Er etik bare endnu et hurra-ord uden dybere mening?
af Christoffer Grann | kl 11.01 | 01.04.2008
Eller vil vi som profession vitterlig noget med etikken?
Indlægget er skrevet af Jeanette Præstegaard
Jeg er optaget af de mange etiske spørgsmål som fremtræder i fysioterapeutisk praksis, og det i alle fysioterapeutiske kontekster; på klinikken, i arbejdsmiljøet, i den langvarige rehabilitering, på børneinstitutionerne, i den kliniske undervisning af de studerende, i den akutte afdeling på et hospital, i forskningsmiljøet, m.m. For er vi som fremadstræbende profession egentlig bevidste om vores etiske dimension??
Fysioterapi er et møde mellem to mennesker. Dermed er fysioterapi som udgangspunkt relationel, - det er i relationen, at fysioterapien udfolder sig. Men, i det professionelle møde er der ubalance i magt forholdet. Fysioterapeuten er pr. definition tildelt mere magt end patienten/klienten, - dette i kraft af sin viden og faglighed. Det er derfor vores professionelle ansvar at leve op til denne udfordring, således at begge personer i relationen hele tiden opfatter sig selv og den anden som ligeværdige mennesker. Man er jo ikke mere værd som menneske, fordi man er “rask” eller mindre værd, fordi man er “syg”. Dette er essensen af vores professionelle kerneydelse, og den skal forvaltes med omhu. Det er jo samfundet, læs her vores patienter/klienter og politikere, der skal have tillid til, at vi som profession er i stand til at forvalte denne magt, - altså, at man føler sig mødt som et ligeværdigt menneske i fysioterapien!
Vi har som mennesker og som profession alt at vinde ved at være gode mod vore medmennesker og vores omverden, og meget at tabe ved ikke at være det. Ægte godhed er at have mod til at stille op for det, der er rigtigt, - og at sige fra, når noget er forkert eller ondt.
Men hvor gode og parate er vi egentlig som profession?
Som medlem af Etisk udvalg har jeg gennem længere tid, været med til at diskutere og mene noget om diverse etiske problemstillinger og dilemmaer i fysioterapi. Eksempelvis, hvordan bør fysioterapeuter annoncere deres ydelser i lokalaviser; er det rimeligt at en fysioterapeut med et par kurser på CV’et annoncerer sig som ekspert på kosttilskud? Kan det forsvares at anvende ikke evidensbaserede behandlingsmetoder; - eksempelvis laser? Hvor mange patientklager kan fysioterapien tåle? Hvornår får klinikkerne pillet gardinerne ned og sat vægge op, således at klienternes integritet respekteres? Hvor meget tid bør en fysioterapeut afse til sin klient? Hvor meget skal fysioterapeuter informere om undersøgelse og behandling?
Derfor har Etisk udvalg sammen med redaktionen for Fysioterapeuten sat fokus på etikken i fysioterapi. Vi beder forskellige kollegaer beskrive en etisk svær situation, som vi diskuterer løsningseksempler på.
Har du erfaringer fra lignende situationer? Har du andre erfaringer, som du ønsker at diskutere eller at sætte til debat, så meld dig ind i diskussionen her på bloggen. Set ud fra de patientklager og kollegiale klager der indkommer, så er etikken ikke altid helt stueren i dansk fysioterapi. Skal det fortsat være sådan? Skal vi tie vores fejl og krænkelser ihjel? Eller bør vi ikke påtage os det professionelle ansvar og få sagerne op på bordet, diskutere hvordan og hvorfor og hvorledes vi kommer videre med disse erfaringer?
NB. Dette indlæg er flyttet fra vores gamle blogløsning, og kommentarer derfra er derfor desværre ikke kommet med. Det beklager vi!