
Hospice Africa har tre afdelinger; hovedsædet i Kampala, en gren i Mbarara, som ligger i syd Uganda ind mod Rwanda og en gren i Hoima, som ligger i vest Uganda. Jeg har besluttet mig for at besøge alle tre steder, mens jeg er her. Nu er jeg i Hoima.
Mens jeg arbejder her, er jeg blevet indkvarteret hos Cistercienser Søstrene, som har et smukt kloster ved foden af et bjerg. Jeg har aldrig været i et kloster før, men jeg har læst bogserien om ARN, som vokser op i et kloster. Så jeg føler, at jeg er trådt lige ind i 1100-tallet, med den smukke natur, stilheden og søstrene omkring mig. Da de serverede middagen i går, forestillede jeg mig, at alt maden var fra haven. Jeg blev en smule skuffet, da hun afslørede, at noget af det var købt i supermarkedet. Det skynder jeg mig at glemme, jeg trækker luften dybt ned i mine lunger, og nyder mit internet ikke virker her. Det er tid til at mærke mig selv.
Jeg har oplevet meget i de sidste par uger. Patienterne er stadig utroligt interessante. Efter mit sidste rejsebrev fik jeg mange tilbagemeldinger om, at det måtte være et trist og hårdt arbejde. Det er rigtigt, at tingene kan være uretfærdige og barske, men generelt går jeg med en god følelse i kroppen.
Lever mange år på hospiceprogram
Hospicearbejde hernede synes at være anderledes, end den vi har hjemme. Hjemme skal patienterne være uhelbredeligt syge, og en læge have vurderet, at patienten kun har uger tilbage at leve i. Hernede er patienterne, vi modtager, også dødsens syge, og de tror at de er døende.
Men sandheden er ofte, at grunden til at de er så dødssyge, er, fordi de ikke har penge til at få en læge til at kigge på dem eller måske har de ikke råd til medicinen. Så, når de kommer hos os, får de gratis behandling og medicin, så deres smerter er kontrolleret, de får omsorg og bliver lyttet på, og de blomstrer op. Ofte lever de mange år på Hospiceprogrammet.
De eneste kriterier, vi har på programmet, er, at patienten enten har kræft eller HIV/ AIDS. Så patienterne er uhelbredeligt syge, men de får et værdigt liv og mest muligt ud af den tid, der er tilbage. Derfor er det ikke så trist.
Vil du donere?
Hvis nogen derude vil lave donationer til Hospice Africa eller bidrage på anden vis er det selvfølgelig velkommen, I kan kontakte mig for videre oplysninger.
annefalster@gmail.com
Manglende donorer
Men i øjeblikket er der er en skygge over Hospice, fordi nogle vigtige donorer er faldet fra pga. finanskrisen. Derfor får personalet ikke udbetalt deres løn, sultende patienter kan ikke få mad fra ”omsorgsfonden”, fordi den er tom, og to personaler er afskediget.
Det slog virkelig en revne i min ”drøm”, da det gik op for mig. Jeg har ikke spekuleret særligt meget over, hvor pengene til medicin m.m. kom fra, og jeg blev meget frustreret over at en donors beslutning om ikke at støtte os mere, kan have sådan en indflydelse på vores arbejde. Men sådan er virkeligheden vel… Jeg håber snart at krisen vender.
Hvorfor får afrikaner ikke ondt i ryggen?
For at jeg ikke lader min slukørethed smitte af på jer, vil jeg i dette rejsebrev dele et spørgsmål med jer, som jeg fik stillet af en kollega hjemmefra. Det handler om noget lidt andet og har sat mine tanker i gang.
Min fysioterapeutkollega spurgte til, hvordan afrikanerne bevæger sig og belaster deres krop, og om det er anderledes fra, hvad vi kender til hjemme i Danmark. Det er jo som bekendt en arbejdsskade for os fysioterapeuter, at vi bemærker menneskers bevægemønstre. Og jeg er ingen undtagelse.
Afrikanerne har bestemt anderledes bevægemønstre, ligesom de har andre arbejdskrav til deres krop. Jo mere jeg har observeret, jo mere har jeg spekuleret over, hvordan deres krop kan holde til det arbejde, de udsætter den for. Og har undret mig over at jeg hører så få klager over rygsmerter.
Store sække på hovedet og børn på hoften
Når jeg kører ind til byen i matatooen (de små offentlige bybusser), ser jeg ugandiske kvinder gå vuggende ned af gaden med stabelvis af stole, melsække eller kurve på hovedet. I et tørklæde på deres ryg dingler et sovende barn. Jeg ser andre kvinder stå, foroverbøjet med måsen i vejret; her står de ubekymret i lange perioder og vasker tøj eller sorterer noget i kurve.
Jeg retter mig selv op i mit bussædet og mærker min egen ømme lænd og tænker: ”hvordan kan jeg have ondt i ryggen af bare at sidde i et bussæde?”. Tjenestepigen i huset jeg bor i, foretrækker også at vaske tøj eller vaske gulvet i denne foroverbøjede stilling. Jeg forsøgte en dag at tilbyde hende en stol at sidde på under arbejdet - med undskyldningen om, at jeg var fysioterapeut og vidste hvad jeg talte om, men hun kiggede bare på mig og fortsatte smilende sin tøjvask.
Særligt denne arbejdsstilling for mig til at tænke tilbage på min arbejdsmiljø - og biomekanik undervisning på fysioterapeutskolen. Hvorfor får de afrikanske kvinder ikke ondt af den foroverbøjede arbejdsstilling? Jeg ser den ældre generation igennem mit hospicearbejde, og det er kun få som præsenterer problemer såsom rygsmerter eller slidgigt. Er den afrikanske krop stærkere end vores?
Afrikanerne er smidige
Det var tilbage i matatooen, hvor jeg altid sidder og kigger ud og lader tankerne flyde, at jeg udviklede min teori om, hvordan tingene kan lade sig gøre. Nu skal I høre:
Når jeg ser på en afrikansk kvinde, er en åbenlys fysisk forskel fra os den udtalte lændelordose, samt en fyldig, relativt stor bagdel (selv de tynde kvinder). Jeg mener faktisk, at den er med til at skabe en modvægt, når de bøjer sig forover, og derfor har de ikke har det samme belastende moment i ryggen. Men det er ikke den eneste fordel; jeg har bemærket, at det ikke er i ryggen, at bevægelsen sker. Det er til gengæld i hofteleddet fleksionen sker, mens de holder ryggen forholdsvis rank.
Afrikanerne er utroligt smidige og fleksible i hofteleddet. Blandt mine patienter har jeg set 80-årige med lethed sidde og nulre sig i storetåen - vel og mærke med strakte knæ (det har selv jeg vanskeligheder ved!) Men hvordan kan de være så smidige? Er det en genetisk ting??
En fordel med fyldig bagdel
Denne nørdede fys-gåde gnavede i mit hoved, indtil jeg så en tjenestepige lave mad med et barn på ryggen; jeg så, at det sovende barn efterhånden var gledet godt ned med bagdelen, men benene hang stadig bundet højt op i tørklædet. Dette gør tydeligvis ikke ondt på barnet, da han sov en fredfyldt søvn (se billede). Nu ser jeg det over det hele, børnene træner simpelthen deres smidighed op igennem deres mange timer på deres mors ryg. Det ville gøre enhver gymnast misundelig!
Det er min teori, at afrikanske kvinder pga. de to ovennævnte årsager ikke belaster deres ryg lige så meget, som vi ville gøre i en foroverbøjet stilling. Og en del af magien sker, mens de hænger og sover på deres mors ryg. Muligvis spiller flere faktorer ind, og min teori er naturligvis ikke videnskabeligt bevist, men ikke desto mindre betragtninger fra en tænksom fysioterapeut.
Her til aften har jeg kigget mig selv i spejlet og tænkt, at det måske ikke er så slet med en lidt fyldig bagdel og jeg har skrevet mig bag øret, at jeg skal begynde at smidighedstræne.
I det ovenstående har jeg mest kigget på kvindernes foroverbøjede arbejdsstilling. Så nu vil du jo sikkert spørge mig, ”Hvad så med mændene, hvordan kan de klare deres hårde fysiske arbejde?” Så må jeg ærligt svare: Den gåde har jeg ikke løst endnu, men jeg kigger videre…
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg spadsere en tur i haven og nyde aftensolen.
Kærlig hilsen
Anne Falster